Den ‘chilenske vej til socialismen’ 2003

Af Klaus Riis

 

DKP-ml/KPiD om ‘læren af Chile’

Den 11. september bragte Dagbladet Arbejderen en kronik af Sven Tarp (DKP/ML), som udtrykker fællespartiet KPiD/DKP-mls forsvar for den ‘chilenske vej til socialismen’ (dvs. ‘fredelig overgang). Se den i sin helhed her. Om ‘læren af Chile’ skriver Tarp:

“Både før og efter kuppet den 11. september 1973 har erfaringerne fra Allendes regeringstid været et hedt diskussionsemne på venstrefløjen og i den kommunistiske bevægelse.
Mens Folkeenheden sad ved regeringsroret forfægtede en del kræfter, at dette var det endegyldige bevis på, at den fredelige vej til socialismen er mulig.
Efter kuppet hævdede andre kræfter derimod det stik modsatte, nemlig at fiaskoen for den ‘chilenske vej til socialismen’ en gang for alle beviste, at det ikke er muligt at komme til magten ad fredelig, parlamentarisk vej.
Begge konklusioner er overilede. Denne måde at drage konklusioner på – i filosofien kaldes den ‘induktion’ – kan ikke bruges på de chilenske erfaringer. Man kan ikke på denne måde generalisere ud fra konkrete enkelteksempler og opstille almengyldige love, som gælder for alle lande – uden for tid, sted og konkrete betingelser.
Hvad man kan derimod konkludere ud fra Chiles eksempel er, at den fredelige, parlamentariske vej til socialismen ikke var mulig under de konkrete historiske betingelser, som eksisterede i Chile og internationalt på daværende tidspunkt. Venezuelas nuværende udvikling under Hugo Chavez’ inspirerende ledelse viser, at andre forhold giver andre muligheder.”

Kommentar
Kommunistisk Politik 19, 2003

30-året for det fascistiske kup i Chile er blevet markeret over hele verden – også i Danmark. Socialdemokraterne og SF kappedes med KPiD/DKP-ml om at hylde Allende og hans Unidad Popular (‘Folkeenheden’) og fordømme det CIA-støttede fascistiske generals-kup.

Men i disse fordømmelser af den ydre magt, som slog den folkelige bevægelse til jorden, glemte man at undersøge den indre faktor for nederlaget – den linje, som UP byggede på: tesen om den ‘fredelige overgang til socialismen’.
Chile under Allende blev vidt og bredt propaganderet som ‘beviset’ på, at socialismen kunne sejre uden revolution, uden et væbnet opgør med den kapitalistiske statsmagt og dens imperialistiske støtter. Ikke mindst af de prosovjettiske partier som DKP i Danmark.

Nederlaget for ‘den chilenske vej’ udløste også i Danmark en hæftig diskussion om revolutionær strategi – også i DKP – hvor ideen om ‘fredelig, parlamentarisk overgang’ blev angrebet af f.eks. Carl Madsen.
30 år efter bliver selve denne fredsommelige strategi igen hævet til skyerne, som om intet kan læres af historien (der som altid er skrevet i blod).

Sven Tarp – fællespartiet KPiD/DKP-mls teoretiske orakel – har i en kronik i fællesorganet Arbejderen den 11. september ualmindelig klodset og uvidenskabeligt forsøgt at redde den revisionistiske idé om ‘fredelig overgang til socialismen’, selvom den ‘chilenske vej’ spillede fallit med så katastrofale konsekvenser. Den fælles ‘lære af Chile’ er optrykt over denne kommentar.

Løgn 1:

Tarp skriver: ‘Mens Folkeenheden sad ved regeringsroret forfægtede en del kræfter, at dette var det endegyldige bevis på, at den fredelige vej til socialismen er mulig.’

Sandheden: UPs to vigtigste partier – Allendes Socialistparti og Corvalans prosovjetiske revisionistparti – var begge glødende tilhængere af forestillingen om ‘fredelig og parlamentarisk overgang’. UP blev dannet som en ‘strategisk’ alliance mellem socialister (socialdemokrater) og revisionister, og blev på verdensplan – ikke mindst af de prosovjetiske partier – fremstillet som model for ‘fredelig overgang’.
Selve linjen var forkert: Der kom ikke socialisme. Der kom fascisme.

Løgn 2:

Tarp skriver: ‘Efter kuppet hævdede andre kræfter derimod det stik modsatte, nemlig at fiaskoen for den ‘chilenske vej til socialismen’ en gang for alle beviste, at det ikke er muligt at komme til magten ad fredelig, parlamentarisk vej.’

Sandheden: Den revolutionære kritik af den ‘fredelige overgang’ og af den ‘chilenske vej’ kommer ikke først efter kuppet, men længe før. På den første partikongres efter Stalins død knæsatte Sovjetunionens Kommunistiske Parti tesen om muligheden af fredelig overgang i strategisk alliance med socialdemokrater. Få år før kuppet i Chile slagtedes en halv million indonesiske kommunister og sympatisører, fordi det kommunistiske parti dér fulgte den ‘fredelige’ idé.

Allende-eksperimentet var fra starten ledsaget af diskussionen om fredelig overgang eller revolution. Også i Danmark fandt den diskussion sted allerede før kuppet. DKP støttede blindt alle skridt, Allende-regerinegn tog for at imødekomme de troløse generaler. Datidens ml-bevægelse (f.eks. KFML) kritiserede disse illusioner, som ledte til nederlaget.

Den ‘chilenske vejs’ fallit gjorde det klart for en generation af revolutionære verden over, at ‘fredelig overgang’ – under de rådende betingelser – var nederlagets vej.

Løgn 3:

Den marxistisk-leninistiske teori understreger nødvendigheden af revolution med magt, af at knuse det borgerlige statsapparat og opbygge et nyt som forudsætning for arbejdernes klasseherredømme og opbygningen af socialismen.
Det er ikke ‘induktion’ fra et enkelt eksempel, en en konsekvens af marxismens opfattelse af staten og revolutionen.

Til gengæld har denne marxistisk-keninistiske konklousion historien med sig: Der eksisterer ikke et eneste eksempel på socialismens sejr på basis af den reformistiske og revisionistiske forestilling om ‘fredelig overgang’.
Ikke ét eneste fra 1871 (Pariserkommunen) og frem til i dag.

Der findes kun eksempler på at socialisme er blevet en realitet på basis af revolution og væbnet undertrykkelse af de hidtidige herskende udbytterklasse og dens voldsapparat.
Det var et hovedindhold i Oktoberrevolutionen, den første sejrrige socialistiske revolution.
Intet har hidtil ugyldiggjort, eller blot modereret, dennes lære.

Løgn 4:

Tarp skriver: “Venezuelas nuværende udvikling under Hugo Chavez’ inspirerende ledelse viser, at andre forhold giver andre muligheder” – det vil sige nye muligheder for ‘fredelig og parlamentarisk overgang’ til socialismen.
Han ulejliger sig ikke med at forklare sig nærmere.
Nu hedder det ikke den ‘chilenske vej’, men den ‘venezuelanske’.

Og åbenbart er Chavez’ Venezuela ikke bare ledt af en progressiv regering, som står (delvist) på antiimperialistiske positioner – det har sat kurs mod ‘socialisme’ på basis af tesen om ‘fredelig overgang’.
Det er ikke sandt, men endnu en Tarp-løgn – hvad man også må håbe for Chavez-regeringen og det venezuelanske folk.

Dokumentation

John Max Pedersen: DEMOKRATISK SOCIALISME
Eksemplet Chile viser umuligheden af en fredelig vej til socialisme
Arbejderbladet oktober 1972

DKP om Chile – før og efter kuppet

APK har på nettet genudgivet en konkret analyse af de indre årsager til Allendes og UPs nederlag fra vort chilenske broderparti PC/AP, skrevet i 25-året for kuppet:
Reformisme – porten til fascisme

Se også:
Carl Madsen: Drage lære af Chile
Demos 1975

 

Netavisen 26. september 2003

 

 


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne