Anders Foghs trosbekendelse

Nytår 2004:

Fogh Rasmussens nytårstale er blevet kaldt usædvanlig afdæmpet i forhold til regeringens neoliberale mærkesager. Den er også blevet kritiseret for mangt og for meget. For at være ‘kedelig’ og ‘uden nyheder’, ‘uden visioner’. For at være ‘blottet for indhold’ (Pia Kjærsgaard). Det socialdemokratiske håb Frank Jensen mente, at Fogh sagde de rigtige ting – problemet er, at det ikke omsættes i praksis, ifølge Jensen:
“Nytårstalen er fredsommelig, og siger de rigtige ting, men regeringen gør det modsatte politisk i dagligdagen på Christiansborg. Derfor er det en hyklerisk tale,” mener han.

Det var tydeligvis en tale fra en regeringsleder, der har skelet kraftigt til opinionsmålingerne – og fundet tiden inde til igen at iklæde sig den fåreham, der skal skjule ulvens skarpe tænder, og vende tilbage til den taktik (eller rettere sagt demagogi), der sikrede hans valgsejr over Nyrup.

Hans nyliberale projekt er nemlig stødt på enorm modstand.
Fra den triumferende start med et klart flertal for regeringen, baseret på Dansk Folkeparti, har Fogh ikke bare brudt med den traditionelle konsensus-politik i forhold til den socialdemokratisk ledte ‘opposition’. Den har også lagt sig ud med store grupper i befolkningen.

Siden Fogh-regeringens enegang for at kaste Danmark i krig (baseret på en gigantløgn om irakiske masseødelæggelsesvåben) er dens vælgermæssige opbakning konstant reduceret. Dens reaktionære karakter som en imperialistisk krigsmagerregering, som en dikkende lammehale til Bush-administrationen, som monopolernes sværd mod det store flertal, erkendes stadig tydeligere.

Nytårstalen var derfor et forsøg fra Foghs og hans spindoktorers side på at appellere til dette ‘flertal’, identificere sig med det, fremstille sig som dets repræsentant. Derfor spillede han på det ‘sikre’. Det vil sige på de politiske og ideologiske fordomme, som den borgerlige propaganda har banket fast gennem årtier – og på en appel til ‘socialdemokratiske værdier’.
Det er derfor, socialdemokraten Frank Jensen synes, at Fogh siger de ‘rigtige’ ting.

Hvad ingen har bemærket, er at Foghs tale ikke blot var en tale. Det var en trosbekendelse med en hel række læresætninger.
Her skal gennemgås seks af de grundlæggende i Foghs kirke.

Credo 1: Den fæle kommunisme

Fogh jubler over ‘kommunismens fald’ i Sovjetunionen og Østeuropa med en personlig historie: En nuværende stakkels statsleder fra et tidligere østblokland blev angiveligt forfulgt og kunne ikke få en ønsket universitetsuddannelse, fordi ‘studiepladserne var forbeholdt medlemmer af kommunistpartiet’:

‘En hel families eksistens blev truet, fordi faderen var politisk brændemærket af magthaverne. Tænk sig, at vi kun skal 15 år tilbage, før det var den barske hverdag for familierne i kommuniststaterne bag Jerntæppet,’ messede Fogh.

Hvordan forholder det sig i Danmark med studieadgang? Hvor mange børn af ufaglærte arbejdere kommer på universitetet? Hvor mange indvandrerbørn?
Højere uddannelse er fortsat et klasseprivilegium. Sorteringsmekanismerne eksisterer og arbejder med samme ubønhørlighed, som hvis man fra fødslen satte et stempel på børn af en fabriksarbejder ved samlebåndet: ‘Ingen universitetsadgang!’

Under socialismen er det og vil det være en politik systematisk at fremme uddannelsen af arbejderne og de underste lag. Det er arbejderklassen, der skal besætte kommandoposterne. Og selv i det degenererede, revisionistiske og pseudosocialistiske Sovjetunionen og i Østeuropa skulle man ikke være partimedlem for at få en højere uddannelse.
Lad os antage at Foghs historie er sand. Hans stakkels samtalepartner fik åbenbart aldrig en højere uddannelse. Derfra generaliserer han til, at familierne i Østeuropa generel levede i en tilstand af terror og forfølgelse: det er et billigt demagogisk trick, hentet i ‘Begyndervejledning for folkeforførere’ (Tysk udgave, anno 1934).

Credo 2: Friheden flyver

I dag lever 60 pct. af befolkningen i det tidligere Sovjetunionen i dyb fattigdom. Råkapitalismen efter 1989-91 har gjort nogle få procent superrige og overdraget samfundsværdierne til oligarker og udenlandske monopoler. Det samme er sket i de tidligere østbloklande.

Disse nye EU- og NATO-lande beskriver Fogh således:
“Vi åbner et nyt kapitel i Europas historie. Vi får et vældigt vitamintilskud. De nye medlemslande syder og bobler af energi. De tænker nyt. De tror på frihed. De tror på sig selv – og derfor tror de på fremtiden. Det kan vi tage ved lære af – også i Danmark.”

Det er en efterklang af den amerikanske krigsminister Rumsfelds opdeling af Europa i ‘det nye’ og ‘det gamle’: De nye herskende kliker i de tidligere østlande er nært forbundne med USA – og de tænker så nyt, at de har sendt soldater til Irak for at bidrage med deres erfaringer om ‘demokratiskabelse’ dér. Hvad ‘nyt’ kommer der fra disse kontrarevolutionære kliker, der er indsat, købt og betalt af USA, EU og monopolerne?

Hvilken ‘frihed’ tror de på? ‘Friheden’ til udbytning. Imperialismens ‘frihed’ til at slavebinde folkene og plyndre deres ressourcer. Det er ikke nyt. Det er så gammelt, at folkene har bekæmpet disse ‘friheder’ i mere end hundrede år – og vil gøre det, indtil de er forsvundet fra kataloget over menneskerettigheder, hvoraf den vigtigste – næst efter retten til livet – er ‘frihed FRA udbytning og undertrykkelse’.

Credo 3: Utaknemmelige irakere

“Op til årsskiftet har mange af os genopfrisket erindringen med tv-klip fra året, der gik. En række billeder har brændt sig fast i min hukommelse. Billederne af jublende irakere, der ser Saddams Husseins statue blive væltet i Bagdad…”, sagde Fogh.

Fogh sagde ikke, hvad det meste af verden ved: ‘De jublende irakere’ var til formålet medbragte lejesoldater fra ‘regeringsråd’ Chalabis gruppe. Statuen blev væltet på en plads, der var afspærret af amerikanske tanks og soldater – til ære for verdenspressen. Fogh ved det selvfølgelig også.

“Danmark deltog i krigen mod Saddam. Det var en svær beslutning. Den delte Folketinget. Og den delte befolkningen. Alligevel valgte vi at tilslutte os koalitionen til befrielse af Irak. (…)
Jeg er sikker på, at befrielsen af det irakiske folk var og er alle omkostningerne værd.”

Fogh var formand for EUs ministerråd i det afgørende halve år op til krigen. Han arbejdede for, at krigen kom – ikke på at forhindre den. Derefter sendte han (på amerikansk bud) Danmark ud i en ulovlig krig, baseret på en løgn om masseødelæggelsesvåben, der ikke fandtes. I nytårstalen nævner Fogh ikke disse våben med et eneste ord.

Ligesom for resten af krigskoalitionen er denne krigsbegrundelse post festum blevet skiftet ud med en anden: det var nødvendigt at vælte Saddam Hussein på grund af hans ‘forbrydelser mod det irakiske folk’. Fogh nævner ikke, at hovedparten af disse fandt sted, da Saddams Irak var allieret med USA, eller at USA fortsatte forretningerne med regimet længe efter gasdrabene på kurdere.

I ‘Begyndervejledning for folkeforførere’ (tysk udgave, 1934) hed det: Sørg for at vende op og ned på begreberne, og gentage løgnen længe nok. Til sidst sidder det fast.
Aggression skal være ‘fredsskabende virksomhed’. Besættelse hedder ‘befrielse’. (Også Danmark oplevede engang en sådan befrielse som Irak en 9. april). Indsættelse af et amerikansk lakaj-regime er – i Foghs lærenemme udgave at ‘hjælpe irakerne med at bygge et nyt, moderne, frit og fredeligt Irak’.

Irakerne er et utaknemmeligt folkefærd. De søger at jage besættelsesmagterne ud af landet med protester, våben og bomber. Det er selvfølgelig legitimt, ifølge folkeretten og international lov. Den har Fogh ikke noget at sige om. Den har han ‘glemt’.

Credo 4: Kapitalismen duer, fra 2004

Hvordan forklarer man, at det enerådende kapitalistiske system fungerer, så de rige bliver rigere og de fattige fattigere, i Danmark og globalt. Hvordan forklarer man den akutte økonomiske verdenskrise, en af de dybeste og længste siden 2. verdenskrig?

Fogh gør det således:
“Verdensøkonomien stod stille i 2003. Den økonomiske afmatning forplantede sig desværre også til Danmark. Men her på årets første dag tør jeg godt forudsige, at opsvinget kommer i 2004. Og fra i dag har vi sænket skatten på arbejde. Kig selv på skattekortet.
Jeg er derfor ikke i tvivl om, at i det kommende år vil de fleste opleve at få flere penge mellem hænderne. Det giver mere aktivitet, flere jobs og mindre arbejdsløshed.”

Fogh giver den i rollen som spåmand. Så kan man tro ham eller lade være. Kapitalismen er for Fogh en guddommelig kraft, som må adlydes, men ikke kan forklares: Verdensøkonomien står stille i 2003. Det vil blive bedre, ifølge Herrens profet: ‘Opsvinget kommer i 2004’.

Bush-administrationen valgte et af kapitalismens gamle og prøvede midler til at komme igennem den kapitalistiske krise, der har sendt millioner af amerikanere på gaden i de foregående år og i rekordtempo øget massearmoden i ‘verdens rigeste land’. Den mest barbariske af alle kapitalistiske metoder: krigens og massedrabets vej.

Irak-krigen er en kostbar og uproduktiv affære, men den sætter gang i hjulene, som oprustningen i Tyskland i 30erne gjorde det. Det rekordstore amerikanske militærbudget til nye atomvåben og andre masseødelæggelsesvåben, til perfektionering af hver eneste tænkelige dræbermekanisme, menneskene nogensinde har opfundet, holder på sin egen perverse måde det stadig mere perverterede kapitalistiske system kørende. Den permanente krig bliver en nødvendighed for selve systemets overlevelse.

Vil indsprøjtningen af død virke som vitaminer på det rådne system allerede fra 2004. Ifølge nogle økonomer er det opsving, som altid, før eller senere, afløser den kapitalistiske krises depressionsfase i gang i USA. Det er det, Fogh klynger sig til i rollen som profet. Han tror og håber og beder … og fortsætter med at lire af fra Begyndervejledningen fra 34. I kapitlet ‘Social demagogi’ står, at man skal appellere til de sociale behov hos flertallet. Er arbejdsløsheden kraftigt voksende kan man altid love, at der bliver gjort noget ved den. Man behøver ikke at love belønning i himlen. Man kan love den her på jorden: Engang i fremtiden. I 2004 eller senere. Og senest i 2010.

Konkret går det fremad, selvom folk mærker noget andet. Løfterne bliver opfyldt. Se blot på skattekortet.
(Men tjek også lige kontantbeholdningen efter).

Hvis nogle skulle tro, at Fogh og hans regering er i færd med at slagte de sidste rester af det man i gamle dage kaldte ‘velfærdssamfundet’, så kan man tro om igen, for vi
“får vi i de kommende årtier brug for alle hænder og alle hoveder. Og her er der brug for en ekstra indsats. Alt for mange står uden for uddannelse og arbejde.
Nøglen til fortsat vækst og velfærd er uddannelse. Og vel at mærke uddannelse til alle.”

Arbejde og uddannelse, nemlig: Det er Foghs mærkesager. Har man ikke set så meget til det i Foghs første år, hvor regeringen har nedlagt uddannelser og pladser på stribe – ikke mindst for arbejdernes børn – og hvor arbejdsløsheden er vokset eksplosivt, er det ikke fordi han vil det. Tværtimod er det led i en langsigtet strategi, der vil sikre alle uddannelse (i modsætning til den fæle socialisme) og give arbejde til lige så mange.
Den gode vilje skorter det ikke på. Og resten er en trossag.

Credo 5: Et forenet dansk folk – Ingen klassemodsætninger

Det er en yndlingsforestilling hos den nyliberale profet Fogh, at klassesamfundet ikke længere eksisterer og at klassekampen dermed er ophørt. Han gentager det i hver eneste nytårstale og ved folketingets åbning. I år lød det således:
“Sammenlignet med de fleste andre lande er det danske samfund velorganiseret, og tingene fungerer.
Vi har afskaffet klassemodsætningerne, så vi danskere udgør et forenet folk, et samfund, der bygger på frihed, frisind og fællesskab.”

Hvem der har ‘afskaffet klassemodsætningerne’, hvornår og hvordan, bevarer Fogh indtil videre som en dyb hemmelighed. Men forestillingen om ‘det forenede folk’ – det antikommunistiske folkefællesskab under kapitalismen – har sine egne historiske aner:

Den nationale regering ‘vil ikke tabe den erkendelse af syne, at det ikke her handler om det negative problem med denne organisation (det kommunistiske parti), men om den positive opgave om at vinde den tyske arbejder for den nationale stat. Kun etableringen af et virkeligt folkefællesskab, som hæver sig over stændernes og klassernes interesser og modsætninger, formår på lang sigt at fjerne vækstgrundlaget for disse menneskeåndens fejltagelser’.
Sådan sagde Adolph Hitler i den tyske Rigsdag den 23. marts 1933, efter den iscenesatte rigsdagsbrand. Det blev året efter optaget i Begyndervejledning for folkeforførere.

Det ligger selvfølgelig langt fra os at beskylde Anders Fogh for at være Hitler-sympatisør, bare fordi han deler nogle grundlæggende trossætninger med nazisterne som antikommunismen og påstanden om klassemodsætningernes afskaffelse og deres afløsning gennem et nationalt forenet folk.

Credo 6: Frihed, frisind og fællesskab

‘Det forenede danske folk A/S’ bygger ifølge Fogh på ‘frihed, frisind og fællesskab’ – de 3 f’er, der i 2004 skal afløse den borgerlige revolutions ‘Frihed, lighed og broderskab’.

Enhver kan afgøre med sig selv, hvor langt Foghs og Hitlers opfattelse af ‘frihed’ ligger fra hinanden.

‘Fællesskab’ klinger næsten af solidaritet og gensidighed, hvis ikke det lugtede så tysk, og skal erstatte den gammeldags socialistiske ‘broderånd’. Det er et stærkt ord fra en mand, som taler så begejstret om at lære fra østlandene, hvor råkapitalismen har genoplivet den allermest basale norm for omgang mellem mennesker i det kapitalistiske samfund: den gensidige kannibalisme, mennesket som menneskets ulv. Et stærkt ord fra en mand og en regering, som konsekvent har bestræbt sig på at sikre albuernes fremmarch og er nået langt – mens fanden har fået de sidste tildelt …

‘Frisind’ lyder til gengæld helt pæredansk. Det danske frisind – frihed for Loke og Thor – langt fra det 20. århundredes tyske snavs. Det er sikkert helt urimeligt at mistænke forfatterne til nytårstalen for at have taget det med for bogstavrimets skyld. Det har sin ubestridelige plads i partiet Venstres tidligere ideologi, dengang det endnu var et parti, der havde en ideologi, og ikke bare en valgfrakke af fåreskind.

Måske det skal opfattes som et forsøg på at trykke på knapperne til den liberale automat, når nu de socialdemokratiske knapper også er blevet så grundigt betjent i Foghs tale, at det socialdemokratiske lys Frank Jensen mener, at statsministeren sagde alt det rigtige.

I Foghs mund får modersmålet så hul en klang, at nytårstalen blev akkompagneret af generelle opkastninger. Vi har undladt at nævne et centralt element i det nazistiske folkefællesskab: Den ‘racemæssige’ enhed. Det skal vi ikke beskylde Fogh for at have gjort til et centralt element i regeringens politik. Det tilkommer nemlig Dansk Folkeparti og fru Kjærsgaard.
‘Dansk frisind’ – for danskere. Af den rigtige slags. Udenfor ghettoerne. I slot, villa og penthouse lejlighed.

PS!
Dagen derpå er der opstået tvivl om, hvorvidt det egentlig er Fogh Rasmussen eller Dansk Industri, der har forfattet statsministerens nytårstale. Da talen blev tilsendt pressen kom den fra Christopher Arzrouni, erhvervjuridisk chef i Dansk Industri og kendt som superliberalist.

Han nægter at have haft noget med talen at gøre. Statsministerens pressechef, Michael Christiansen, har ingen forklaring på, hvordan pressens kopi af talen kan være oprettet af Christopher Arzrouni:
– Jeg ved, at statsministeren selv har skrevet talen med hjælp fra folk i Statsministeriet. Men jeg aner ikke, om Christopher Arzrouni har medvirket på den ene eller anden måde, siger han.

Om ikke andet fastslår historien, at det måske er hip som hap, hvor den er skrevet. Det kunne både være i Statsministeriet og Dansk Industri, som er i stadig nærkontakt.

Der er også nærkontakt mellem Statsministeriet og kongehuset. Ekstra Bladet skrev en leder om det kronede hoveds nytårstale, der var et klart forsvar for den danske krigsdeltagelse i Irak:

“Sjældent har dronning Margrethe holdt en så politisk betændt – eller rettere: bestilt – tale som i aftes. Hendes formaninger om at sige tingene ligeud, selvom det afføder skarpe og uforsonlige debatter, er lavet med så ført hånd fra Statsministeriet, at eksemplerne savner sidestykke. Hun nævnte krigen i Irak som et eksempel og begivenheder fra vores nære og fjerne fortid som andre eksempler på det, der har affødt skarpe debatter her til lands. (…)

Det blev dronning Margrethe så sat til at forsvare i går aftes med ord, som lige så godt kunne være kommet ud af Foghs mund. ‘Sige sin mening uden at lægge fingrene imellem’, ‘ikke give køb bare for at få ro’ og ‘klare linjer’ er sætninger, vi igen og igen har hørt fra statsministerens mund. Nu kom de ud af Margrethes.”

‘Foghs bugtalerdukke’, hed lederen.

Dansk Folkeparti vil fra nu af have afskaffet nytårstalerne. I al fald Foghs.

Se
Statsministerens nytårstale

Netavisen 2. januar 2003


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne