Dybt asocial skattereform

Nul skattelettelser til den fattigste del af befolkningen/folk på overførselsindkomst samt begrænsede skattelettelser til de lavtlønnede. Omvendt får højtgagerede som f.eks. direktører maksimalt udbytte af skattelettelserne. Prisen? Ja, den betales af arbejderklasen og underdanmark i form af nye sociale nedskæringer på kommunalt og amtsligt plan

Den nye skattereform, som regeringen Fogh og Dansk Folkeparti netop er barslet med, er dybt, dybt asocial. Ikke nok med, at de af VC-kummen lovede skattelettelser er yderst begrænsede. Det er som sædvanligt den fattigste del af befolkningen og arbejderklassen, der betaler prisen. Helt på linie med højreregeringens berygtede skattestop. Som tilfældet var med skattestoppet, betales skattelettelserne med nye asociale nedskæringer indenfor den kommunale og amtslige sektor.

Filosofien bag angrebet på de svageste i samfundet er, at de sociale ydelser (bistandshjælpen) er for høj. Det er ikke arbejdsmarkedet, som ikke står til rådighed for de ledige, men bistandsmodtagerne, der simpelthen ikke vil tage imod lavtlønnet arbejde. Om det passer eller ej. Det er i den forbindelse totalt ligegyldigt. De sidste små rester af velfærdsDanmark skal udryddes. De ledige skal yderligere udnyttes som ekstremt billig arbejdskraft og løntrykkere. Derfor nul skattelettelser til de (i forvejen) dårligst stillede danskere. Pisken skal svinges over nakken på dem.

Ialt 3,5 milliard kroner skal de amtslige og kommunale budgetter barberes ned med, og folkeskolen, sundhedsvæsenet og bistandshjælpen var allerede, inden skattereformen kom på plads, udpeget som første prioritet for nedskæringskniven i den kommende periode. Nedskæringer, der klart vender den tunge ende nedad og rammer UnderDanmark og den brede, arbejdende befolkning hårdest.

Oveni kommer, at samtlige folk på overførselsindkomster, bistandsmodtagere, dagpengemodtagere, efterlønnere, førtidspensionister, handicappede m.fl. ikke får en eneste krone i skattelettelse. De har det i forvejen alt for fedt. Ydelserne er alt for høje til, at det kan betale sig at tage et arbejde, hvorfor de bare bliver hjemme på sofaen, påstår hylekoret af borgerlige politikere, økonomiske eksperter og arbejdsmarkedsforskere.
At folk flest gerne vil arbejde til blot tilnærmeligvis rimelige løn- og arbejdsforhold. Ja, det springer går man let og elegant henover.

Lavtlønnede arbejdere som kassedamer (folk med 15.000 kr. i løn om måneden) spises af med rent mikroskopiske skattelettelser på godt 125 kr. om måneden i form af et såkaldt beskæftigelsesfradrag på 2,5 pct. af lønnen. En “indtægtsstigning”, der langt fra dækker de sidste års reallønsfald en række ufaglærte grupper har været ramt af , og mere end ædes op af følgerne af de kommunale og amtslige nedskæringer.

Angiveligt skal den nok så usle skattelettelse “motivere” folk til at arbejde, fremfor at forblive på “passiv forsørgelse”.

Faglærte arbejdere med en løn på godt 21.000 kr. om måneden får skattelettelser i størrelsesordenen 239 kr. om måneden i 2004 stigende til 495 kr. i 2007 ifølge de udregninger, der er offentliggjort på DR Tekst TV. De velbjærgede danskere, herunder direktører med en årsgage omkring en million kr. får samme beløb i skattelettelse, men de bliver ikke nær så hårdt ramt af de kommunale og amtslige nedskæringer, der venter lige om hjørnet, som den jævne befolkning.

Skattelettelserne er altså fup og svindel overfor den brede befolkning, der højst får småører udbetalt, der på ingen måde kan “stå mål med” konsekvenserne af den fortsatte nedbrydning af resterne af det såkaldte velfærdssamfund, mens de rige kan gnide sig i hænderne og erhvervslivet juble. Det gør de imidlertid ikke. I stedet beklager de sig over, at topskatten, som de velbjærgede (og højt uddannede) danskere betaler som “ekstra bidrag” ikke er blevet sat ned med skattereformen.

Det kan ikke betale sig, at arbejde over – at yde en ekstra indsats, lyder beklagelserne. Kapitalejerne, iværksætterne, direktørerne, de højt uddannede eksperter, videnskabsmænd og forskere m.fl. har for dårlige betingelser i dagens Danmark. Modsat de mange danskere, som er kasseret af samfundet og tvunget til at klare sig på overførselsindkomster. De lever nærmest som grever!

De velbjærgede danskere. De er nærmest tvunget til at forlade landet for at kunne leve en anstændig tilværelse: en tilværelse, der efter deres mening er værdig de folk, som tilhører samfundets elite!

Netavisen 1. marts 2003