Hvordan styrkes arbejderkvindernes kamp i fagforeningerne?

Af Dorte Grenaa
Indlæg ved det 7. internationale faglige træf i Bourges på seminaret om arbejderkvindernes kamp.

Der findes ikke ét enkelt let svar på dette spørgsmål. Det er, som I alle ved, en vanskelig og kompliceret situation.
Jeg vil fortælle nogle erfaringer, som de danske arbejderkvinder har gjort. I år i marts måned afholdt den eneste kvindelige fagforening i Danmark – KAD, som organisere ufaglærte kvinder – sit 100 års jubilæum. Dengang det blev stiftet, var det en stor sejr for arbejderkvinderne. Der var på den tid en udtalt holdning i fagforeningerne og i arbejderbevægelsen om, at arbejderkvinderne stjal arbejdspladserne fra de mandlige arbejdere og derfor burde sendes hjem i køkkenerne.
Men dengang som nu er det jo en kendsgerning, at køkkengryderne er tomme, hvis kvinderne ikke arbejder.

Hvad er de vigtigste erfaringer som tusinderne af ufaglærte kvinder i fagforeningerne har givet videre til os i dag?

* Det er nødvendigt for arbejderkvinderne at organisere sig i fagforeningerne.

* Det er os selv, arbejderkvinderne, der må stå frem og tage kampen op mod den dobbeltundertrykkelse, dobbelt arbejde og diskrimination, som arbejderkvinderne udsættes for på alle områder. Vi må kræve en solidarisk opbakning fra vores mandlige kollegaer i disse spørgsmål, og vi må stå sammen, skulder ved skulder, i den fælles klassekamp.

*For at mobilisere og frigøre den vældige kraft, som arbejderkvinderne udgør, er det nødvendigt, at fagforeningernes krav ikke bare reduceres til kun at omhandle snævre “faglige spørgsmål” eller “kvindespørgsmål”.
I dag må vi fortsat rejse kampen for ligeløn og for en 6 timers arbejdsdag, men der må også rejses sociale krav omkring børnepasning, familiepolitik, uddannelse og sundhed. Kampen mod EU, mod racisme og nazisme, mod imperialismens udbytning og krigshærgen og udviklingen af den internationale solidaritet blandt arbejderne må rejses i fagforeningerne.
Vi kæmper som arbejderkvinder for et helt liv og for arbejderklassens fremtid.

* Det store “søsterskab” findes hverken i fagforeningerne eller i klassekampen. Hvad der virkelig tæller, er den klasse du tilhører. KAD’s 100-årige historie er historien om kampen mellem den klassekampslinie, der stadig inspirer os i dag, og den reformistiske linie for klassesamarbejde, forræderi, desillusion og håbløshed. Det er op til os at gribe dagens opgaver og vinde denne kamp.

I øjeblikket sker der en hurtigere radikalisering blandt de kvindelige arbejdere end blandt de mandlige. Hvorfor? Fordi kvinderne udgør et stort flertal af de ufaglærte arbejdere. Fordi arbejderkvinderne hver eneste dag oplever, hvordan forskellen på det at de selv, deres børn og familier kan leve et værdigt og ordentligt liv, og så den barske virkelighed og dens fremtidsudsigter, den forskel vokser sig dybere for hver dag.

I forhold til dansk lovgivning har kvinder alle demokratiske rettigheder. Igennem årtier har det været ulovligt at diskriminere kvinder. Vi har endda en ligestillingsminister i regeringen. Alligevel bliver kvinder hver eneste dag diskrimineret. Et fåtal af sager ender i retten – og alt forsætter som det plejer.
For fagforeningstoppen er et af hovedspørgsmålene i dag – ligestilling for kvindelige ledere til topposter. De grundlæggende problemer for arbejderkvinderne derimod bliver kun rejst gennem klassekamp og finder først deres endelige løsning under socialismen.

* For at mobilisere og organisere arbejderkvinderne er det nødvendigt ikke kun at føre en klar politisk klassekampslinie og kampkrav – klassekampslinien må også give sig udtryk i de organisatoriske former og metoder.
Arbejderkvinder deltager ikke i møder eller aktioner, hvor de bliver nedgjort, talt ned til, latterliggjort eller føler sig dumme. Vi har spildt nok tid på den slags. Vi kræver respekt. Også fagforenings arbejde organiseres på en sådan måde, at der er muligt for kvinderne at deltage, samtidig med at de også har hjem og børn at passe – og ret til et familieliv.
Dette er ikke et individuelt problem – men et kollektivt og det må løses kollektivt.
Vi har et udtryk, der hedder “der skal skarp lud til skurvede hoveder”.
Vi må have smidt reformismens burokratiske og mandschauvinistiske metoder ud, som de ildelugtende levninger fra sidste århundrede, de er. De står i vejen for vores fremgang.

* I dag er der kun omkring 80.000 medlemmer i KAD – mest fra den private industri. Sammenlignet med 271.000 kvindelige medlemmer i HK og flertallet af FOA’s 200.000 medlemmer, der er ufaglærte kvinder.
Vi har ikke længere kampen for særskilte kvindelige fagforeninger på dagsorden. Men vi forsvarer arbejdernes fundamentale ret til selv at bestemme, hvordan vi organiseres os. EU har lige vedtaget et direktiv, der gør det ulovligt at organisere rene kvinde fagforeninger, udfra argumentet om at det er diskriminerede overfor mænd! Den danske regering fik skyndt sig at få en undtagelse for KAD med i direktivet. EU har absolut ingen ret til at blande sig i, hvordan arbejderne organisere sig i fagforeninger.

For at styrke arbejderkvindernes kamp i fagforeningerne, må vi organisere særlige forummer og grupper, hvor kvinder på tværs af forskellige fagforeninger, brancher og arbejdspladser kan styrke en klassekampslinie. Ikke som en modsætning til udviklingen af en faglig opportion og solidaritetsgrupper men i sammenhæng med dette.
Vi har brug for inspirationen, modet og erfaringerne fra hinanden. I dag bliver den unge generation opfostret med, at alt dette bare er historie fra gammel tid og til at tro, at drenge og pige har nøjagtigt de samme muligheder til at få, hvad de ønsker og leve lykkeligt til deres dages ende. Hvis altså de lige selv er smarte, kloge og hårdt arbejdende nok! Succesen afhænger helt af dig selv!
Den frustration, had og oprør mod dette bedrag som de unge føler, kan kun samles op af arbejdernes og fagforeningers kamp, hvis vi forstår og løser vores opgaver med at udvikle klassekampslinien.

Endnu engang står vi, arbejderkvinderne, som bindeleddet mellem de dyrebare erfaringer vundet gennem blod, sved og tåre og fremtiden for vores børn.
Lad os ikke blive det led, der knækker!

Indlæg ved det 7. internationale faglige træf 23. juni 2001 i Bourges på seminaret om arbejderkvindernes kamp.


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater