Andersen – nok engang  

Af B.C. Andersen

Han udviklede folkeeventyret, og almuens fortælletradition – og lagde et kim til den socialistisk-realistiske roman

Hans Christian Andersen – 1805 til 1875 – fødtes som søn af en fattig skomager og vaskekone i Odense.

I begyndelsen af 1800-tallet levede størstedelen af befolkningen på landet, i de store provinsbyer boede omkring 5000 mennesker, Odense havde godt 6000 indbyggere, da H.C. Andersen blev født, mens der i København boede 120.000, i hele landet var der en million mennesker.

Maleren Jørgen Buch har i sit portræt (2004) gjort opmærksom på, at svaner også kan skydes ned!

Det var et godsejer- og bondesamfund, i byerne var håndværkerne stadig undergivet et middelalderligt lavsvæsen – almuen var underlagt storgodsejerne og håndværksmestrene. Der var enevælde, folket havde ingen andel i landets styre.

Først næsten 20 år efter Andersens fødsel spirede det første lille frø frem til en slags ‘folkestyre’, i 1834 kom stænderforsamlingerne, de var dog kun rådgivende – repræsentanter for almuen var der ikke tænkt på.

Underklassen – almuen – var bundet på hænder og fødder, og med halsret underlagt de besiddende, både i produktionen og overfor landets lov og ret.

Almuen var uden nogen bestemmelse over egne livsvilkår, uden indflydelse på statsmagten, almuen kunne ikke som klasse træde op mod samfundet, den ejede ingen selvstændig ideologi, og udviklede ingen selvbevidsthed – og så ikke sig selv som klasse.

Som befolkningsgruppe og enkelt individ afhang ens mulighed for at klare dagen og vejen, og måske drømmen om bedre livsvilkår, af andres nåde og barmhjertighed.
Det er i det lys man skal se Andersen, når han føler sig angst, forpint og bundet i forhold til storborgeren Collin og hans patriarkalske hjem – bliver tiltrukket, frastødt og opponerer, men tvunget til underdanighed overfor storborgere, godsejere, fyrster og konger, hvis understøttelse og velvilje er nødvendig for Andersen.

Det giver sig selv, at den der som Andersen var underlagt de besiddendes nåde og halsret, ikke samtidig kunne revoltere mod de der hjalp ham – ”en klog hund bider ikke den hånd, der rækker den en godbid”.

Andersens trang til oprør og forandring er åbenlys, men svag. Andersens tankegang er almuens almindelige – en bevidsthed med forestillinger, der er sivet ned, eller påbudt, fra oven, gennem kirken, skolen, administrationen og domstolene.

Og i storborgeren Collins hjem er det alle disse autoriserede tanker som hersker – grundpillerne i hele det fremvoksende borgerskabs livsanskuelse, absolut respekt og frygt for ejendomsretten, for religionen, nationen, den kristne moral, og som noget specielt i disse højere kredse: det litterære, der hylder og ærer samfundets grundpiller.
Og her er det specielle ved Andersen ikke hans sorte blækkryds i dagbøgerne, om hvornår og hvor mange gange han onanerede, hans manglende eskapader med kvindekønnet, at han var bøsse, spiste grønlangkål med chokoladesovs, eller hvad forskellige litterater til forskellige tider har fundet interessant, så de gennem denne særling, de gør ham til, kan indskrive sig selv i litteraturhistorien.

Det interessante og særlige ved Andersen er, at han ikke som andre skønånder i landadelens og borgerskabets hellige haller søger at udslette sig selv for at hylde og behage sine ‘beskyttere’.

Hele hans digtning er en lang bestræbelse og kamp på at klarlægge hans egen specielle stilling i forhold til omgivelserne: Det interessante og særlige er, at han er barn af almuen, og med baggrund i sine personlige forhold klarlægger Andersen underklassens stilling. Ingen anden dansk forfatter er i hans samtid så personlig som Andersen.
Hans far var som sagt lappeskomager, det vil sige han havde hverken svende eller læredrenge i sit brød. Han havde end ikke et værksted, men arbejdede i hjemmet, der var en enkelt lille stue og et køkken.

Andersens farfar var sindssyg og indbragt på Odense bys dårekiste. Moderen var tjenestepige og vaskekone, som før hun blev gift med skomageren fik en pige uden for ægteskab, en halvsøster, som senere hen i livet endte i prostitution. Andersens mor drak, som mange på den tid, stærkt.

I eventyret ‘Hun duede ikke’ ligger kimen til hele den socialistisk-realistiske roman. På et tidspunkt, hvor ingen åbent talte om den yderste armod og fornedrelse, gjorde Andersen det – i dette eventyr og i mange andre.
‘Hun duer ikke. Det er sørgeligt med den klasse af folket. Sig til din mor, at hun skal skamme sig. Og bliv aldrig en drukkenbolt, men det bliver du nok’, siger byfogeden, da drengen i historien henter brændevin til sin mor.

– Og gamle Maren siger til vaskekonen: ‘Fine vine og stærke vine. Lidt over tørsten hos mange. Men det kalder man ikke at drikke. De duer, men du duer ikke.’

– Og den nok så gode frue til fogeden formaner den unge pige, som hendes søn forelsker sig i: ‘Jeg agter den fattige. Hos Gud kan han måske få en højere plads end mange rige, men man må ikke på jorden gå over i et galt spor.’

Andersen skildrer med bitterhed og vrede almuen og de fattiges lod under en gudsfrygtig fernis, Andersen har været tvunget til at smøre eventyret ind i.

– Nede ved åen i Odense står hans egen mor, vaskekonen med tøjet fra de gode og bedre stillede åh så kristelige moralske, og drikker sin brændevin: ‘Det er lige så godt som varm mad, og det er ikke så dyrt’, siger hun.
Den fattige fordrukne vaskekone har ret. Den store drikfældighed blandt underklassen og det store brændevinsforbrug skyldes, at mad er dyrere end druk, brændevinen indeholdt de billigste kalorier, underklassen drak af fattigdom og nød, og Andersen skrev det i 1855.
Folkeeventyret er Andersens udgangspunkt. Eventyret har til alle tider været de underkuedes litterære genre. I de gamle eventyr findes resterne af almuens fortællertradition, hvor hadet, bitterheden, snuhed og lystighed er vendt mod de herskende.

Det er de besiddende og herskende, der ejer den officielle litteratur og digterkunst. De gamle sagaer er digtning om høvdinge og stormænd, folkeviserne er kun i meget ringe grad viser om folket, det er digte og litteratur, som adelsfrøkener og munke, på foranledning af stormænd, konger og kirkefædre, nedskrev – en digtning og litteratur for de herskende om de herskende.

Med opfindelsen af bogtrykkerkunsten blev der straks indført censur, så den ny teknologi kom under de herskendes kontrol. Men desuden var det at læse et privilegium, der var forbeholdt et absolut mindretal – de herskende, deres administratorer, samt kirken.

Almuens, de undertryktes, det store flertals, digtning var anonym og mundtlig, den blev først langt senere nedskrevet, og da i en ændret og forvansket form, der kan gøre det svært at se det oprindelige indhold og forstå den egentlige mening.
Amled, som Saxo spinder en ende over i sin bestilte krønike, og som Shakespeare bygget sit skuespil Hamlet over, hævder Johannes V. Jensen oprindeligt er et trællesagn, at Shakespeares Hamlet, Saxos Amled, aldeles ikke er en prins, men en simpel træl, ikke engang så værdifuld som stormandens okse, der trækker arden, når stormandens mark pløjes, en træl der sidder i asken fra bålet, rugende over hævn, som han får ved forstillelse, underfundighed og snuhed mod den rå magt.

Og på samme måde eventyret om Pimpegryden, der henter brød, finker, pølser og penge fra den rige mands hus til den fattiges hytte og til sidst pimper den rige mand ad helvede til. Det er en protest mod den herskende samfundsorden, der tillader armod og rigdom at eksistere side om side, det er underklassens drøm om, at de rige svin og snyltere en gang må forsvinde, og den fattiges kår bedres.

Fælles for folkeeventyrerne er, at de er ironiske, underfundige, dobbelttydige. Folk har forstået dem. Ingen snakker om herremænd, adel, overklasse eller om enevælde. Det er kun et eventyr om en trold, men alle ved, at trolden er herremanden som ejer jorden, ejer bønderne, deres arbejdskraft, deres liv, og eventyret rummer underklassens drøm om endelig en gang for alle at få krammet på ham og hele hans yngel. Kan det ikke ske med magt, så med list og snuhed.
Andersens eventyr er skrevet med hjerteblod, de er fulde af oprør og protest. De rummer et krav om retfærdighed og er en dom over det borgerlige samfund: ‘Gartneren og herskabet‘, ‘Hun duede ikke’, ‘Skyggen’, ‘Den lille pige med svovlstikkerne’, ‘Alt på sin rette plads’ …

Det dobbelttydige i Andersen, hans tankegang, stilling og forhold til omgivelserne er grundlaget for hans digtning.
I ‘Skyggen’ er det ikke de højere magter, der ødelægger livet, men andre mennesker i samfundet.
I ‘Kejserens nye klæder’ hænger Andersen den enfoldige enevælde og snobberiet ud,

Som Andersen efterhånden følte sig mere sikker på sig selv, sit håndværk, og sikker i sin berømmelse, træder mere og mere utilsløret et forsvar for almuen, de undertrykte, frem i hans digtning.

I revolutionsperioden omkring 1848 kommer ‘den lille pige med svovlstikkerne‘, der må dø af kulde ude i sneen, se på, mens de rige mæsker sig inden for i varmen.

I ‘Alt på sin rette plads‘ fra 1852 lader Andersen Baronen blæse ned i vogterhuset, den vigtige kavaler flyve rundt mellem hønsene, storbønder ende i en muddergrøft og den fine grossererfamilie får ikke plads på vognen, mens en røgter og en huslærer indtager de forladte pladser.

‘Hun duede ikke’ med brændevinen, der er billigere end mad, og der nok er en plads i himmerig for en fattig, men ikke nede på jorden, er fra 1855.
Andersens retning er tydelig, og i disse år sker der en begyndende ændring i almuens stilling. Det er den begyndende industrialisering, der for alvor bryder igennem i 1870’erne, der sætter sine første spor.

I årene omkring 1850, hvor Andersen skriver sine bedste eventyr og lægger det første spæde kim til hele den socialistisk-realistiske roman, er der i Danmark fremvokset en arbejderklasse på godt og vel 11.-12.000 industriarbejdere, håndværkere og svendes forhold forandres, lavsvæsenet fra middelalderen går i opløsning, og modsætningen mellem arbejdsgiver og arbejder ændrer sig fra en standsforskel til en klasseadskillelse, der giver genlyd.

Socialismens ideologi træder vagt frem, dele af den radikale intelligens tager den til sig. Fra 1840-46 udkommer tidsskriftet Corsaren, der kræver man skal give de fattige retfærdighed og bedre kår. Og ikke mindst – Dreier begynder udgivelsen af sine skrifter – enlige svaler måske, men alligevel svaler.

Andersens forhold til underklassen er præget af, at betingelserne for at almuen kunne hævde sig som klasse ikke er til stede, de træder først langsomt frem i Andersens sidste leveår. Hans egen direkte forbindelse brister ved hans mors død.

Den nye udvikling af underklassen, og deraf følgende skærpelse af bevidstheden som klasse, den voksende modsigelse mellem arbejdsgiver og arbejder, har Andersen ingen tilknytning til.

Andersen ser dog den tekniske og videnskabelige revolution med fabriker, jernbaner og kommunikation som muligheder, der rummer fantastiske perspektiver for menneskeheden.

Andersen forbliver Andersen, et barn af almuen, tro mod almuens daglige liv, skikke følelser og drømme. Genialt klarlægger han underklassens stilling. Men han er fastholdt i sin egent id, forud for den store industrialisering og de socialistiske tankers gennembrud, forud for almuens opståen som arbejderklasse.

Men skomagerens og vaskekonens søn fra Odense er entydig den første, der skrev om sin klasse, og førte sin klasses sag, førend den rigtig følte sig selv som klasse.


Arbejderdigteren B.C. Andersen (f. 1954) har blandt andet udgivet digtsamlingerne ‘Løbesedlen’ og ‘Varmt møde i en kold krig’


Se

Sønderbombede drømme overgiver sig aldrig

Digte fra et sted i Unionen

Kommunistisk Politik 6, 2005

Netavisen 22. marts 2005