Aristokrater og tæger

Aristokrater og tæger i fagbevægelsen: Det er korrekt, at det samme fænomen er gældende indenfor erhvervslivets spidser. Sammenligningen er desværre alt for præcis. Netop derfor bør de faglige aristokrater ikke kun drages til ansvar for deres handlinger; men vigtigst af alt, bør medlemmerne fjerne det snyltersystem, som de såkaldte ledere som tæger nasser på.

Faglig kommentar

Først blev Willy Strube grebet med fingrene i kagedåsen. Det handlede om ommøblering af penge mellem SiD, dets benyttede IT-firma og Strubes egne lommer. Det handlede om penge til biler, smykker og forsyning af vin til selvbestaltede vinklubber i toppen af SiD. Willy Strube var ikke en “Hr.-hvem-som-helst”. Formand for SiD´s magtfulde Industrigruppe og næstformand for CO-Industri, som forhandler overenskomst for 210.000 industriarbejdere.

Strube var en særdeles magtfuld mand, der styrede SiD´s Industrigruppe med en kynisme, der kun kendes blandt samfundselitens øverste top. Hvis man ikke som medlem af Industrigruppens inderkreds slog hældene sammen og bifaldt hans holdninger og handlinger, var man sikker på at blive frosset ud. Ligheden med Brixtoftes metoder er slående.
Han var også kendt som dirigenten fra SiD´s kongresser, der ved hjælp af bureaukratisk juristeri var i stand til at vende de vigtigste beslutninger til toppens gunst. Syntes det svært, blev kongressen suspenderet og de socialdemokratiske delegerede banket på plads i pausen., så “snoretrækket” fungerede.
Strube var også manden, der sammen med hhv. Max Bæhring og Georg Poulsen, i årtier strikkede minusoverenskomster sammen på bekostning af medlemmerne. Netop CO-Industri har været toneangivende for stort set hele det øvrige arbejdsmarked; – heriblandt de tvungne arbejdsmarkedspensionsindbetalinger, hvis formuer de selv samme ledere er med til at forvalte og “suge” af.
Strubes forbrydelse bestod i, at han blev for grådig. Han manglede ellers ikke noget! Alene hans gage i forbundet kan en almindelig specialarbejder kun drømme om. Hertil skal lægges honorarer, diæter, fri bil, telefon osv. Oveni hatten kommer de store lettjente penge i form af bestyrelsesposter, hvor frynsegoderne omfatter dyre rejser og andre gaver. Grådigheden blev så stor, at han overtrådte lovgivningen – uden at slette sine spor efter sig. Da han skulle stå til ansvar – overfor retssystemet og ikke mindst medlemmerne, valgte han at slette sig selv.

Nu gælder det Poul Erik Skov Christensen, SiD´s formand, som for år tilbage vandt magtkampen om formandsposten netop mod Strube. Hr. Skov Christensen mangler heller ikke noget! Alligevel har han også haft fingrene i kagedåsen. Det handler om renovering af privat køkken og badeværelse ved brug af fagbevægelsens eget byggefirma J&B, som Skov Christensen selv er formand for. Derved sparede han rundt regnet en kvart million kroner, fordi han på underfundig vis aldrig blev opkrævet for – før end han lugtede lunten. Det handler angiveligvis om fordele ved at “bevægelsens” internt smykkefirma og rejseselskab.
Hvorvidt Skov Christensen har forbrudt sig mod lovens bogstav vides endnu ikke; men det er for SiD´s medlemmer heller ikke afgørende. Sagen har nemlig taget en vending, hvor indholdet handler jura. For medlemmerne handler det i første række om, hvorvidt en tillidsrepræsentant for de ufaglærte tjener for meget, når han er i stand til at renovere badeværelse og køkken for tre kvart million kroner.
Her er grundlag for en storm af protester mod dette lag af aristokrater indenfor fagbevægelsen. Her tjener ingen undskyldninger om, at erhvervslivets ledere gør det samme. Med det overforbrug behøves ingen tøven og venten på domstolsafgørelser; men i såvel Strube som Skov Christensen har SiD´s Hovedbestyrelse siddet tilbagelænet med holdningen: De er uskyldige indtil det modsatte er bevist. En meget stor del af Hovedbestyrelsen har nemlig selv det samme skidt på fingrene. Nøjagtig som de faglige topledere i andre forbund har det.

Det er korrekt, at det samme fænomen er gældende indenfor erhvervslivets spidser. Sammenligningen er desværre alt for præcis. Netop derfor bør de faglige aristokrater ikke kun drages til ansvar for deres handlinger; men vigtigst af alt, bør medlemmerne fjerne det snyltersystem, som de såkaldte ledere som tæger nasser på.

En helt anden ting er så borgerpressens fråden ved afsløringen af Strube- og Skov Christensen-sagen. Det passer fint ind i tidens trend, hvor solidaritet og sammenhold forsøges miskrediteret, hvilket Fogh Rasmussen benytter til sit voldsomme generalangreb på arbejdernes organisationer, rettigheder og forhold.

Kommunistisk Politik 14, 2002
Netavisen 18. juli 2002


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne