Fogh gik i sort over Irak

‘Den danske befolkning kan forvente af denne regering, at den fortsat vil udvise den fasthed og konsekvens, som beslutningen om at deltage i Irak var udtryk for’, skrev Anders Fogh Rasmussen (hvis det var ham) i en kronik i Jyllands Posten onsdag.

Det var optakten til en travl dag, hvor han deltog både i folketingets officielle høring (og holdt sin tale uden at blive udspurgt om krigsgrundlaget) og senere i en stor forespørgselsdebat i folketinget, hvor han talte, men ikke besvarede spørgsmålene.

Efter 8 spørgsmål om Irak-krigens grundlag valgte Anders Fogh Rasmussen at blive siddende på et spørgsmål fra Keld Albrechtsen, Enhedslisten. Det gentog sig kort efter ved et spørgsmål fra Villy Søvndal (SF). Det er altså den alvor, hvormed landets statsminister ønsker den måske vigtigste udenrigspolitiske beslutning i mange, mange år behandlet.

– Statsministeren har foreløbigt haft 3 strategier i Folketingssalen, siger Villy Søvndal, SF.

– Den ene er at hævde, at det danske beslutningsgrundlag ikke handlede om masseødelæggelsevåben. Men det er naturligvis notorisk forkert, eftersom FN-resolutionerne som det danske beslutningsgrundlag henviser til netop handlede om truslen fra Saddam Hussein i 1990 og 1991 – og dermed inddirekte om masseødelæggelsevåben. Statsministeren må derfor én gang for alle ophøre med den meningsløse påstand om, at det danske beslutningsgrundlag ikke handlede om masseødelæggelsesvåben. Manglende samarbejde med FN kan aldrig alene blive grundlag for krig.

– Den anden strategi går på, at beskylde venstrefløjen for at gå Saddam Husseins ærinde, fordi vi stiller disse spørgsmål. Men enhver anstændig politiker – uanset partifarve – må være optaget af spørgsmålet om, hvorvidt man som nation går i krig på et grundlag som der var tvivl om i beslutningsøjeblikket og som oven i købet siden er blevet tilbagevist, altså om man oplyser sit nationale parlament og sin befolkning retvisende. Det har ikke været tilfældet. Det er uværdigt at Statsministeren gør det til et spørgsmål om sympati for Saddam Husseins regime.

– Og endelig er statsministeren nu, efter blot 8 spørgsmål, begyndt slet ikke at svare eller blot henvise til tidligere besvarelser.

Talen under den officielle høring var ikke blot et forsvar for den folkeretsstridige danske deltagelse i en ulovlig krig og besættelse. Det var en erklæring om, at det ville man også gøre ved en anden lejlighed. Et forsvar for ‘præventive krige’ som et ekko af George W. Bushs imperialistiske militærdoktrin.

Anders Fogh Rasmussen erklærede, at enkeltlande skal have mulighed for at anvende militær magt uden et klart FN-mandat – også selv om der kan være tvivl om den trussel, som det angrebne land udgør.

– Kan vi i en tidsalder, hvor truslerne fra terrorisme og masseødelæggelsesvåben ikke er til at ignorere, tillade os at afvente sikre beviser, før vi griber ind?, spurgte Fogh retorisk.

Dét er det tætteste Fogh er kommet på en indrømmelse af, at Irak-krigen var en ‘præventiv krig’, ført på et løgnagtigt grundlag, mod et land, der ikke udgjorde en trussel mod freden eller verden.
Og at ‘præventiv krig’ er et andet ord for kolonikrig i det 21. århundrede.

Ved folketingets høring med eksperter, der IKKE skulle undersøge det danske krigsgrundlag, fastslog Jens Elo Rytter, ekspert i folkeret ved Københavns Universitet, at der ikke noget folkeretsligt grundlag for at gå i krig mod Irak.

– Krigen var uforenelig med FN-pagten, sagde Jens Elo Rytter:
– Og under alle omstændigheder tilkommer det ikke et enkelt land at fortolke resolutionerne. Samtidig er det klart, at der var et klart flertal imod at gå i krig i FN’s sikkerhedsråd.

Sådan mener også det store flertal af folkeretseksperter.

Netavisen 25. marts 2004.


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne