15. februar 2003: Hilsen fra København, Danmark

Kommunistisk Politik 5, 2003

“Op mod 30 millioner mennesker demonstrerede verden over, indbefattet omkring 6 millioner i Europa, ifølge tal fra organisatorer og politi, selvom de fleste måtte indrømme, at der var for mange mennesker på for mange steder, til at det kunne tælles.”
The Guardian, UK

‘Mere end 6 millioner demonstrerede mod Irak-krig i Spanien i over 50 byer … 50 millioner på verdensplan.’
Sindicato de Estudiantes, Spanien

Udsnit ved Den amerikanske ambassade

Der blev demonstreret i mindst 74 lande – og tallet 600 byer er fløjet gennem verdenspressen. Det virkelige antal byer er langt større. Alene i Danmark demonstreredes i 10 byer ud over København: Også i Århus (mindst 5.000), Aalborg (2.000), Randers (300), Hjørring, Viborg (300), Struer, Silkeborg (5-600), Fredericia, Kolding, Esbjerg (mindst 400) og Rønne (150) var der antikrigsdemonstrationer.

Det blev den største demonstration nogensinde ved den amerikanske ambassade – med kørebanen afspærret fra Lille Triangel til Østerport Station, og med folk stående på fortove ned langs sidegaderne. Politiet blev nødt til gradvist at flytte afspærringerne, indtil hele området var lukket, og trafikken blev dirigeret udenom. Folk kom med tog eller bus, på cykel eller gående, i alle aldre, mange medbringende skilte, faner og transparenter, alle med godt humør og parat til at sige kraftigt fra over for Bushs, Blairs og Foghs planlagte krig.

Østerport Station blev blokeret af mennesker, så det tog et kvarter at komme fra perronen og ud på gaden til demonstrationen – og DSB opfordrede i togene nordfra passagerer til Østerport til at stå af på Nordhavn og gå til demonstrationen. Folk der forsøgte at mase sig igennem den tæt pakkede menneskemængde fra Østerbro til scenen på fortovet over for ambassaden beretter, at det tog 25 minutter at komme derhen. Fra den anden side mod Lille Triangel kom ungdomsdemonstrationen fra Israels Plads og Nørrebro mod krig, der havde sluttet sig sammen undervejs med et par tusinde mennesker.

Det var ikke de kendtes demonstration. Det var ikke de store navne eller de berømte bands, der trak folk på gaden i titusindvis. Det var den folkelige protest mod en ubegrundet og forbryderisk krig, som manifesterede sig i København, over hele Danmark, over en hel verden, hvor der var demonstrationer i mere end 70 lande og 600 byer. (Det virkelige antal er langt større; det er disse tal, som er løbet igennem verdenspressen).

En historisk dag:
Verdens første samtidige gigantaktion mod krig, der med uret rullede hen over kloden fra Melbourne i Australien over det asiatiske kontinent, Mellemøsten, Afrika og Europa, og over Atlanten til Nordamerika, de caraibiske øer, Centralamerika og Sydamerika. Selv på Antarktis protesterede et hold forskere. De, der har fulgt med i, hvor der blev demonstreret, vil have lært en masse nye navne: Goddag verden! Goddag Busan, Dili, Edmonton, Foster! Goddag Geelong, Gislaved og Gävle! Goddag Hjørring, Hobart, Jaén, Kigali, Lahore, Launceston, Lismore og Lleida! Goddag Newcastle i Australien! Goddag San Juan!

Og hallo til hovedstæder og storbyer i farten:
Hallo Amsterdam, Athen, Bangkok, Barcelona, Berlin, Bern, Bruxelles, Budapest, Cairo, Cape Town, Caracas, Chicago! Hallo Cypern, Dublin, Glasgow, Havana! Hallo Helsinki, Islamabad, Istanbul, Jakarta, Johannesburg. Hej Kiev, Kuala Lumpur, Lissabon, London, Los Angeles! Hallo Luxembourg! Hallo Madrid, Melbourne, Mexico City, Montreal, Moskva! Hallo New York, Oslo, Paris, Prag! Hallo, Ramallah: Hilsen herfra! Hej Reunion Island og Reykjavik! Hej Rom, San Francisco, Sao Paulo, Santo Domingo, Seattle, Seoul, Skopje, Sofia, Stockholm, Sydney, Tokyo, Toronto, Wien, Warszawa – og Wollongong.
Hej til jer alle – og hilsen herfra:

‘Forsamlet her i København –
INGEN KRIG I VORES NAVN!

Palæstinensere og israelere demonstrerede sammen mod en Irak-krig. Millioner og atter millioner på gaden. Rekord efter rekord for fredsdemonstrationer sat i den ene hovedstad efter den anden, i by efter by. Gigantisk. Det kom bag på medierne; mange steder kom det bag på arrangørerne. Det globale folk, verdens borgere, viste deres ansigt – for fred, mod USA’s globale diktat, mod imperialisme og ny kolonialisme.
De store antiglobaliseringsdemonstrationer har bragt folk sammen mod magteliten, når den mødes i den ene eller anden storby, eller feriested, på det ene eller andet kontinent. Nu gik folk på gaden der, hvor de var, på en gang, overalt.

De var der alle. I alle aldre – fra babyer for fred til bedstemødre mod krig. Danskere, indvandrere, kristne, jøder, muslimer. Kommunister, socialister, almindelige socialdemokrater (toppen var inviteret til at holde tale, men kom ikke: Lykketoft, Auken og LO-formand Hans Jensen takkede pænt nej). Hardy kom. Og Anker Jørgensen. Radikale for fred. Anarkister mod krig og kapitalisme. Globale rødder og masser af provinsboer. Borgerlige, der ikke vil se titusinder af uskyldige blive slået ihjel for olie og profit og USA’s verdensherredømme. Gymnasiaster, folkeskoleelever, RUC’ere og KUA’er, faglige unge mod krig. Kassedamerne og deres køer. Der var mange.
Og en enkelt gal cowboy, der red den gale vej …

Se også:
Hvordan den 15. februar blev global aktionsdag

Netavisen 10. marts 2003


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater