Krigen i Elfenbenskysten og dens konsekvenser

Udtalelse fra Den Fjerde Konference mellem Afrikas Kommunistiske Partier i Cotonou, Benin, marts 2003.

I forhold til den reaktionære borgerkrig i Elfenbenskysten erklærer de afrikanske kommunistiske partier, der har været forsamlet til deres fjerde konference i Cotonou og der udvekslet lærerige synspunkter om krisen i Elfenbenskysten, følgende:

Elfenbenskysten har siden den 19. september 2002 befundet sig i en tilstand med reaktionær borgerkrig. Det er uden tvivl den alvorligste krise, som arbejderklassen og folkene i Elfenbenskysten og i landene omkring har været i siden disse landes formelle selvstændighed i 1960.
Hvad er motiverne for krigen, og hvad er dens dybereliggende årsager?
Hvilke aktører og konsekvenser har krigen?

Elfenbenskysten er en fransk nykoloni, der opnåede formel uafhængighed i 1960. Ligesom mange af de andre lande, som Frankrig koloniserede, blev kolonialismens afslutning i Elfenbenskysten også starten på den franske nykolonialisme, en ny form for imperialistisk overherredømme. Fra 1960 til 1990 blev denne franske nykoloni regeret af statspartiet PDCI-RDA (Elfenbenskystens Demokratiske Parti-Afrikansk Demokratisk Samling, o.a.) med autokraten Houphouet-Boigny i spidsen.

Krisen i det nykoloniale system, som siden 1980 har præget Elfenbenskysten som følge af den økonomiske krise og de folkelige massers heroiske kamp for frihed og brød, førte i 1990 til en svækkelse af autokratiets fundament og dets eneste parti, PDCI-RDA. Af denne delvise sejr til de folkelige masser blev en række politiske partier og masseorganisationer født (bl.a. det marxistisk-leninistiske Elfenbenskystens Revolutionære Kommunistiske Parti (PCRCI), der blev stiftet i 1990, o.a.). Med hensyn til disse politiske partier er man nødt til at nævne dem, der repræsenterer middelklassen, som gennem lang tid var blevet undertrykt af PDCI-RDA og udelukket fra magten.

Disse partier, FPI (Elfenbenskystens Folkefront, o.a.) PIT (Elfenbenskystens Arbejderparti, o.a.) USD (Unionen af Socialdemokrater, o.a.) m.fl., konkurrerer med hensyn til program, taler og praksis med PDCI (Elfenbenskystens Demokratiske Parti, o.a.) om at være lakajer for den internationale imperialisme, særligt den franske imperialisme. Efter Houphouet-Boignys død (i 1993, o.a.) og som følge af interne spændinger blev PDCI-RDA spaltet i to, Alassane Ouataras RDR (Republikansk Samling, o.a.) og Konan Bédiés PDCI. Disse to “houphouetiske” partier og de småborgerlige partier vil kæmpe en nådesløs kamp for den nykoloniale magt og endda gå så langt som til at bringe den nødvendige politiske stabilitet for sikringen af deres imperialistiske herrers interesser i fare.

De borgerlige partier har i deres indbyrdes kamp brugt forskellige metoder: religionskrig, oppiskning af racehad, chauvinisme, fremmedhad, antidemokratisk lovgivning, voldsom undertrykkelse osv. Denne skånselsløse kamp har antaget forskellige former: aktiv boykot af valget i 1995, forsøg på statskup, statskup i 1999 osv.
Disse konfrontationer mellem de borgerlige fraktioner udtrykker den franske imperialismes klare fiasko i forhold til at opnå enhed mellem sine lakajer og har ført til den aktuelle krig.

Derfor: Det afgørende motiv i denne krig er at sikre franske interesser i Elfenbenskysten og det vestlige Afrika.
De dybereliggende årsager kan opsummeres på følgende måde:

– Den franske imperialismes intervention for at indsætte velvillige lakajer, der kan sikre det nødvendige politiske miljø for den imperialistiske udplyndring, og for at forsvare sine interesseområder i Vestafrika over for især den amerikanske imperialisme.
– På hinanden følgende borgerlige regeringers antidemokratiske, chauvinistiske og xenofobiske politik; nådesløs kamp for magten mellem forskellige borgerlige fraktioner.
– Indblanding fra nykolonialistiske magter under ledelse af Blaise Compaoré (præsident i Burkina Faso, o.a.) og Charles Taylor (præsident i Liberia, o.a.), der virker for den franske imperialisme og for deres egne interesser ved politisk, logistisk og militært at yde hjælp til bestemte væbnede grupper i Elfenbenskysten.
Denne reaktionære krig stiller regeringspartiet FPI og dets allierede i “Fædrelandsfronten” over for rebellerne, MPCI (Elfenbenskystens Patriotiske Bevægelse, o.a.), MPIGO (Det Store Vests Ivorianske Folkebevægelse, o.a.) og MJP (Bevægelsen for Retfærdighed og Fred, o.a.), og RDR.
Krigen er en fortsættelse af den reaktionære politik, som de forskellige borgerlige fraktioner og deres herre, den franske imperialisme, har ført. Det er en reaktionær krig, fordi den ikke er massernes værk for deres frigørelse. Den står i modsætning til deres håb og interesser.

Denne reaktionære borgerkrig har nogle umiddelbare politiske konsekvenser:
– Forstærkelse af imperialismens herredømme med Linas-Marcoussis-aftalen og FN-resolution 1464, der omdanner Elfenbenskysten fra en fransk nykoloni til et FN-protektorat, som er overdraget til Frankrig.

-Fascisering af det nykoloniale regime i Elfenbenskysten.
– Risiko for voksende nationalistiske, chauvinistiske og xenofobiske strømninger i Elfenbenskysten og Burkina Faso. Fare for internationalisering af krigen.

Krigens økonomiske og sociale konsekvenser er tragiske:

– Katastrofe for økonomierne i regionen, specielt i Elfenbenskysten og dets nabolande, Burkina Faso, Mali og Niger.
– Risiko for en ny devaluering af CFA-francen (i 1994 devalueredes CFA-francen, der er valutaen i Elfenbenskysten og 13 andre vest- og centralafrikanske lande, med 100 % i forhold til den franske franc, o.a.).
– Risiko for en humanitær katastrofe, der rammer befolkningerne i regionen (folkeforflyttelser, flygtningestrømme, epidemier, sult osv.).
– Massive krænkelser af menneskerettighederne (kollektive massakrer, benhuse, pogromer, politiske mord osv.).

I forhold til denne ødelæggende, reaktionære krig erklærer de underskrivende kommunistiske partier, at de:

– Fordømmer den reaktionære borgerkrig i Elfenbenskysten og kræver dens øjeblikkelige og betingelsesløse ophør.
– Fordømmer den internationale imperialisme, særligt den franske, og kræver de franske og andre udenlandske troppers tilbagetrækning fra den franske militærbase.
– Fordømmer indblandingen fra Blaise Compaoré og Charles Taylor og kræver tilbagetrækning af deres lejesoldater og stop for deres hjælp til de væbnede oprørsgrupper i Elfenbenskysten.
– Fordømmer FPI’s antidemokratiske, frihedsdræbende og chauvinistiske politik, en politik, der fremmer krigen.
Afrikas kommunistiske partier opfordrer arbejderklassen og folkene i hvert enkelt land i Vestafrika til:
-At kæmpe for folkelig suverænitet, frihed og ægte uafhængighed.
– At udvikle solidaritet og venskab mellem folkene.
– At forbinde deres kamp mod den reaktionære borgerkrig med kampen for revolutionen og socialismen.
De opfordrer arbejderklassen og folkene i verden til at støtte den kamp, som arbejderne og folkene i Vestafrika fører imod denne reaktionære borgerkrig.

Cotonou, marts 2003

Benins Kommunistiske Parti (PCB)
Elfenbenskystens Revolutionære Kommunistiske Parti (PCRCI)
Øvre Voltas Revolutionære Kommunistiske Parti (PCRV)*

Oversat af Michael Jensen fra “Déclaration sur la guerre en Côte d’Ivoire et ses implications”, La Forge, april 2003. La Forge er organ for Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti (PCOF).

*Øvre Volta er det tidligere navn for Burkina Faso. Navneændringen fandt sted i 1984.

Kommunistisk Politik 9, 2003
Netavisen 24. april 2003


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater