Guantanamo retur

Kommentar
Kommunistisk Politik 5, 2004

Den danske Guantanamo-fange kommer nu hjem som en fri mand. Efter mere end 2 års indespærring under umenneskelige forhold i den amerikanske kz-lejr uden for international lov og ret på den amerikansk-besatte del af Cuba.

Denne glade nyhed var vel forberedt til at springe som en pr-bombe for den trængte danske regering i forbindelse med en forespørgsel om Guantanamo i folketinget.
Anders Fogh og Per Stig Møller badede sig i blitzlys i forventning om positive overskrifter: Se bare hvad den danske regering og dens stille diplomati formår!

Da sandheden kom frem, viste det sig, at den ingenting havde formået. Den indespærrede dansker vil ikke kunne dømmes ved en dansk ret selv efter den stærkt skærpede terrorlovgivning. Hvad amerikanerne har på ham, holder ikke engang til Byretten. For ingenting har han været spærret inde som dyr i bur i årevis, uden adgang til sagfører, domstol, i stadig uvished om sin skæbne. I mere end et år har den danske regering vidst, at manden ikke havde begået noget som helst, han kunne dømmes for.

Det er den voksende internationale skandale om Guantanamo og et voksende pres på den danske regering, der har udvirket løsladelsen. Samtidig er det en særlig nådesbevisning fra USA’s side til sine mest trofaste vasaller: sammen med den danske fange slipper også nogle englændere og en spanier væk fra Guantanamo.

Danskeren selv har skrevet under på, at han vil afholde sig fra terrorvirksomhed – og Per Stig Møller på, at han fremover vil blive overvåget efter alle kunstens regler af kompetente danske efterretningsorganer. Dansk handlekraft!

Regeringen bruger denne ’succes’ som undskyldning for ikke at kritisere de amerikanske ulovligheder: for hele Guantanamo-arrangementet er én stor overtrædelse af international lov.

Amerikanernes hensigt med det er at undgå at overholde international ret – som f.eks. Geneve-konventionerne om krigsfanger. For de omkring 680 tilbageværende fanger, der lever videre under de lovløse forhold, er man i gang med at forberede militærtribunaler, som kan ‘dødsdømme’ hvem som helst amerikanerne vil have slået ihjel.

I virkeligheden er der kun et historisk fortilfælde, der kan henvises til om Guantanamo-arrangementet: Den nazityske praksis med at lade krigsfanger og modstandsfolk (‘terrorister’) fra de lande, Hitler indledte aggressionskrig imod og besatte, ende i tyske kz-lejre.

Den danske regering har på intet tidspunkt fordømt den amerikanske lovløshed – og bruger nu løsladelsen af den danske fange til at dæmpe kritikken her i landet.
Det skal den ikke have lov til!

Ikke så langt fra Guantanamo, som er cubansk territorium, som USA har eksproprieret til militære og undergravende formål, ligger en anden caribisk ø, som har haft den historiske vanskæbne at ligge så tæt på Bush’s og Guds eget land, at hele dens nyere historiske udvikling har været bestemt af skiftende amerikanske præsidenter.

Før USA blev en global supermagt var det en regional stormagt, og Cubas nærmeste nabo Haiti og Den Dominikanske Republik – de to nationer på Hispaniola – har lidt under en strøm af amerikansk indsatte lakajregimer, indbefattet et af de mest brutale og barbariske regimer i det sidste århundrede, Duvaliers (Papa Doc’s) diktatur på Haiti.

Store dele af befolkningen i Den Dominikanske Republik har rejst sig i protest mod præsident Mejia – en socialdemokratisk USA-lakaj – og mod WTOs privatiserings- og liberaliseringsprogrammer (flere generalstrejker er blevet mødt med nedskydninger af demonstranter.

Nabolandet Haiti er endnu fattigere. Dér har præsident Aristide, den første ‘demokratisk valgte’ præsident nogensinde, sluttet op i rækken af populistiske, USA-kritiske ledere i Latinamerika, som til en vis grad modsætter sig USA’s, WTOs og IMFs liberaliseringsprogrammer, som har forarmet de i forvejen forarmede latinamerikanske masser.

Dette er baggrunden for den igangværende opstand på Haiti, som hemmeligt er ansporet og sponseret af USA, og som gennemføres af tilbagevendte ledere af det fascistiske militærdiktatur, som tidligere gennem tre år ved et kup fratog Aristide magten – og dræbte tusinder af hans tilhængere.

Aristide har allerede indgået en aftale med USA om at fyre sin regering og få udnævnt en ny, der passer amerikanerne (samt EU, og ikke mindst Frankrig, som har ‘historiske’ interesser i landet).

Om det vil standse opstanden, som har kastet Haiti ud i kaos, står tilbage at se. De gamle juntafolk erklærer, at Aristide skal væk. Det planlagte slutresultat er under alle omstændigheder et regime, som vil være absolut lydigt over for USA.
Sådan står det til i den amerikanske baggård: Kaos og galopperende kontrarevolution.

Netavisen 25. februar 2004