Velkommen til den offentlige markedsplads

Strøtanker
Kommunistisk Politik 18, 2004

Strukturreformen, gab!
Det er et af de mest søvndyssende ord, jeg kender. Hvad kommer det mig ved, hvilke kommuner der slår sig sammen? Måske er der virkelig nogle effektiviseringskroner at hente, så er det mon så galt?
Jeg skriver det her, fordi det lige er gået op for mig, at DET ER MEGET VÆRRE!

Herluf Bidstrup udstiller – meget aktuelt – på Arbejdermuseet frem til 28. marts 2005

Reformen er så indviklet og indeholder i virkeligheden 100-vis af forskellige love, så det er vanskeligt selv for byrådsmedlemmer og andre involverede at gennemskue, hvad hensigten egentlig er. Det gør det lettere at begrænse diskussionen til det, der er til at overskue: Hvor skal den fysiske grænse gå?

De udvandede, misvisende og uklare meldinger i pressen skaber ingen oplysning, kun ligegyldighed. Og det er også nødvendigt, hvis ikke der skal rejse sig en folkestorm imod denne reform og alle de følgelove, der understøtter dens gennemførelse.

Strukturreformen er møntet på ikke bare endeligt at afskaffe, men også på at forhindre genindførelsen af det såkaldte velfærdssamfund. Liberalismen længe leve!

Strukturreformen præsenteres med en bunke løgne pænt pakket ind. De målsætninger, der stilles op og skal sælge reformen, er f.eks. En enkel og effektiv offentlig sektor og Bedre service med uændrede skatter.

Virkeligheden er en stram politisk styring af alle udgifter. Hver en lille detalje i de offentligt ansattes arbejde skal registreres som en omkostning, og da det jo skal være billigt, bliver handlinger valgt efter deres pris og ikke efter klienternes/borgernes, altså vores behov. Den billigste og mindst tidskrævende (be)handling skal vælges. I børnehaver, skoler, plejehjem, socialforvaltninger osv.

Et sundhedsvæsen i verdensklasse med fri, lige og gratis adgang
Når enhver indsats skal måles i penge, bliver det urentabelt at behandle dem, der alligevel aldrig bliver raske nok til at arbejde, og tit og ofte billigere bare at udskrive medicin i stedet for at stille en grundig diagnose og billigere at omlægge behandlingerne til konsultationer i stedet for indlæggelser. Når specialbehandlinger kun finder sted ét sted, bliver der mange, der får lang vej til sygehuset med hyppige behandlinger uden betalt transport. Desuden omdefineres det til stadighed, hvilke sygdomme der behandles gratis, og hvilke ventelister der skal nedbringes. Det forebyggende arbejde kan slet ikke betale sig. Det bliver noget, virksomhederne skal tage sig af.

Klart ansvar og opgør med gråzoner
Det kan godt være, nogle gråzoner forsvinder, men der kommer mange flere gråzoner til i den nye struktur, mens ansvaret for helheden forsvinder med stærkt styrende finanslove og detaljerede EU-direktiver. Når fælles kommunale selskaber skal overtage ansvaret for de enkelte dele af det, der før var et kommunalt anliggende, forflygtiges ansvaret, og grænserne kommer til at flyde for, hvem der har ansvaret i konkrete sager vedrørende handicappede, sindslidende, misbrugstilbud m.v. og for afløb, vandforsyning, vejvedligeholdelse, kollektiv transport osv.

Bedre borgerbetjening – mindre bureaukrati og færre skranker
Når skrankerne befinder sig på et kontor 50-100 km væk, kan det godt være, de ikke er så synlige og ikke bliver brugt så tit, men det giver i hvert fald ikke bedre borgerbetjening og mindre bureaukrati.

Større borgerindflydelse og bedre nærdemokrati
På hvad? I Odense kommune er kun 40 millioner af kommunens budget på 6 milliarder til diskussion i kommunalbestyrelsen. Resten er fastlagt via finanslov og kommunallov mv.

Dette er kun en lille kommentar til lovkomplekset, men jeg er i hvert fald helt sikker på én ting: Vi bevæger os IKKE i retning af et samfund, der varetager borgenes interesser, og hvad skal vi for resten så med et samfund?

Netavisen 12. september 2004