Rationalisering giver molboarbejde

I alle de år, jeg kan huske, har jeg fået tudet ørerne fulde med, at alting foregik mere effektivt og rationelt under kapitalismen. Specielt efter murens fald i 1989 er propagandaen om markedsøkonomiens og den såkaldte “fri” konkurrences lyksaligheder blevet intensiveret.
Hvad ser vi så i praksis?

Vi har en flok arbejdere, der absolut ikke er interesseret i rationaliseringer, da dette er en trussel mod deres levebrød. Derfor kommer forslag til rationaliseringer ikke fra de folk, der ellers har de daglige arbejdsrutiner inde på livet. Modsat f.eks. foreningsarbejde, hvor de frivillige medarbejdere, der er – eller føler sig som – medejere af butikken, ville hilse enhver rationalisering velkommen, da det sparer dem for noget ellers unødvendigt arbejde eller frigør nogle kræfter til andre ting.

Skulle der alligevel være nogle arbejdere, der har et rationaliseringsforslag, er der et tykt lag af ledere og mellemledere, der ikke er særlig lydhøre overfor de input, der måtte komme nedefra. Mange af disse ledere har aldrig kendt til et stykke ærligt fysisk arbejde, eller har måske lige prøvet det for en kort periode for at supplere SU’en. Eller de har måske lige været med en enkelt dag for på den måde at få en stjerne hos de ansatte gulvindianere.
Og hvis de endelig har været menige ansatte, er det så mange år siden, at vores virkelighed slet ikke stemmer overens med deres opfattelse og idéer.

PostDanmark er netop blevet omgjort til et aktieselskab i sommers, og til næste år slippes brevmarkedet frit.
I rationaliseringens navn punger man millioner og atter millioner ud på nye maskiner. Lige vi, der arbejder på postcentrene, er ikke så bange for fyringer, da gennemtrækket på vores arbejdsplads er meget stort. Vi spekulerer mere på, hvilke forringelser det kan komme til at medføre for vores arbejdsforhold, når maskinerne kommer. Vi ser med gru på en af de andre afdelinger, der har haft lignende maskiner i mange år, og hvor arbejdsforholdene er væsentligt dårligere end vores.

En anden ting, de har indført i rationaliseringens tegn, er sortering af aviser og blade.
Før i tiden sorterede vi det bare sammen med de øvrige breve, og på den måde gik sorteringen yderst fleksibelt.
Sidste år kom ændringen så: Det skulle sorteres hver for sig. Altså breve i én reol, blade i en anden reol og aviser i en tredje reol. Dette betyder ekstra omkostninger til nedlukning af reoler (total-udtømning ved fyraften).

Men ikke nok med det:
Mens breve og blade bare kan lægges i nogle kasser og sendt ud af huset, skal aviserne nu bindes i bundter, hvilket er mere tidskrævende end at lægge dem i kasser.
Disse bundter smides op i et bur, der siden køres op i en anden afdeling for så – igen – at blive sorteret, før de kan komme ud af huset. Og så kan man jo tænke sig til, at de på de enkelte posthuse skal bruge unødvendig tid på at binde disse bundter op igen, samtidig med at mange aviser lider overlast under en tur i bindemaskinen.

Som sædvanlig har man fra ledelsens side endnu ikke formået at komme med en forklaring på, hvorfor de har bestemt dette. I hvert fald ikke en forklaring, vi kan se nogen som helst besparelse i.
Man fristes til at tro, at de bevidst har brugt nogle ekstra penge på at ødelægge arbejdsglæden for os.
Det kan godt være, at de tror, at de har haft den fede, fikse idé til en besparelse. Men jeg vil nu kalde det molboarbejde.

plp
KP22, 2002
Netavisen 8. november 2002


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne