Behovet for en ny faglig bevægelse er skrigende

Af Fagligt udvalg, Arbejderpartiet Kommunisterne

Den nuværende fagbevægelse har i årtier været opkøbt af og en integreret del af det danske borgerskab. Toppen repræsenterer og varetager ikke de svagestes interesser. Med VK-regeringens tiltræden har toppen igen vist sin uformåenhed, manglende vilje til at tage handsken op. De har spillet fallit. Behovet for en ny bevægelse, der favner alle aspekter i kampen mod borgerskabets udbytning, EU, dansk krigsdeltagelse, NATO m.m., er skrigende. Nu melder der sig en vifte af kræfter fra venstresocialdemokrater til kommunister med bud på platforme og strategier for en fremtidig fagbevægelse. Det er en afgørende og principiel diskussion, som APK´s faglige udvalg her giver et bud på.

LO´s daværende formand, Thomas Nielsen, udtalte en gang, at fagbevægelsen havde sejret ad helvede til. Pudsigt nok blev konsekvensen ikke, at fagbevægelsen blev nedlagt, idet den logiske slutning måtte være, at der ikke længere var brug eller behov for den. Hvad Thomas Nielsen i virkeligheden lagde i ordene, var, at klassekampen var død. Hvad angår toppen af dansk fagbevægelse, havde formanden for så vidt ret. Allerede på det tidspunkt havde toppen, som en del af det aristokratiske lag af arbejderklassen, i årtier været en integreret del af borgerskabet. De havde fraveget kampen for arbejderklassens interesser og i stedet vendt deres brod mod arbejderne med hyppige forræderier. Det principielle skred skete i 1899, hvor de med deres accept af Hovedaftalen (Septemberforliget) tilkendte arbejdsgiverne ledelsesretten. Forbedringer af levevilkårene siden kan kun krediteres arbejderne selv.

I nyere tid har medlemmerne også smagt sejrens frugter fra Thomas Nielsens aftagere. Spørg RiBus-chaufførerne, som blev stukket i ryggen af deres egen forbundsledelse. Den sjette ferieuge blev kun vundet, da ledernes OK-forræderi i 1998 blev nedstemt og erstattet af storkonflikt, hvilket de ikke kunne sidde overhørig ved næste OK-fornyelse i 2000. Det er de samme ledere, der har siddet med armene over kors i Nyrups 9-årige regeringsperiode, hvor han har manipuleret det danske folks EU-Nej til at Ja, grebet ind i storkonflikten i 1998, forringet dagpengeretten fra 7 til ét år, ført Danmark i krig uden for landets grænser osv., osv.
Disse ledere og deres klassesamarbejdslinie har spillet fallit. De er yt! Leden ved dem og den etablerede fagbevægelse er enorm.

VK-regeringen har i sinde gennem en meget kort årrække at bringe den relative høje organisationsprocent i Danmark “i balance” med det øvrige Europa. Til det formål skal en række knaster fjernes, som får hundreder af tusinder til fortsat at vælge medlemskab af fagforeninger.
Det er i det lys, vi skal forstå regeringens beslutning om tværfaglige a-kasser, der hverken er betinget af fagforeningsmedlemskab eller rummer nogle fordele herved. Det er derfor, de vil fjerne eksklusivparagrafferne fra alle overenskomster og fradragsretten ved faglig organisering. Det er derfor, de praktiserer indgreb i overenskomsterne og i stadig stærkere omfang vil lovfæste arbejdsmarkedsforholdene. Den såkaldte danske model med aftaleret mellem arbejdsmarkedets parter sættes ud af kraft. Det er derfor, at dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere skal tvinges ud på arbejdspladserne som gratis arbejdskraft. Det er derfor, deres nye barselsorlov rummer mulighed for tilskud, hvis man ønsker at passe sine børn hjemme. Hjem til kødgryderne med kvinderne. Det er blandt andet derfor, de trækker tænder ud på allerede opnåede resultater, f.eks. i form af angreb på overenskomsternes deltidsbestemmelser og udvidelse af Unge-ordningen.

Spørgsmålet rejser sig: Hvorfor stå i fagforening?
Man kan med rette konstatere, at VK-regeringen har indledt et sandt generalangreb på dansk fagbevægelse. Nogle kan forledes til at mene, at desto før den bryder sammen, desto hurtigere kan de klassebevidste bygge en ny op, men så let er det ikke. Det bedste afsæt for en ny faglig bevægelse er så høj faglig organisering og bevidsthed som muligt. Hvis den nuværende bevægelse falder sammen, vil der gå år med at slikke sårene over udsagn om, at faglig organisering ikke nytter, gavner eller fremmer, udsagn om, at faglig kamp ikke dur.
Da Berlinmuren faldt, blev der lovet frihed, menneskerettigheder og rimelige vilkår til alle, specielt østeuropæerne, samtidigt med at den socialistiske ide og virkeliggørelse blev erklæret død. Det har taget ti år, før protestbevægelserne i masseskala igen så dagens lys. Løfterne blev ikke indfriet, levevilkårene er til stadighed blevet forringet.
Det var i går, og det er i dag, at kampen for en stærk, ny klassebevidst bevægelse står. Med udgangspunkt i de klassebevidste og deres eksisterende netværk.

Efter VK-regeringens tiltræden er diskussionerne om den ny faglig bevægelse for alvor kommet på dagsordenen. Det gælder dens platform, retning og mål. Diskussionerne forplanter sig i tre hovedstrømninger:

– Der er den nuværende socialdemokratiske ledelse og deres medløbere, som udelukkende har til hensigt at bringe Socialdemokratiet tilbage på ministertaburetterne. Hertil benytter de en smule radikale fraser om sammenhold og solidaritet efterfulgt af forslag til kontrollerbare aktiviteter: Pæne demonstrationer på lovens grund og i særdeleshed uden arbejdsnedlæggelser. Denne strømning indebærer ikke nogen fornyelse på trods af deres megen snak om samme. De repræsenterer arbejderaristokratiet i arbejderbevægelsen og lever af pensionskassernes formuer, medlemmernes kontingenter, bestyrelsesben o. lign. Deres indspisthed, magtbrynje og korrupte metoder blev afdækket med Strubesagen, som kun er toppen af isbjerget. Det er de samme ledere, som har siddet med hænderne i skødet under Nyrup-regeringens ni år lange angreb på arbejderklassen.

– Den anden strømning har sine rødder i den gamle venstrebevægelse. Den personificeres af venstresocialdemokrater, Enhedslistefolk, KPiD´ere, DKP/ML´ere, syndikalister m.m. Den rummer mange rigtige opfattelser om retningen. Den tager et korrekt udgangspunkt i, at det er op til den faglige bevægelse at sætte sig igennem i forhold til VK-regeringens angreb. Finn Sørensen, formand for bryggeriarbejderne, udtrykker på fin vis strømningens holdninger i en artikel i Solidaritet. Heri slår han fast, at regeringen, samtidig med deres angreb på fagbevægelsen, også har brug for, at “der er ro på bagsmækken”, hvilket er årsagen til, at regeringen er interesseret i en samarbejdsaftale med lederne. Det er et vigtigt element i forståelsen af LO-ledernes rolle. Finn Sørensen fastslår også, at LO og Nyrup-regeringen har bidraget til yderligere manglende troværdighed. Strømningen giver da også udtryk for, at kampen ikke handler om blot at få genindsat Socialdemokratiet. Finn Sørensen opridser en række hellige køer, der skal slagtes, hvis fagbevægelsen skal ændres til medlemmernes fordel: Fagbevægelsen skal være medlemmernes redskab, ikke ledernes. Åbenhed med hensyn til OK-kravenes forvaltning og de fagligt valgtes ordninger. Medlemmerne skal inddrages i en diskussion om fagbevægelsens struktur. Fagbevægelsen skal være de udstødtes talerør og beskytter, og bindingerne til Socialdemokratiet skal ophøre.

Finn Sørensen rejser et centralt problem, når han efterlyser en sammenhængende politisk platform, som angiver en række større levevilkårs- og demokratifelter. Han fastslår, at Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten i dag ikke er i stand til at løfte denne opgave. Strømningen er også talerør for, at aktive tillidsrepræsentanter har egne selvstændige netværk og forummer, som en afgørende forudsætning for udviklingen af en klassekampslinie.
Strømningen rummer oplagte korrekte opfattelser, men afdækker samtidig visse begrænsninger. Den tager sit afsæt i, at den nuværende fagbevægelse kan tiltes på hovedet til fordel for medlemmerne. I store træk begrænser strømningen sig også kun til at tage udgangspunkt i fagbevægelsens medlemmer. Platformen og diskussionerne afdækker en begrænsning i forståelsen af nødvendigheden af at forholde sig til EU, hvor politikken i virkeligheden bliver lagt, eller til dansk krigsdeltagelse og medlemskab af NATO. Endelig er strømningen præget af parlamentariske illusioner i forhåbning om, at en venstresals-regering bestående af S, SF og Ø kan presse Socialdemokratiet til at føre arbejderpolitik.

– Den tredje strømning bygger på hele arbejderklassen, dens interesser og klassebevidsthed. Der må opbygges en faglig organisering, der tager sit udgangspunkt i hele arbejderklassen, hvilket vil sige, at der må gives plads og rum til alle udstødte. Her er tale om en bevægelse, der bygger nyt op på det gamle fundament af ideer; en bevægelse, som tager sit afsæt i de svageste og deres interesser. Væk med kammerateriet og dets sammenspisthed. Væk med illusionerne til LO- og forbundslederne. Væk med illusionerne om et Folketing, der vil/kan føre arbejderpolitik. Det er op til arbejderklassens styrke, bevægelse og organisering at skabe resultater i et kapitalistisk Danmark. Den må bygge på brede alliancer til de mange andre folkelige bevægelser, det være sig krigsmodstandere, EU- og NATO-modstandere, grupper som ældre, uddannelsessøgende osv., osv.

Denne opfattelse må klart afspejles i platformen, der derved også må indeholde en klar stillingtagen til krig, NATO og EU. Der er ingen grund til at afgrænse bevægelsen fra aktuelle problemstillinger, der vedrører hele arbejderklassen. Metoderne og aktiviteterne må tilsvarende afdække denne fornyelse. De gamle metoder, hvor fagbevægelsen mødes på Christiansborg Slotsplads, blev allerede ved Finanslovens vedtagelse den 20.marts afløst af nyere, da uddannelsessøgende, progressive kunstnere, krigsmodstandere, fagligt aktive m.m. fandt sammen under én og samme protestbevægelse. Disse former kan og skal udvikles.

De selvstændige lokale tillidsmandsnetværk, som ikke bør begrænse sig til at repræsentere tillidsfolk, men alle fagligt aktive landet over, er vigtige redskaber i denne opbygning, som må åbne sig regulært over for de udstødte – ikke bare i ord, men også i handling.

Et umiddelbart bud på en aktuel platform må tage udgangspunkt i de centrale spørgsmål:
– Bekæmp regeringens deltidslov og deres forringelser af arbejdsmiljøet
– Nej til privatiseringer og udliciteringer
– For en 30 timers arbejdsuge og 6 timers arbejdsdag
– En mindsteløn på 100 kr.
– Væk med begrænsninger i dagpengeretten
– Danmark ud af EU og NATO
– Nej til dansk krigsdeltagels
e

Der gives ingen lette genveje til målet om en ny, kæmpende faglig bevægelse, men diskussionen er rejst og mindst tre strømninger har et bud på fremtiden. Resultatet afhænger af, om dagens fagligt aktive kender deres besøgelsestid. Det er på tide at tage fat om nælderne, uanset hvilken svie vi kommer til at bære på.

APK´s faglige udvalg

Kommunistisk Politik 7, 2002


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne