Klassekamp og LO  

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 6, 2005

Da Pelle Erobreren kom til København, skildret så smukt af Martin Andersen Nexø i hans roman over fire bind, kastede han sig ind i den faglige organisering af de laveste lag. Det foregik til fods fra den ene ende til den anden af datidens København – uden diæter eller dækkede rejseomkostninger. Det umiddelbare og nødvendige formål var organisering af arbejderklassen, hvilket omtrent senere lykkedes til fulde, men hans bedste ven Morten ”hin Røde” krævede svar på dybere spørgsmål. Hvordan stod det til med perspektiverne og endemålet med organiseringen? Hvilken rolle skulle den organiserede fagbevægelse spille?
Den gode og meget populære Pelle brød sig ikke om spørgsmålene, som han fandt, var uvedkommende eller i bedste fald af sekundær prioritet.

De mange af datidens velmenende Pelle-gutter havde skyklapper på, da de accepterede Hovedaftalen i september 1899, som bandt datidens LO – De Samvirkende Fagforbund – til klassesamarbejde. I lige linie herefter fulgte pr. automatik klassedomstolen Arbejdsretten, Forligsmandsinstitutionen, Fredspligten samt mange andre regler og institutioner, som bandt arbejderklassen på hænder og fødder og gjorde kampbetingelserne nærmest umulige.
I kølvandet fulgte de faglige lederes accept af de herskendes interesser, når det gjaldt nazivenlighed under besættelsen. Det sidste betød blandt andet tvangsudskrivning af arbejdsløse til tyske fabrikker og arbejdslejre.

LO propaganderede for dansk medlemskab af NATO og EF/EU. Daværende LO-formand Thomas Nielsen udtrykte, at Danmarks medlemskab af EF ville få et socialistisk Danmark som konsekvens – til stor moro for den europæiske storkapital. Thomas Nielsen lovede også, at Økonomisk Demokrati ville vokse ind i socialismens verden. Det projekt blev kuldkastet af arbejderklassen.

I dag forbløder den kongelige danske fagbevægelse. Toppen er i vid udstrækning forhadt. Leden ved forbundslederne og deres lovlige eller ulovlige korruption er kolossal. Lederne er gennem et århundrede vokset ind i et interessefællesskab med det ypperste borgerskab: Et sandt arbejderaristokrati, der sandt at sige ikke ejer den fjerneste sympati over for de svageste, de udstødte, som i hundredtusindvis står uden for såvel arbejdsmarked som faglig organisering og rettigheder.
LO og forbundslederne varetager heller ikke deres interesser: De er jo ikke medlemmer!

Pelle-gutterne fik organiseringen. Mortens spørgsmål endte med svaret: reformisme.
Det er i allerhøjeste grad på sin plads at rejse spørgsmål om LO’s rolle, karakter, formål og visioner.

Det sidste har Mogens Lykketoft gjort i sin efterrationalisering oven på valgnederlaget. Det netop overståede folketingsvalg var blandt andet karakteriseret ved, at ”man købte stemmer”. Adgangen til pengetanke gav annoncer og reklamer, som i dag betyder stemmer og mandater. Socialdemokratiet sukker: Vi manglede fagbevægelsens kapitalstøtte .

Mogens Lykketoft er godt klar over, at han ikke kan knytte de bånd, som engang bandt fagbevægelse og Socialdemokratiet så tæt sammen, så han kritiserer LO for, at de har tabt deres visioner. Han har ret så langt, at LO’s medlemmer langtfra mere blindt følger deres fagforbunds endsige fagforenings anbefalinger ved et folketingsvalg. Tilliden er i al for stor grad sat over styr.

Kritikken har skabt vrede hos fagbosserne:
– Vi fastholder vores stadig stærkere højredrejede reformisme og værner om vores milliardstore pensions- og forbundsformuer, hvilke vi ynder at administrere og ernære os af!
– Desuden passer det os ikke at kritisere vores siddende krigsforbryderregering for andet end ligegyldige småting.

Frank Jensens udtalelser om at vende tilbage til begrebet klassekamp er blevet mødt med måbende forundring. Fagtoppens formandskandidat – Helle Thorning-Schmidt – har på tydeligste vis skudt den illusion ned:
– Nær ingen forhåbninger om, at Socialdemokratiet vil optage interessekonflikter med de herskendes interesser.
Vi kan tilføje, at hun også taler på vegne af arbejderaristokraterne i LO!

Uanset Lykketofts hensigter er spørgsmålet om LO’s rolle, karakter og visioner yderst relevante.
Svaret og løsningen må udspringe fra et fællesskab blandt de arbejdende og de udstødte. Der er igen behov for Pelle og Morten til opbygning af en revolutionær fagbevægelse.

Netavisen 17. marts 2005


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne