Antikrigsbevægelsen herfra

Kommentar
Kommunistisk Politik 10, 2003

Det er regningernes, status’ernes og de taktiske justeringers tid efter krigskoalitionens foreløbige sejr i Irak. Foghs Danmark var, tilsyneladende, på vinderholdet – og Fogh er på vej til USA for at indkassere danske virksomheders andel af rovet fra oliekrig samt modtage nye instrukser fra Den Store Leder.

Opgøret med krigsmodstanderne er i gang. Særligt bittert i de krigsstøttende lande. Snesevis af antikrigsaktivbister sidder fængslet, hundreder har retssager hængende. Antikrigspolitikere som George Galloway fra det engelske Labour-parti fyres på gråt papir. Francos arvtager Aznar forbereder en lov, som vil forbyde enhver antikrigsprotest, når Spanien fører krig. Blandt bestemmelserne: “En person som i en situation med væbnet konflikt af international karakter, hvori Spanien er involveret, offentligt handler imod det med det formål at miskredittere Spaniens deltagelse … vil blive straffet med en dom på mellem ét og seks år i fængsel”.
Det er en konkret opfølgning af den terrorlovgivning, som blev gennemført i USA, EU og de fleste andre lande i verden – nu direkte rettet mod antikrigsbevægelsen.

Også den globale antikrigsbevægelse, den største folkelige protestbevægelse verden har set i nyere tid, gør status. Et møde i Berlin sidst i april mellem repræsentanter for antikrigskoalitionerne gav en entydig melding: Bevægelsen er stærk, levedygtig – og kampen fortsætter som en verdensomspændende og koordineret kamp. Den næste globale aktionsdag blev fastlagt til den 23. september, årsdagen for den palæstinensiske intifada. Inden da vil der blive gennemført mange internationale, kontinentale og nationale manifestationer. Den 1. juni afholdes G8-topmøde i den franske by Evian. Bush kommer til Europa …

Der planlægges også afholdelse af et internationalt krigsforbrydertribunal (a la Vietnamkrigens Russel-tribunal). Tyrkiet er foreslået som værtsland – med nationale tribunaler i de krigsførende lande.
Stop for USA’s krige og kamp for verdensherredømme; solidaritet med de besatte lande og folk: Irak, Palæstina, Afghanistan; kamp mod staternes forvandling til krigsapparater og den indre reaktion med dens tydelige fascistiske tendenser – det er nogle af hovedretningerne for den globale bevægelse.

I Danmark har ‘Ingen krig mod Irak’ indkaldt til en landskonference den 10. maj for at diskutere hvor bevægelsen går hen. I en bredt sammensat bevægelse med en lang række forskellige kræfter og organisationer med forskellig ideologi og politiske mål vil der naturligvis være forskellige opfattelser, forskellige linjer. Der er kræfter, som ønsker at sætte en styrkelse af FN og FNs rolle i centrum. Der er nogle, som ønsker at modstand mod dansk deltagelse i krig og besættelse skal afløses af fokus på nødhjælpsarbejde for krigens ofre. Arbejderpartiet Kommunisterne har den opfattelse, at den succesrige aktionsenhedsplatform, som bevægelsen opbyggedes på, skal fastholdes og justeres i forhold til den ny globale politiske situation, der er opstået efter Irak-krigen
.
Da Afghanistan-krigen ‘sluttede’ i begyndelsen af 2002 splittede Enhedslisten, DKP/ML og KPiD den daværende antikrigskoaltion (‘Nej til krig og terror’), der fortsatte som Stop Terrorkrigen. I efteråret lykkedes det at danne ‘Ingen krig mod Irak’ som en bred paraplyorganisation – under stærk modstand fra DKP/ML og KPiD, indtil de modstræbende måtte tilslutte sig. Samtidig har nogle af de samme kræfter forsøgt at danne ‘alternative’ koalitioner som det såkaldte ‘Danmarks Fredsråd’. Landskonferencen for ‘Ingen krig mod Irak’ (som foreslås omdøbt til ‘Nej til krig’) vil afspejle disse modsætninger. Kun hvis antikrigsbevægelsens aktivister får et afgørende ord vil det overleve som en slagskraftig bevægelse.

Udgangspunktet for en fornyet enhed må være at lære af bevægelsens egne erfaringer. Fastholdelse af det politiske enhedsgrundlag, kamp for retten til forskellighed og forskellige opfattelse, plads til alle kræfter, som vender sig mod USA’s krige og dansk krigsdeltagelse. Og ikke mindst: fælles handling i form af nationale aktioner, demonstrationer og initiativer – i tæt koordination med den globale antikrigsbevægelse.

På APKs 2. kongres i påsken konkluderedes:
“Den nye antikrigsbevægelse og antiglobaliseringsbevægelsen må udvikles i retning af en egentlig antiimperialistisk bevægelse, vendt imod den amerikanske imperialisme og dens krigskoalition, mod al imperialisme og al reaktion, i solidaritet med arbejderklassens og folkenes modstandskamp og revolutionære kamp …
Der findes opportunistiske kræfter, som vil opstille udviklingen af Den Europæiske Union – supermagten ‘Europas Forenede Stater’ – op som et alternativ til den amerikanske imperialismes globale dominans. Det udgør imidlertid ikke noget alternativ for arbejderklassen, de europæiske folk eller verdens folk. Monopolernes ‘Forenede Europa’ drømmer selv imperialistiske supermagtsdrømme, som den p.t svagere part i forhold til den dominerende rival – den amerikanske imperialisme. “
(Udtalelsen ‘Arbejderpartiet Kommunisternes 2. kongres og de kommende opgaver’)

Det er denne vej, en reel og slagkraftig folkelig modstand i de kommende år må gå.

Netavisen 8. maj 2003


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne