Der er ingen forskel

Af Klaus Riis

Den seneste udvikling af romancen mellem DKP/ML og KPiD skete på en ‘Rød sommerlejr i solskin og måneskin’, som overskriften på Dagbladet Arbejderens reportage lyder. Disse hærdede lyriske naturelementer blev vidner derpå – og fagforeningskonsulent H.C. Andersen fra KPiD København kunne kvittere:

– Jeg er blevet bekræftet i at forskellene mellem DKP/ML og KPiD på de politiske og ideologiske spørgsmål er meget små, hvis de overhovedet eksisterer, og det taler for et øget samarbejde. Personligt ser jeg gerne at KPiD næste år er medarrangør af Rød Sommerlejr sammen med DKP/ML.

Per Aabel, næstformand i Jernbanearbejdernes Fagforening i Købehavn og også KPiD’er uddybede:
– Kombinationen af oplæg fra henholdsvis DKP/ML, KPiD og andre progressive fagforeningsfolk har været en meget inspirerende måde at være sammen på. Det er dejligt at møde folk fra hele landet og jeg har mødt nye folk med faglige tillidsposter. Det gør det lettere at udvikle et samarbejde, for eksempel i forbindelse med Danmarks formandsskab i EU.

De lige godt 100 lejrdeltagere har ifølge Arbejderen haft en ‘dejlig oplevelse’. Og det skal være dem vel undt. Bedømt ud fra en klassepolitisk vinkel er det mere problematisk, hvad der går for sig i måneskinnet. Men det er i al fald nyttigt at få konstateret, at der er ingen forskel på KPiD og DKP/ML.

Arbejderpartiet Kommunisterne har længe offentligt sagt, at de to ‘kommunistiske’ småpartier er gjort af den samme revisionistiske surdej. KPiD har altid været det, og har sat en ære i ikke at ændre ved noget som helst efter Sovjetunionens sammenbrud. Det viderefører DKPs politik fra 60erne og frem – fra strategien for ‘antimonopolistisk demokrati’ til de bureaukratiske og sekteriske arbejdsmetoder, der placerer fagforeningsfunktionærer på partiets nøglepositioner. KPiDs ledelse er stort set identisk med DKPs ledelse fra 70erne, hvis politik på alle felter spillede fallit. Har der været noget galt, har det ikke været i Danmark eller DKP.

DKP/ML har til gengæld bevæget sig: det har opgivet hele sin marxistisk-leninistiske ideologi og politik og sin antirevisionistiske historie – og har overtaget det gamle DKPs (og KPiDs) politik og ideologi.

Det var det, linjekampen i DKP/ML i 1997, der førte til partiets spaltning, handlede om. En revisionistisk klike i ledelsen greb magten i partiet. De svor overfor partimedlemmerne, at de ikke stod for nogen anden linje, men fortsatte den resultatrige ml-linje under nye betingelser. De sværtede marxist-leninisterne i partiet til med falske anklager om, at disse ville vende tilbage til fortiden, mens de selv stod for fremtiden. I dag er det indlysende for enhver, at det var en dobbelt løgn: DKP/ML-ledelsen antog en ny linje og platform – og vendte tilbage til fortiden, til den revisionistiske fold.

For de mange, der blev forvirrede og undertiden passive, fordi de ikke kunne finde ud af skillelinjerne, bør denne afklaring være nyttig. For nye og unge partimedlemmer i DKP/ML, der slutter op om ledelsens nye linje, og for fremtidige partikammerater i KPiD er denne kendsgerning også nyttig: DKP/ML-ledelsen bygger hele sin politik og linje på løgne og medlemsbedrag. For de folk på ‘venstrefløjen’, der hilste Jørgen Petersen og Co.s sejr som en ‘fornyelse’ og glædede sig over ’stalinisternes nederlag’ er disse fakta også gavnlige: de fik ikke fornyelse, men et nyt DKP af ‘fagligt ligesindede’ ud af det.

Arbejderpartiet Kommunisterne står for at videreføre og udvikle den marxistisk-leninistiske linje og politik i det 21. århundrede, hvor imperialistisk globalisering og nye proletariske og folkelige revolutioner er på dagsordenen. Alle, der vil og kan være med hertil, og som vil skabe enhed på grundlag af principper og ikke løgne, er velkomne!

Se også
Dagblad i udlicitering – partier i krise
Netavisen 13. november 2001
Vejen til et revisionistisk samlingsparti Orientering, maj 2001

KP15, juli 2001