EU-parlamentsvalget: Socialdemokraterne triumferer

Kommunsitisk Politik 13, 2004

Den socialdemokratiske valgtaktik blev en næsten fuldstændig succes. EU parlamentsvalget var en demonstration mod Fogh – og noget af en forskrækkelse for den organiserede unionsmodstand.

Med en stemmeandel på 32,6 pct. – næsten en fordobling i forhold til EU-parlamentsvalget i 1999 – og en stemmerekord på over 400.000 personlige stemmer til tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen blev socialdemokraterne den store triumfator ved den danske del af EU-parlamentsvalget den 13. juni.

Triumfatoren

Danmarks antal af parlamentsmedlemmer i det udvidede EU-parlament var sat ned fra 16 til 14. Socialdemokraterne vandt 2 mandater, mens henholdsvis regeringspartiet Venstre og unionsmodstanderne i Junibevægelsen begge mistede 2.

Socialdemokraterne spekulerede i to forhold i valgkampen: På denne side som det førende parlamentariske ‘oppositionsparti’ at samle den udbredte utilfredshed med Fogh-regeringen (som følge af deltagelsen i Irak-krigen og dens generelt asociale politik) op – på den anden side at marginalisere og bekæmpe unionsmodstanden med centrum til venstre for socialdemokratiet i de to EU-lister Junibevægelsen og Folkebevægelsen mod EU.
Og den socialdemokratiske valgtaktik lykkedes perfekt i begge retninger ved at ekspedere Nyrup Rasmussen til Bruxelles som triumfator.

Under halvdelen af vælgerne stemte. Den samlede valgdeltagelse var på 47,8 pct., en tilbagegang på 2,66 pct. Det er en afspejling af EU-parlamentets manglende folkelige legitimitet – også i Danmark. En praktisk boykot af foretagendet.
Men også dette forhold – der fremkalder beklagelser og kritik af ‘sløve vælgere’, men aldrig den fjerneste tvivl om unionsprojektet hos tilhængerne – kunne socialdemokraterne udnytte til egen fordel.

Socialdemokraterne har med dette valg for første gang nogensinde opnået en stemmeandel, der ligger på højde med dets stemmeandel ved folketingsvalgene. Dermed har det erklæret den langvarige krise, som dets pro-unionspolitik har afstedkommet ved at dele dets vælgerbasis, for overvundet – langt om længe, efter adskillige årtier.

En af de socialdemokratiske toppolitikere, som blev ekspederet til Bruxelles sammen med Nyrup – tdl. fødevareminister Henrik Dam-Kristensen – meddeler nu, at socialdemokraterne vil blive mere kritiske i forhold til EU. Tidligere har partiet tilbageholdt sin kritik f.eks. på miljøområdet og det sociale område af frygt for modstanderbevægelserne, siger han, og signalerer dermed en platform for at fastholde de genfundne skeptiske socialdemokratiske vælgere.

Taber Fogh!

De borgerlige medier har underbetonet statsministerpartiet Venstres tilbagegang ved valget og valgt at fokusere på tilbagegangen for modstandslisterne, som i mandattal begge mistede lige mange.
Men elementet af protest mod Fogh-regeringen var indlysende. Det var også ‘et prøvevalg’ før det kommende folketingsvalg, som det blev udtrykt.

Det var ikke en afstraffelse af regeringen for dets EU-politik – for den er identisk for socialdemokraterne og den nuværende regering. De var begge enige om at holde EU ude af valgkampen – og ganske særligt undgå diskussion om den EU-forfatning, som er lige på trapperne.

Fogh tabte to mandater på grund af følgagtigheden over for USA og den danske krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan. Og på grund af dens generelle angreb på den berede befolknings levevilkår og sociale rettigheder (som i vidt omfang er en gennemførelse af EU’s politik).

Fogh og det borgerlige kor tilbyder ikke nogen forklaring på tilbagegangen – andet end ved at sige, at ‘stemmemønstrene er anderledes ved EU-parlamentsvalg end ved folketingsvalg’.
Men dette valg nærmede sig folketingsvalgsmønstret – med knap halvt så mange deltagere.

Modstanderlisterne skulle ud

Socialdemokraternes taktiske hovedfokus var et forsøg på at knuse de to unionsmodstanderlister – og de fik heri massiv støtte fra de øvrige partier i folketinget, minus Enhedslisten, som havde mange kandidater på begge de to lister (selvom de har en forskellig grundholdning til EU).

Liste N skulle ud!

Tidligt i valgkampen gik socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt til angreb på modstanderbevægelsene i en artikel i Morgenavisen Jyllands-Posten:
– Det er direkte ødelæggende for arbejdet i Parlamentet og borgernes billede af virkeligheden. Nej-bevægelserne burde slet ikke sidde med i Parlamentet.
Helle Thorning-Schmidts udtalelse er et plastisk udtryk for unionsfolkenes særligt indsnævrede demokratiopfattelse – men også afslørende for den socialdemokratiske taktik.

Væk var den traditionelle kampagne mod regeringens støtter i Dansk Folkeparti, der har opsamlet den ‘ufarlige’ snævert nationalistiske højreorienterede EU-skepsis. Det var den rene vare – EU-modstandens kerne – som skulle jages ud af EU-parlamentet.

Og medierne fulgte denne kampagne til dørs med et konstant bombardement af forudsigelser om EU-modstandens fald og økonomiske konkurs. Den ene meningsmåling efter den anden udraderede især Folkebevægelsen mod EU. Den eneste opinionsmåling, der ramte nogenlunde rigtigt – med 1 mandat til hhv. Folkebevægelsen og Junibevægelsen – var en måling fra Sonar i Søndagsavisen, som blev fortiet i den øvrige presse.

De to modstanderlister har traditionelt haft omkring en fjerdel af stemmerne ved EU-parlamentsvalget. De er blevet eroderet forskellige steder fra – ikke mindst gennem Jens Peter Bondes splittelse af Folkebevægelsen i 1992, der førte til Junibevægelsens dannelse.

Men også Socialistisk Folkeparti forsøgte – og opslugte – en del af modstanderne ved i en årrække at posere som EU-modstanderparti med Pernille Frahm i spidsen. Nu er hendes funktion forbi, og hun er erstattet med unionisten Margrete Auken – og de SFske modstanderstemmer gået til det socialdemokratiske Unionsprojekt.

Og fra højre gik Dansk Folkeparti med Pia Kjærsgård i spidsen til angreb på modstanderbevægelserne med betydeligt held. Dette har passet socialdemokraterne fint – og derfor indstillede de kampagnen mod DF ved dette valg.

De to ‘modstanderlister’ J og N var nærmest forsvarsløse over for den socialdemokratiske taktik. De blev fanget af deres generelle orientering i socialdemokratisk retning. Derfor tabte Junibevægelsen næsten halvdelen stemmerne fra forrige parlamentsvalg, der ‘vendte tilbage’ til socialdemokraterne. Deres stemmeandel gik fra 16,1 til 9,1 pct. Folkebevægelsen mod EU gik fra 7,3 til 5,1 pct. af stemmerne – en tilbagegang på omkring 30 pct.

Det er ikke til at bortforklare, at der er tale om et nederlag – og en langsigtet tilbagegang for modstanderbevægelserne. Det vil give anledning til en fornyet diskussion om strategien både i Folkebevægelsen og i Junibevægelsen. Et internt opgør mod Jens Peter Bonde er allerede brudt ud i liste J, som kræver at Junibevægelsen bekender klare kulør som det, den er: et utilsløret tilhængerparti.

Men trods tilbagegangen og den massive kampagne mod modstanderlisterne blev begge repræsenteret i det ny unionsparlament. Her kiksede den socialdemokratiske taktik – trods alt. Den samlede stemmeandel er 14,2 pct. – efter at socialdemokraterne har fået ‘deres stemmer’ tilbage. Den organiserede EU-modstand er kommet for at blive – også i parlamentet.

Og på trods af tilbagegangen er det også en kendsgerning, at den kritiske holdning til EU og modstanden mod hele unionsprojektet er uafsvækket i den brede befolkning.

Se også
Landsresultatet
Indenrigsministeriet

Netavisen 15. juni 2004


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater