Fred, national konsensus og folkelig kamp

Af Columbias Kommunistiske Parti (Marxister-Leninister)

I Colombia med landets enorme sociale forskelle har folket gennem sine guerillabevægelser i over 35 år kæmpet for det nye Colombia med social retfærdighed. ”Hjælpepakken” Plan Colombia fra Washington, der løgnagtigt pustes op som ”kamp mod narkoen”, skal derfor militært besejre guerillabevægelserne. Og når imperialister forbereder krig og aggression, så snakker de på mest manisk manér om fred. Tilfældet Colombia udgør ingen undtagelse.
Her fremlægger Columbias Kommunistiske Parti (Marxister-Leninister), der leder oprørshæren EPL, sit syn på ‘fredsprocessen’.

Mens Pastrana og hans herrer i Washington snakker om fred, gennemfører de en politik imod freden. Denne politik har fremprovokeret stor harme og en folkelig kamp for social retfærdighed og national suverænitet. Der er nye guerillaaktioner og bestemte svar fra ELN (Hæren til National Befrielse) på den officielle sabotage af de aftaler, der er blevet indgået i forbindelse med stedet for afholdelsen af Mødet for National Konsensus.
Ligesom på hele kontinentet er genforhandling af IMF-politikken og tilpasninger til denne også i Colombia fremadskridende. Dette drives frem af imperialismens planer for nyliberal globalisering, herunder specielt oprettelsen af Den Panamerikanske Frihandelszone (FTAA) i 2005.

Alle lovforslag og ministerresolutioner gør udplyndringen af vore naturressourcer stadig lettere, øger afhængigheden af ”udlandsgælden”, formindsker gennem en strammere finanspolitik yderligere de beløb, som bruges på uddannelse, sundhed og social sikkerhed, letter angrebene på de kollektive overenskomster, særligt inden for staten, medfører en omfattende fyrings- og arbejdsløshedsepidemi samt en kaskade af prisstigninger på offentlige ydelser, blot for at nævne nogen af de alvorlige konsekvenser.

Den fred, der søges opnået med den fascistiske Plan Colombia, designet af de invaderende yankeer, vil ikke føre til social retfærdighed og politisk frihed for folket. Og på trods af et officielt løfte, afgivet over for den internationale opinion, om at garantere en sikkerhedszone i forbindelse med ELN’s indkaldelse til Mødet for National Konsensus, forsinker Pastrana løftets opfyldelse og saboterer det åbenlyst.
Tidligere saboterede han løfter ved hjælp af de paramilitære styrker. Nu sætter han ved brug af den almindelige hær en offensiv ind mod ELN i departementet Sur de Bolívar, der er udvalgt til sikkerhedszone.

De ressourcer, der gennem Plan Colombia er blevet tilført det colombianske militær, har givet hæren nyt mod, selvom den fortsætter med at lide nederlag i kampen mod guerillaerne. Og hærens chefkommandant kalder offensiven mod ELN for ”et vigtigt skridt i skabelsen af betingelserne for en dialog og sikkerhedszone”.
Af gode grunde har ELN’s øverste militære ledelse adskillige gange afbrudt samtaler og udsat møder i fordømmelsen af regeringens og imperialismens alvorlige handlinger, der udtrykker disses dobbeltmoral, og som Pastrana og hans fredskommission tier med og forsøger at benægte, og som har ført til ELN’s værdige revolutionære og politisk korrekte position.

Den fascistiske brovten fra trioen Uribe Vélez-Castaño-Visbal Martelo, som alle medier viderebringer, og hærens ordre til AUC (Colombias Forenede Selvforsvarsstyrker, de paramilitære, oversætternote) om at optrappe deres terroristiske overfald på befolkningen, er blevet besvaret med vigtige masseaktioner som fx i Barrancabermeja og med kamp imod de paramilitære bander, hvorunder vi må fremhæve aktionsenheden mellem ELN og EPL (Folkehæren til Befrielse).

Borgerskabet og dets støtter forsøger at reducere fredsperspektivet til et spørgsmål om: ”menneskelig udveksling” af politibetjente og soldater for tilfangetagne guerillaer, ende på kidnapninger og på oligarkiets og imperialismens skatter, våbenhvile eller ”en formindskelse af fjendtlighederne” og opgivelse af den folkelige kamp i bytte for politisk harmoni eller en social pagt.

Generalstrejken d. 22. marts og de efterfølgende masseprotester viste endnu klarere kampvilligheden blandt arbejderne, de allerfattigste, de unge studerende, bønderne og indianerne.
Fagbevægelsen er ikke –med undtagelse af nogle pro-Pastrana bureaukrater – faldet i den fælde, som er fremsat af den socialdemokratiske arbejdsminister Angelino Garzón, der har forsøgt at fremstå som garanten for en løsning på IMF-politikkens virkninger, men uden at gå imod denne politik. Dette gjorde det muligt for ham at blive accepteret som minister af Pastrana, den øverste del af kirken og hele oligarkiet (…).

Leder i Revolución nr. 482, april 2001
organ for Colombias Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister

KP12, 2001


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater