Hvad skete i Kosova – efter krigen?

Af Teddy-John Frank/Proletären

Igen er USA-imperiet og dets vasaller gået i krig – for “humanismens og frihedens skyld”. Alene de seneste år er det allerede sket flere gange. For fire år siden var det Kosova [Kosovo], det gjaldt. For halvandet år siden var det Afghanistan. Men hvordan gik det siden? Da retorikken var falmet, og de virkelige motiver stod alene tilbage? I et par artikler har den svenske ugeavis Proletären gransket, hvordan det siden gik …

Ingen vestlige ledere holder længere nogen brandtaler om Kosova. Bortset fra en enkelt hengemt notits her og der i en og anden avis er også journalisterne tavse. Den vestlige verdens medieinteresse er som bekendt rettet mod andet hold i dag.

Det virker bemærkelsesværdigt. Krigen for fire år siden sagdes jo at være den nødvendige forudsætning for, at man kunne skaffe os af med utilladelige overgreb og brud mod menneskerettighederne.
Så meget desto vigtigere er det at følge op på, hvad der i virkeligheden skete siden. Krigens rædsler og lidelser skulle jo kompenseres af og balanceres mod alle de positive og fredsskabende effekter, som “verdenssamfundets demokratiske kræfter” skulle bidrage til.

Kontrol over landet

Dengang udlovedes en ødsel velvilje efter krigen. Med store økonomiske og sociale satsninger. Løfterne om indsatser var minsandten talrige. I “humanismens navn”. I dag kan hver og en, som vil, konstatere, hvad der var de egentlige anledninger for USA-imperialismen og dens allierede til at starte denne krig midt i Europa. Regimet i Beograd er blevet erstattet med et vest-venligt regime, der har åbnet landet for markedsøkonomi og den internationale kapital.

Kontrollen over olietransportvejene gennem det tidligere Jugoslavien anses nu for sikre for de oliekoncerner og virksomheder, der dominerer dem. For nylig påbegyndtes bygningen af yderligere pipelines fra Sortehavskysten til Albanien, som kommer til at gå igennem disse “følsomme” områder.

Hele Balkan er dermed blevet åbnet op for Vesten og dens imperialistiske interesser. Jo, vist er der endnu militær tilbage i Kosova efter fire år. FN’s KFOR-styrker udgøres af omkring 30.000 mand. Og i det sydøstlige Kosova findes Camp Bondsteel endnu. Visselig ikke længere USA’s største nye udenlandske militærbase siden Vietnamkrigen. Andre steder har overtaget den rolle. Men der er stadig ca. 5.000 USA-soldater.

Folkemord?

Folkemord, skreg USA’s og EU’s ledere før krigen. Nu ved alle bedre. Det folkemord, som ikke fandt sted før USA’s og NATO’s krig i 1999, er nu blevet etableret som et faktum, om end i en relativt set moderat udgave.
Præcise tal savnes, og en del mord og voldshandlinger må henføres til den almindelige lovløshed og mafiaopgørene. Alene i perioden 12. juni 1999 (da NATO/USA-krigen ophørte) til januar 2000 dræbtes 772 civile personer, heraf 684 serbere og montenegrinere og 63 albanere.

Mindst 4.000 mennesker er nu dræbt i Kosova efter krigen! Det er det dobbelte af det antal, som angives på dræbte i årene før krigen, da UCK bekæmpede den jugoslaviske statsmagt, dens politi og militær og den serbiske civilbefolkning. De år, da mord og overgreb, baghold og regulær guerillavirksomhed hærgede provinsen.
Flere døde nu, når “verdenssamfundet” i skikkelse af den vestlige verdens stormagter garanterer trygheden!

Og hvordan er det med den etniske udrensning? Det var først med USA’s og NATO’s bombekrig, de store flygtningestrømme kom i gang. Og dertil kom, at UCK opfordrede den albanske befolkning til at “flygte”.
I dag er den etniske udrensning derimod stort set gennemført! 260.000 serbere, sigøjnere [romaer] og mange andre ikke-albanske befolkningsgrupper er flyttet eller blevet fordrevet!

Mange af dem flygtede fra Kosova, da bomberne faldt, præcis som mange albanere gjorde. Albanerne til Albanien eller Makedonien, serbere og andre til Serbien og Montenegro. Men mens hovedparten af albanerne vendte tilbage efter krigen, under KFOR’s opsyn, så lever den overvældende del af den ikke-albanske befolkning stadigvæk i flygtningelejre!

Evig skræk

Ifølge KFOR og UNMIK (den civile FN-ledede administration) er blot 6.000 serbere vendt tilbage! Bortset fra i nogle kommuner i det nordøstlige Kosova bor serberne i nogle få isolerede enklaver.
Hverdagslivet er elendigt for flertallet af indbyggerne i provinsen. Arbejdsløsheden er officielt over 50 pct., men i virkeligheden nærmere de 100. Der findes praktisk talt ingen væsentlig, normal produktion længere.

Derimod beregnes 90 pct. af den brune heroin, som sælges i Vesteuropa, at komme fra dagens Kosova! Provinsen er et centrum for narkosmugling og trafficking.
Europol har i flere rapporter vist, at albanske bander med base i Kosova i dag dominerer denne overordentligt profitable virksomhed.
Det ubegribelige er, at det kan ske midt i det land, som “verdenssamfundets” mægtigste nationer i fire år har haft et specielt ansvar for! Eller måske er det ikke så ubegribeligt.

De få serber, der findes tilbage i provinsen, lever et liv i evig skræk. Til de simpleste daglige gøremål – såsom at handle – må de beskyttes af KFOR-soldater, som i panserkøretøjer henter dem, kører dem til forretningen og hjem igen.

En svensk delegation, der for nylig besøgte området, giver følgende øjenvidneskildring:
“I byen Leposavic mødte vi en professor i kirurgi, Morácíc … Han fortalte om sine sørgelige lægebesøg under KFOR-eskorte i de serbiske enklaver. Tidligere havde humanitære organisationer givet medicinsk bistand, men den var ophørt nu. Eftersom KFOR ikke fordelte noget af sin støtte til serbere i området, havde han ikke længere nogen medicin at uddele.”

I Montenegro er situationen ikke meget bedre. Ifølge et af landets parlamentsmedlemmer kommer 50 pct. af republikkens indkomster fra smugling, 40 pct. fra vestlig hjælp og 10 pct. fra egen produktion.

For et par år siden indførtes D-marken som landets valuta; det var et af præsident Djukanovics trin hen imod at lette Montenegros adskillelse fra Serbien. Og nu er euroen landets valuta. I kraft af dette er samhandelen med Serbien besværliggjort yderligere. For et par måneder siden blev der taget endnu et skridt, da den hidtil rådende føderale union mellem Serbien og Montenegro blev opløst. Det er sandsynligt, at Montenegro inden for tre år vil blive udråbt til selvstændig nation, endnu en del af fragmenteringen af Jugoslavien.

Fremtiden?

Hvad skal der blive af Kosova?
Albanske nationalister har i lang tid, i skøn forening med klaner og mafiagrupper, sagt, at målet er et “Storalbanien”, hvor den albanske befolkning skal forenes ikke blot mellem Albanien og Kosova, men hvor også områderne i Makedonien og – på længere sigt – det nordlige Grækenland med albansk flertal skal indgå.

Voldsspiralen i Kosova er også forværret. Også mange albanere modsætter sig disse planer, albanere, som ved, at der bag dem skjuler sig bagstræberiske og reaktionære kræfter i forening med åbenlys gangsterisme og mafiaklaner. Mord og overfald på albanere er også kraftigt øget i den seneste tid.

Og i Makedonien advares nu om samme tendens. Morderbander, der kalder sig “Den Albanske Nationale Hær”, har terroriseret befolkningen i landets nordlige og vestlige dele. Flere mord er også forekommet. Det er intet tilfælde, at der i dens ledelse genfindes flere gamle UCK-ledere.

UNMIK’s nuværende leder Michael Steiner har erklæret sig som “dybt pessimistisk” over Kosovas fremtid. Den faktiske etniske udrensning synes at blive vedvarende, og der findes intet, der tyder på forandring, forklarede han i et interview for kort tid siden.

Glidende tolkning

Den glidende tolkning af fremtiden, som vestmagterne i strid med FN-resolution 1244 har gjort til sin egen, kan ikke bestå for evigt. Så hvad vil der ske? Skal Kosova genforenes med Serbien i henhold til FN’s beslutning? Eller skal det blive et “foreløbigt” af det internationale samfund administreret mandatområde? Eller skal den etniske udrensning – den, “verdenssamfundet” aldrig ville acceptere, som det hed forud for krigen i 1999 – som albanske ekstremister har gennemført, lede til, at hele eller hovedparten af Kosova indlemmes i Albanien? Med signalerne fra den nuværende politiske ledelse i Beograd er det ikke udelukket, at det sidste kan blive tilfældet.

Del 2: Afghanistan efter USA’s krig

Oversat af Kommunistisk Politik 9, 2003
Netavisen 26. april 2003


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne