Svindel med dansk krigsdeltagelse

Udenrigsministeriets Folkeretskontor opstillede oprindeligt 5 minimumsbetingelser for dansk krigsdeltagelse. Da Fogh besluttede sig for krig, forsvandt de. Og hvad kontoret stillede med til folketinget som krigsgrundlag er i strid med både folkeretten og grundloven, siger mange jurister, f.eks. Peter Arnborg, lektor i offentlig ret ved Københavns Universitet.

At stats- og udenrigsministeren løj for folketing og befolkning, da de sendte Danmark i krig, er veldokumenteret. Nu viser gennemgangen af en række regeringsnotater, udarbejdet af jurister i udenrigsministeriet, at juristerne fiflede med grundlaget for krigsdeltagelse. Oprindeligt opstillede man fem minimumsbetingelser dansk deltagelse. De forsvandt – og pludselig blev en FN-resolution fra den første Golf-krig om Kuwait det ‘folkeretslige grundlag’ for Danmarks krig.

Det er Dagbladet Information, der har offentliggjort en række notater, som viser, hvordan udenrigsministeriets jurister fiflede med krigsbegrundelserne.
Journalisten Charlotte Ågård har fortjenstfuldt har gravet sagen frem. Hun sammenfatter forløbet således:

“I det første notat fra den 14. februar 2oo3 opregner Udenrigsministerens Folkeretskontor fem minimumsbetingelser, som efter kontorets vurdering skal være opfyldt, for at Danmark kan gå i krig uden et nyt FN-mandat.
Men i de notater, der bliver udarbejdet den 16. 17. og 18. marts, umiddelbart før krigsudbruddet, er alle fem betingelser væk.

Den fem forsvundne betingelser var:
Omfanget af en militær aktion mod Irak skal stå i et rimeligt forhold til Iraks resolutionsbrud, dvs. at det såkaldte proportionalitetsprincip skal være overholdt.
Man skal kunne påvise et objektivt brud på den seneste Irak-resolution 1441.
Irak skal have mulighed for at rette sig.
FN’s Sikkerhedsråd skal som minimum give sit stiltiende samtykke til en militær aktion.
Ingen permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet må nedlægge veto.

Betingelserne forsvandt i de dage, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen besluttede sig for, at Danmark skulle deltage i krigen, selv om der ikke forelå en ny beslutning fra FN’s Sikkerhedsråd.
Det første notat er dateret den 14. februar. Tre dage senere afviste statsminister Anders Fogh Rasmussen at bruge sit flertal sammen med Dansk Folkeparti til at støtte en amerikansk-britisk enegang i Irak-konflikten. Han betonede, at en krig skal “forankres i FN”.

En måned senere, den samme dag som Folkeretskontorets næste notat udarbejdes – søndag den 16. marts – udsendte udenrigsminister Per Stig Møller en pressemeddelse, hvor han opfordrede FN’s Sikkerhedsråd til i sidste øjeblik at “finde sammen og blive enige om det nødvendige kompromis”.

Samme aften afviste Anders Fogh at give et klart svar på, om Danmark skulle deltage i en krig mod Irak uden en ny resolution i FN.
Den 17. marts – den dag hvor Folkeretskontorets tredje notat strikkes sammen – står det klart, at FN’s Sikkerhedsråd ikke ville vedtage en ny resolution.

Dagen efter, tirsdag den 18. marts, er Folkeretskontoret klar med det fjerde og sidste notat, og Anders Fogh Rasmussen meddeler Udenrigspolitisk Nævn, at regeringen agter at bruge sit flertal med Dansk Folkeparti til at sende danske soldater i krig.”

Regeringen bestilte fusk

En lang folkeretseksperter og jurister har skarpt kritiseret de statsansatte juristers fiflerier – og påpeget at den juridiske begrundelse for Danmarks krigsdeltagelse ikke på nogen måde holder vand. Det et simpelthen bestillingsarbejde.
Juristen Thomas Dyhr, der har lavet et speciale til Københavns Universitet, som påviser, at regeringens begrundelse ikke holder juridisk, drager følgende konklusion:

– UD og Statsministeriet må nødvendigvis have været vidende om faktuelle forhold. FN-pagten giver ikke enkelt lande, eller koalitioner af lande, ret til at håndhæve FN’s resolutioner uden om Sikkerhedsrådets godkendelse. Sikkerhedsrådets rolle og autoritet i sager om opretholdelsen af international fred og sikkerhed efter FN pagtens artikel 39 kan ikke uden videre omgås.

Samlet er der en række juridiske mangler, og forenklinger og folkeretlige kortslutninger, som svækker UD’s notitser og notat til Statsministeriet. De juridiske overvejelser giver ikke belæg for de konklusioner som foretages af Folkeretskontoret i UD. Dette giver anledning til at overveje om disse er motiveret på anden vis, eller om der er tale om en gensidig påvirkning af ikke juridisk karakter mellem UD og Statsministeriet.
(Se Thomas Dyhrs hjemmeside her)

Som en jurist dog kan sige det!

En anden jurist – Peter Arnborg fra Københavns Universitet – har leveret en kort og skarp kritik af de mere end tvivlsomme begrundelser for dansk krigsdeltagelse, Folkeretskontoret i sidste ende kom frem med. De strider mod folkeretten, FN-pagten og grundloven!
Hele Arnborgs artikel kan læses herunder:

Om Danmarks (ulovlige) deltagelse i Irak-krigen mv.

Af Peter Arnborg
jurist, extern lektor i offentlig ret, Københavns Universitet

Den vel nok mest skelsættende politiske beslutning i Danmark i 2003 var, at Danmark som det eneste europæiske land (bortset fra England) i marts 2003 besluttede at deltage aktivt med militær i Irak-krigen fra begyndelsen i marts. Den militære danske indsats er siden fortsat og udbygget i månedernes, løb (nu: september 2003), hvor krigstilstanden gradvist er overgået til en tilstand af besættelse, som vist nok er den internationalt anerkendte folkeretlige benævnelse for den nuværende situation i Irak.

Som jeg i marts 2003 så det, jfr. kommentar i dagbladet Politiken den 25. marts, var Danmarks militær-aktive deltagelse i krigen ulovlig efter såvel FN- og folkeretten som efter dansk lov, grundlov mv. Siden hen er der også rejst spørgsmål om troværdigheden mht. regeringens oplysninger i Folketinget om Iraks besiddelse mv. af masseødelæggelsesvåben. Denne artikel bygger i høj grad på en gentagelse og let ajourføring af den nævnte kommentar i Politiken.

Efter læsning af Politikens kronik den 22. marts af lektor Tonny Brems Knudsen, Århus Universitet, er det vanskeligt at bevare tilliden til, at krigen om Irak sker på et fuldgyldigt FN- og folkeretligt grundlag.

Dette støttes også af læsning af det notat fra Udenrigsministeriets folkeretskontor af 17. marts, der blev fremsendt til Folketinget den 18. marts, og som indgik i Tingets behandling af sagen om krigsdeltagelse ved debatterne den 19. og 21. marts. Af notatet fremgår bl.a. (citat)
”Det optimale grundlag for iværksættelse af nye militære forholdsregler over for Irak ville selvsagt være, om en sådan behandling (”i FN-systemet”/min tilføjelse) kunne munde ud i vedtagelse af en ny klar resolution eller en formandsudtalelse.”

Med ønsket om en ny klar resolution e.l. mentes i notatet en ny, efterfølgende resolution i forhold til resolution 1441
fra 8. november 2002, der ikke i sig selv gav hjemmel for at påbegynde en krig mod Irak.

Det er naturligvis muligt for stater at handle uden for international ret, men så må man også være sig bevidst, at det kan forholde sig sådan. Og at man i givet fald kan risikere at blive holdt ansvarlig for evt. retsbrud, hvis en sag herom skulle blive rejst ved en relevant international domstol el. lign., der har kompetence til at dømme i disse spørgsmål. (Om der
nogensinde bliver en sådan retssag, er en anden sag. Og det gør der næppe).

De grundlæggende danske regler for beslutningstagen om Danmarks internationale mellemværender fremgår af Grundloven. I § 19 står reglerne om regeringens samvirke med Folketinget. Til den bestemmelse har juristernes
berømte opslagsværk Karnows Lovsamling denne indledende kommentar:

”Efter at Danmark gennem internationale aftaler har afstået fra krig som middel for sin udenrigspolitik, kan anvendelsen af militære magtmidler mod andre stater kun forekomme som forsvar mod angreb eller som deltagelse i sanktioner i
overensstemmelse med FN-pagten.”

Grundlovens § 20 omhandler betingelser og procedurer for afgivelse af suverænitet, og den blev indskrevet i Grundloven i 1953. Det fremgår bl.a., at overførslen kun kan ske ved lov og kun til en mellemfolkelig myndighed oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde. Der er endvidere krav om 5/6-flertal i Folketinget, med mindre der afholdes folkeafstemning om loven.

Fredag 21. marts 2003 besluttede Folketinget altså med snævert flertal (V,K, DF), at Danmark kan deltage i Irak-krigen med militære styrker under amerikansk ledelse af den multinationale koalition. For beslutningen stemte 61, 50 stemte imod, mens de resterende 68 MF´ere ikke var til stede i salen under afstemningen.

De danske soldater (og deres fartøjer) blev altså underlagt en udenlandsk beslutningstager, der kan give ordrer mv. til de danske soldater. Der er dermed i forhold til soldaterne sket en overførsel af suverænitet (”kommando”) fra en dansk myndighed (forsvarsminister/-chef m.fl.) til koalitionen/USA.

At der efter ordlyden af Grundlovens § 20 her er tale om en overladelse af suverænitet forekommer mig overvejende sandsynligt, hvilket underbygges af min læsning af forskellige tekstafsnit fra § 20´s ”ophavsmand”, prof., dr. jur. Max Sørensen fra tiden omkring 1953.

Hverken lovformen eller kravet om 5/6-flertal blev anvendt af regering og Folketing i marts. Spørgsmålet er også, om den etablerede koalition lever op til § 20´s krav til en mellemfolkelig myndighed. At fx FN, NATO og EU gør det, er til gengæld utvivlsomt.

Af disse grunde burde Folketingets dirigenter (formand og øvrige præsidium) under behandlingen af beslutningsforslaget nok have afvist, at Folketinget kunne behandle sagen som forelagt.

Justitsministeriet har i et svar fra begyndelsen af maj (Retsudvalget, Alm. del, bilag 1048) til Folketinget om krigens folkeretlige grundlag henvist til Udenrigsministeriets notat, mens man om forholdet til (intern) dansk ret – ikke overraskende – konkluderer (citat):

Efter Justitsministeriets opfattelse er der ikke grundlag for at antage, at den nævnte overgivelse af kommando over danske styrker til den amerikanske ledelse af den internationale indsats i Irak ligger uden for grundlovens rammer”.

Ministeriet bygger især sin konklusion på 2 forhold. Dels (1) at kommandoovergivelsen ikke sker til en international organisation, men til den amerikanske ledelse, hvorfor reglen i grundlovens § 20 skulle være irrelevant, dels (2) at forsvarschefen efter forsvarslovens § 12 har mulighed for at overføre/delegere kommando direkte til chefer for
internationale styrker/missioner. Begge disse begrundelser forekommer mig ”noget tynde” i forhold til grundlovens § 20, og det aktualiserer i hvert fald en stillingtagen fra Folketingets side til forudsætningerne for forsvarschefens brug af § 12-beføjelsen.

Om den vedtagne beslutning i Folketinget om overførsel af suverænitet er lovlig i forhold til Grundloven og dansk ret vil nok aldrig blive konstateret rent juridisk, dvs. med en dom fra en dansk domstol. De parter, der i givet fald kunne rejse en sådan sag, er de udsendte soldater og deres faglige organisationer på de berørte medlemmers vegne. Og de gør det
næppe.

Hele sagen viser for mig – udover selve hovedsagen om Irak, dets brutale styre, krigen og hvad der måtte følge – at vi har brug for at nytænke bestemmelserne i grundloven, i andre love og i parlamentarisk praksis om, vordan og i hvilket omfang Danmark kan træffe afgørelser i forhold til vore internationale relationer og andre lande, her specielt når det angår indsættelse af danske militære enheder i krige o.l.

Peter Arnborgs artikel har været bragt i Den Danske Helsingfors Komités Nyhedsblad, efterår 2003.

Netavisen 10. december 2003


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne