Finanslov med massefyringer

Faglig kommentar

Det tog VK-regeringen mindre end tre måneder at få lavet et finanslovsforslag, der fra gangene på Christiansborg til befolkningen populært forsøges at blive solgt som “blot et husholdsningsregnskab” for familien Danmark. Men det er det ikke bare. Det er en omfordeling af samfundets kapitalbeholdning. Denne finanslov adskiller sig ikke fra de øvrige, når det gælder om at tage fra de fattige og give til de rige. Derfor er det heller ikke så vanskeligt at strikke en ny sammen. Der er fra den ene regering til den anden tale om justeringer; hvilket Thor Pedersen har valgt til at stramme skruen et par omgange mere, som der er kutyme for ved regeringsskift.

Ansatte i den offentlige sektor får lov til at smage nedskæringskniven på drastisk vis:
– umiddelbart ansættelsesstop i staten
– yderligere reduktion i lønudgifterne for 2002 ift. Socialdemokratiets finanslov
– hele den offentlige sektor stilles overfor effektiviseringskrav på 1 pct. i dette år, som stiger med yderligere 1 pct. for hvert af de følgende 3 år, hvilket resulterer i 4 pct. effektiviseringskrav i år 2005. Politi, militær og kriminalforsorg er undtaget.

Højreregeringen mener, at det ikke vil medføre massefyringer – uden at forklare, hvordan det skal hænge sammen.
Ud af regeringens 7 mia. kroners besparelser skal de offentligt ansatte holde for med 2 milliarder kroner. Det kommer til at koste arbejdspladser. Mange arbejdspladser.

Set i det lys må forhandlerne for statens område i CFU have brug for en kagerulle, når de skal have foldet deres krummede tæer på plads. De indgik nemlig et overenskomstforlig to døgn før finansloven blev fremlagt, hvor de til trods for kendskabet til indholdet af finansloven alligevel accepterede en 3-årig overenskomst på 2½ pct. pr. år.
Rammen bliver for den største del udfyldt af to ekstra feriefridage, der bringer dem op på niveau med det private arbejdsmarked og øget pensionsopsparing. Der er ikke meget tilbage til højere løn.

Regeringen skal til gengæld have ros for at skære deres omfordelingspolitik ud i pap. Besparelserne på offentligt ansatte bliver blandt andet brugt til at finansiere lettelser for erhvervslivet. Det har naturligvis medført begejstrede reaktioner fra Dansk Arbejdsgiverforening. De eneste ridser i lakken, som dele af DA har været utilfredshed med besparelser i ulandsbistanden, fordi “bistanden” alligevel havner i danske koncerners lommer.

Lønmodtagerne burde forvente, at deres hovedorganisationer markerede en markant modstand; men sådan forholder det sig ikke. LO giver en spag kritik, hvis indhold er, at finansloven begunstiger arbejdsgivere og spekulanter, hvilket ethvert barn kan gennemskue. Derudover hæfter LO sig ved, at finansloven mangler initiativer, der ruster til vidensamfund og gavner ny vækst. Så megen støtte til de kommende massefyringer, lønreduktioner og effektiviseringskrav.

VK-regeringen fortsætter med finansloven den ubrudte linie af initiativer, som de overhovedet ikke fremkom med under valgkampen, hvor de nærmest profilerede sig som socialdemokrater. De fortsætter angrebene på de arbejdende og andre lag på samfundets sociale nederste trin på stigen. Det handler om indgreb overfor aftalesystemet i form af deres angreb på deltidsbestemmelserne, udvidelse af “Unge”-ordningen, tværfaglige a-kasser med rådighedsvurdering, planer om angreb på eksklusivaftaler osv. osv.

Socialdemokratiet, LO og forbundslederne har fra VK-regeringens tiltræden valgt en samarbejdslinie, hvor de ville forsøge at øve indflydelse på regeringens politik. Regeringen har valgt side til fordel for en blokpolitik med blandt andet Dansk Folkeparti. Samarbejdslinien har spillet fallit. Den har kun formået at give VK yderligere blod på tanden.

De er i gang med et generalangreb på medlemmerne af dansk fagbevægelse, de udstødte, og resterne af deres gennem årtier tilkæmpede rettigheder.
Tiden er inde til at skifte linie. Der må ydes modstand.
Når ikke de faglige ledere vil tage handsken op, så må initiativerne tages fra arbejdspladser i tæt sammenhæng med de udstødte, som i dagens Danmark alene tæller en lille million mennesker.
Faglige ledere med respekt for sig selv og sit tillidshverv må nu stå frem og gi´ bevægelsen mæle. Lad den blive synliggjort i gadebilledet. Det er et sprog, som der er respekt for blandt levebrødspolitikerne bag Christianborgs tykke mure.

Kommunistisk Politik 3, 2002


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne