Det store spil om magt og olie

Af Klaus Riis

Verden følger med undren og stigende harme den groteske infight i de herskende kredse i USA om terrorkrigens næste mål. Næsten hver eneste dag kommer der nye planer og mål på bordet: ‘gode argumenter’ for krig, formet af den ene eller anden fraktion eller interessegruppe i den krigeriske elite. Snart mod den ene eller anden eller tredje ‘slyngelstat’, snart mod terrornetværk i 70 lande.
Der er nok at gå i gang med – og det eneste, der er helt sikkert, er, at Bush-regeringen planlægger at holde verden i en tilstand af krig, så længe den er ved magten, og at infighten i sidste ende vil blive afgjort af hensynet til den bombeglade supermagts centrale geostrategiske interesser.

Bushs nære allierede EU ser frustreret og passivt på, mens ordflomme og praktiske solidaritetserklæringer i form af undværlige tropper og materiel i en lind strøm flyder hen, hvor USA vil have dem. Også danske elitesoldater og mineryddere til Afghanistan: De sidstnævnte støttes af samtlige folketingspartier – Enhedslisten indbefattet, som tror, at man kan skelne mellem terrorkrigens forskellige opgaver. Der findes i det danske folketing intet parti, som er konsekvent modstander af den imperialistiske amerikanske terrorkrig og af dansk krigsdeltagelse. Enhedslistens vaklen i begyndelsen af krigen var ingen tilfældighed …

Hvad er så status efter godt et kvart års krig?
For det første må det generelt konstateres, at den amerikanske strategi for langvarig terrorkrig har kastet verden ud i en dyster og dødsensfarlig situation. Reaktionære regimer i alle lande har benyttet situationen som et påskud for at slå til mod revolutionære og progressive kræfter i terrorbekæmpelsens navn. Rusland har forstærket den beskidte, folkemorderiske krig mod Tjetjenien. Israel er gået til angreb på det palæstinensiske selvstyre og holder palæstinenserne i en kriminel undertrykkelse, i modstrid med al international ret.
Terrorkrigen er ved at brede sig til Latinamerika: Det første offer for den reaktionære Pastrana-regerings krigslyst (der bakkes op af USA og dets Plan Colombia) bliver dér den fattige colombianske befolkning.
Centralasien, Kaukasusområdet og hele Mellemøsten er blevet eksplosive.
Nu er amerikanske tropper også i krig i Filippinerne.

Den amerikanske terror- og ‘del-og-hersk’-politik har bragt Indien og Pakistan på randen af krig – med fare for, at det kan udvikle sig til en atomkrig. Også blandt de ‘allierede’ i Bushs terrorkrig skærpes modsætningerne, når de herskende klasser forfølger deres egne interesser, som USA gør det – og på partnernes bekostning.

Den har kastet verden ud i et nyt oprustningskapløb, som yderligere forstærkes af Bush-regeringens beslutning om at gennemføre missilskjoldprojektet og opsige ABM-traktaten. EU opruster, opbygningen af EU-hæren fremskyndes og forstærkes. Rusland opruster, Kina opruster, Indien opruster – våbenkapløbet og krigsbudgetterne når nye rekordhøjder, større end under Den kolde krig, med det amerikanske i spidsen.

For det andet: Krigen mod Afghanistan var et springbræt for USA’s udvidelse af sin indflydelsessfære til Centralasien, traditionelt bagland for Rusland og Kina. USA har simpelthen i sinde at blive der. USA’s ny udsending til Afghanistan, Zalmay Khalilzad (hvis rette betegnelse snarest er den ny amerikanske statholder), har gennem lang tid gjort sig til talsmand for, at USA opbyggede en permanent luftbase i Centralasien som en strategisk foranstaltning. Den er nu ved at blive realiseret.

Amerikanske fly er allerede ankommet til en nybygget luftbase i Kirgisistan – som den første permanente amerikanske militære tilstedeværelse i det tidligere Sovjetunionen. USA er ved at etablere sig i andre tidligere Sovjetrepublikker. Og vil grave sig ned i Afghanistan: USA vil blive, ‘så længe der eksisterer en trussel mod vores interesser’, siger Khalidzad. Han er i øvrigt tidligere rådgiver for det store olieselskab Unocal, der forhandlede med Taliban om en olierørledning gennem landet, ligesom den USA-udpegede leder af den ny US-afghanske regering Hamid Karzai er det. Unocal er tilbage!

USA bliver – ligesom i Saudi-Arabien efter Golfkrigen og i Bosnien og Kosova efter Balkankrigene. Nedgravningen i Centralasien har til formål at tilvejebringe og understøtte amerikansk kontrol med tre olierige regioner – Kaukasus, Centralasien selv og Mellemøsten – i det store strategiske spil om olie og magt. Rusland må se sig selv militært indringet på nye flanker, fra de tidligere østbloklande, fra Balkan og nu fra Kaukasus/Centralasien. Med basen i Kirgisistan er USA rykket helt op til den kinesiske grænse – og omringer Kina fra Taiwan, Sydkorea osv. (Vi skal ikke her nævne den amerikanske militære kontrol over supermagtsaspiranten EU).

Også andre regionale magters (f.eks. Iran, Irak, Pakistans) interesser trues af USA, som i det store geostrategiske skakspil her satser kraftigt på medspillerne Israel og Tyrkiet – og nu også Indien. Selvom både Rusland og Kina går stille med dørene, er de stærkt bekymrede og foretager modtræk: Den kinesiske leder Jiang Zemin har foreslået skabelsen af en ‘regional antiterrormekanisme’ af SCO-landene med Kina og Rusland i spidsen. De vil søge at lempe USA ud …

For en ordens skyld skal det tilføjes, at krigen i Afghanistan ikke er slut. Den amerikanske røverregering er ved magten, og bombardementerne fortsætter dag efter dag. De civile tabstal vokser stadig, ødelæggelsen af landet fortsætter, og den humanitære hungerkatastrofe, der vil kræve titusinder eller flere livet, er indtrådt.

Se også:
Enrons konkurs – Dereguleringens ‘Ground Zero’

Kommunistisk Politik 2, 2002


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne