Enigt Folketing bag kravet om fjernelsen af Muren

Efter en lang forespørgselsdebat d. 7. november om den danske Mellemøstpolitik vedtog et enigt Folketing i tirsdags en opbakning bag FN´s generalforsamlings krav om fjernelse af og et øjeblikkelig stop for en videreopførsel af adskillelsesmuren inde på palæstinensisk område.

Alle partierne gav under debatten udtryk for at opførelsen af muren er i klar modstrid med internationale konventioner og er med til at besværliggøre oprettelsen af en palæstinensisk stat.

Både opførelsen af muren og Israels gentagne overtrædelser af Genevekonventionen såvel som menneskerrtighederne vil blive taget op, når EU i den kommende måned mødes med Israel for at diskutere EU´s handelsaftale med Israel, fortalte udenrigsminister Per Stig Møller under debatten.

Der skal gennem denne aftale lægges et pres på Israel, men Udenrigsministeren afviste dog, at man på nuværrende tidspunkt vil true med at opsige den for Israel så gunstige aftale. Danmark vil under forhandlingerne ligeledes kræve, at varer produceret i de israelske bosættelser i de besatte palæstinensiske områder ikke kan mærkes som “Made in Israel” og derfor klart falder udenfor handelsaftalen.

Regeringens nuværende holdning til Israels aggression fremgår af

Per Stig Møllers indledende svar ved forespørgselsdebatten

Jeg synes også, det er en god ting, at Folketinget har besluttet at drøfte Mellemøsten, Israel/Palæstina, i dag, og det giver jo ganske god mening i lyset af udviklingen, som jo har været frem og tilbage, og meget tilbage, siden den seneste forespørgselsdebat i januar 2002.
Vi kan konstatere, at begge parters accept af køreplanen for fred og parternes bekræftelse af den på topmødet i Aqaba i juni og visionen i den om en tostatsløsning dengang gav anledning til optimisme og dengang gav anledning til håb om, at en løsning af den langvarige konflikt var inden for overskuelig rækkevidde. Men man må jo sige, at disse forhåbninger bristede efter terrorbomben i Jerusalem den 19. august, og indtil for blot få dage siden var der ikke nogen tegn på, at nogen af parterne var rede til at forlade konfrontationskursen. De seneste par dages udvikling giver dog anledning til forsigtig optimisme. Der har nemlig været en række uformelle kontakter mellem parterne, herunder på ministerniveau; Israel har tilkendegivet, at man principielt er rede til et første møde på premierministerniveau med henblik på at genstarte fredsprocessen, når den nye palæstinensiske regering er kommet på plads; stadig væk forventer vi, at det bliver med Ahmed Korei som regeringschef. Regeringen hilser disse første forsøg på at genskabe tilliden velkommen, og vi håber på at se tilnærmende tiltag fra begge sider. Tiden må så vise, om de positive hensigter vil blive omsat til konkrete handlinger, der kan genskabe tilliden og bringe fredsprocessen tilbage på sporet. Det er derfor afgørende, at vi nu benytter den mulighed, der er, ved at parterne er begyndt at nærme sig hinanden igen, til at opretholde presset på begge parter for at fortsætte ad denne vej. Målet for regeringens såvel som det internationale samfunds bestræbelser på at løse konflikten i Mellemøsten er jo klart: Det er oprettelsen af en selvstændig, suveræn, demokratisk og levedygtig palæstinensisk stat i 2005 og en efterfølgende indgåelse af fredsaftaler mellem Israel og Syrien og Libanon, som kan føre til en endelig afslutning af den arabisk-israelske konflikt. Midlerne hertil er de i køreplanen opregnede gensidige og parallelle skridt, som må tages for at genopbygge tilliden og bringe parterne mod den endelige fredsløsning. Det er jo som bekendt målet i Mellemøstkvartettens køreplan for fred, som oprindelig blev lanceret under det danske EU-formandskab sidste år. Regeringen mener fortsat, at køreplanen er det bedste udgangspunkt for en fredelig løsning og det eneste alternativ til den fortsatte voldsspiral. Parternes accept af køreplanen bragte således en lang række konkrete fremskridt med sig, som er blevet overset i forsøgene på at erklære køreplanen for død. Den rører jo heldigvis fortsat på sig, og den skabte resultater undervejs. Men hvis arbejdet med køreplanen som sådan, med dens målsætning, med dens gradvise tillidsskabende virksomhed skal fortsætte, så skal den bringes tilbage på sporet, og kun hvis den bringes tilbage på sporet, kan de første spæde fremskridt fortsætte. Regeringen vil fortsat gennem EU støtte de internationale bestræbelser på at få parterne til at genoptage implementeringen af denne køreplan. Det er kun gennem en samlet og beslutsom indsats fra det internationale samfund, og ikke mindst naturligvis fra Mellemøstkvartetten, at vi kan tvinge parterne til forhandlingsbordet og til at give yderligere indrømmelser. Men vi må samtidig erkende, at en fredsløsning i Mellemøsten ikke kan skabes uden USA’s aktive medvirken og vedholdende indsats. Regeringen vil gennem EU-samarbejdet derfor arbejde for at sikre, at USA fortsat engagerer sig i bestræbelserne på at fremme fred i Mellemøsten, og så må kontakten til de moderate arabiske lande, som var drivkræfterne bag det arabiske fredsinitiativ, der blev lanceret i april sidste år, fastholdes og udbygges for at sikre, at fredsbestræbelserne bliver regionalt forankret og accepteret, og det er jo det, vi fortsætter med vores forslag om partnerskab for reform og udvikling med de arabiske lande. Regeringen vil fortsætte arbejdet for, at der etableres en overvågningsmekanisme bestående af kvartettens medlemmer og med base i området, som kan påse overholdelsen af køreplanen. En sådan mekanisme er af afgørende betydning for at kunne fastholde parterne på deres forpligtelser, når de måtte være indgået, som de forhåbentlig snart bliver.

Begge parter bærer et ansvar for at skabe de rette omstændigheder, der muliggør fremskridt. Regeringen vil derfor både bilateralt og i EU-samarbejdet fortsætte en balanceret mellemøstpolitik – en mellemøstpolitik på to ben, som jeg sagde, da vi startede – og samtidig bidrage til at sikre balance i de internationale fredsbestræbelser.
Regeringen tager på det stærkeste afstand fra terror, og regeringen anerkender Israels ret til at beskytte sin befolkning mod terroraktioner. Men denne ret er hverken ubetinget eller ubegrænset. Den kan ikke udøves på en sådan måde, at et stort antal sagesløse palæstinensere ender med at betale prisen for handlinger udført af den voldelige minoritet. Sådanne handlinger giver samtidig militante organisationer som Hamas og Islamisk Jihad øget opbakning blandt befolkningen. Jeg bemærker også, at en israelsk general er kommet til samme opfattelse og har offentliggjort den nu.
Det er fortsat regeringens opfattelse, at ophøret af den israelske besættelse i overensstemmelse med Sikkerhedsrådets resolutioner og etableringen af en fredelig og demokratisk palæstinensisk stat vil være den bedste garanti for Israels sikkerhed. Israel må derfor standse de udenretlige likvideringer, Israel må trække sine styrker tilbage fra selvstyreområderne, indstille ødelæggelserne af palæstinensiske boliger og standse angreb mod palæstinensisk infrastruktur. Blokaden af de palæstinensiske områder må ophæves til fulde.
Israel har i onsdags erklæret, at man vil ophæve blokaden af størstedelen af byerne på Vestbredden, men bevare de militære checkpoints. Det kan jo også frygtes, at begrænsningerne på palæstinensernes bevægelsesfrihed næppe ændres afgørende, men det er vigtigt, at palæstinensernes bevægelsesfrihed genoprettes, også for at en demokratisk proces, som køreplanen jo pålægger palæstinenserne, kan komme i gang. Bosættelsesaktiviteterne, som er i klar modstrid med den fjerde Genèvekonvention, må ophøre. Det er uacceptabelt, at Israel alene i 2003 har sendt opførelsen af ca. 1.700 boliger i eksisterende bosættelser i licitation. Det er den forkerte vej. Regeringen vil arbejde for at sikre, at vi ikke gennem associeringsaftalen med Israel bidrager til en økonomisk konsolidering af bosættelserne. Varer importeret fra bosættelser kan ikke opnå præferencetold. Dette vil også blive understreget på det kommende EU-associeringsrådsmøde med Israel senere på måneden. Israel må samtidig afholde sig fra handlinger, som kan medføre en yderligere eskalering af situationen i forhold til nabostaterne. Gentages aktioner som de israelske luftangreb på en påstået terroristtræningslejr i Syrien – vi har jo ikke set beviser for det – risikerer vi en alvorlig regional optrapning af situationen, som vil kunne gøre det politisk umuligt for de moderate arabiske lande at fortsætte opbakning til fredsbestræbelserne. Og Syrien har i forgårs meddelt, at en gentagelse ikke vil gå ubesvaret hen. Regeringen tager skarp afstand fra opførelsen af det såkaldte sikkerhedshegn, som en lang række steder ligger langt inde over den grønne linje på palæstinensisk område. Ud over de meget alvorlige økonomiske, sociale og humanitære konsekvenser, som hegnet har for et stort antal palæstinensere, ifølge FN omkring 210.000 palæstinensere, så vil hegnets ruteføring kunne præjudicere de fremtidige forhandlinger om grænsedragningen og dermed gøre visionen om en tostatsløsning fysisk umulig at implementere. På den anden side har vi det palæstinensiske selvstyre, som heller ikke lever op til, hvad det skal. Det må gøre alt, hvad der står i dets magt for at afvæbne, anholde og retsforfølge alle terrormistænkte og opløse terrornetværk. Selvstyret må desuden arbejde aktivt for en hurtig våbenhvile. Der må lægges alvorligt pres på Arafat for at uddelegere magt til en handledygtig og styrket palæstinensisk regering med fuld kontrol over sikkerhedsstyrkerne. Dette er kernen bag striden i forbindelse med den palæstinensiske regeringsdannelse, som vi oplever nu, hvor den trækker ud hen over det i loven accepterede. Og det er på grund af, at man har striden om, hvorvidt Arafat vil afgive den kontrol. Gør han ikke det, vil der ikke være tillid til, at palæstinenserne virkelig jager terroristerne. Og sættes en kommende palæstinensisk regering ikke i stand til aktivt at slå ned på militante grupper på grund af striden mellem Arafat og statsministeren, så vil udsigterne til reelle israelske indrømmelser jo til gengæld være ringe, for så vil man ikke have tillid til, at terroristerne jages og fanges. Uden de israelske indrømmelser vil den palæstinensiske regering ikke kunne vise befolkningen konkrete resultater og dermed, at forhandlingsvejen – og den alene, og hverken vold eller terror – fører til forbedrede levevilkår og giver konkrete udsigter til etablering af den stat, som de alle ønsker sig. Dialogen mellem israelerne og palæstinenserne er afgørende for genskabelse af tillid. Derfor har regeringen længe støttet fredslejrene i både de israelske og palæstinensiske civilsamfund, bl.a. gennem den såkaldte Louisianaproces. Og vi hilser også det såkaldte Genèveinitiativ velkommen.

Begge initiativer plus andre initiativer viser, at dialog og samarbejde mellem stærke og betydningsfulde kræfter på begge sider fortsat er muligt, og at disse kræfter også kan udvise enighed, også om de svære emner.

Ofrene for konflikten er fortsat civilbefolkningen, og statistikken taler sit eget tydelige sprog. Ifølge FN har
2.858 palæstinensere og 857 israelere, hovedsagelig civile, mistet livet, siden den anden intifada blev indledt i september 2000 og indtil udgangen af oktober i år. 36 pct. af palæstinenserne er arbejdsløse, og over 60 pct. lever under fattigdomsgrænsen. Det samlede tab for den palæstinensiske økonomi siden september 2000 nåede ved udgangen af 2002 op på 5,2 mia. US dollar. Den primære årsag hertil var de israelske spærringer. Den økonomiske og humanitære situation for den palæstinensiske befolkning er således fortsat meget kritisk. Derfor er i dag størstedelen af den internationale bistand til selvstyreområderne nødhjælp. Danmark har, siden urolighederne startede i september 2000, ydet godt 59 mio. kr. til konkrete nødhjælpsprojekter på Gaza og Vestbredden, bl.a. via FN’s hjælpeorganisation for palæstinaflygtninge, UNWRA.
I 2003 er der ydet 20 mio. kr. i nødhjælp ud over det regulære bidrag til UNWRA. Afhængigt af udviklingen i den humanitære situation vil regeringen overveje yderligere humanitær bistand. Det er samtidig afgørende, at den internationale bistand til de mere langsigtede udviklingsindsatser i de palæstinensiske områder fortsættes og styrkes for at bekæmpe fattigdom og opbygge kapacitet. Regeringen agter derfor at videreføre bistanden til Gaza og Vestbredden. Overgangsbistanden vil blive forlænget frem til og med 2007. Den danske støtte vil blive tilpasset de vanskelige omstændigheder, således at det sikres, at de danske midler gennem fattigdomsorienterede indsatser når de trængende områder og befolkningsgrupper. Samtidig vil regeringen fortsat støtte den palæstinensiske reformproces, herunder de demokratiske reformer. Regeringen vil desuden videreføre støtten til fremme af menneskerettighederne, til freds- og tillidsskabende initiativer, til Lousianaprocessen og til Genèveaftalen. Behovet for at skabe øget dialog med den arabiske verden som helhed er et væsentligt element i regeringens udenrigs- og udviklingspolitiske prioriteter, som blev fremlagt i juni. Målet for det arabiske initiativ, som jeg har nævnt, er jo at styrke EU’s partnerskab med den arabiske verden og derigennem fremme demokrati og fremskridt i regionen. Regeringen arbejder for at udvirke konkrete forslag til en EU-handlingsplan, som jeg forventer bliver drøftet på Det Europæiske Råds møde i december i år. Endvidere overvejes en række andre muligheder, der kan være med til at motivere et samarbejde om fred og sikkerhed i regionen. Men – og det skal så være mine sidste ord – med et uløst mellemøstproblem vil reform- og fremskridtsprocessen i regionen blive meget vanskeliggjort, så både af hensyn til Israel, af hensyn til Palæstina og af hensyn til en fredelig udvikling nord og syd, så skal vi have løst problemet. Det er mit håb, at de nye bevægelser, der trods alt er kommet i gang, kan fastholdes og vokse.

Netavisen 15. november 2003


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater