100 år efter Oktoberrevolutionen: En arbejderrevolution i dag er både mulig og nødvendig

Socialistiske revolutioner er da noget der hører fortiden til – en romantisk drøm, en fejlslagen utopi …
Nej – arbejderrevolutioner bliver igen mere og mere påtrængende. De herskende i de kapitalistiske samfund begynder at frygte den sociale uro og de eksplosioner, som uundgåeligt vil komme som resultat af den brutale kapitalistiske politik. Men vil de også udvikle sig til et egentligt opgør mellem det kapitalistiske samfunds hovedklasser – den ganske lille klasse af kapitalister og arbejderne, langt den største samfundsklasse?

 Af Klaus Riis, Arbejderpartiet Kommunisterne

15_03_20_sidste_betonarbejder_dnu_2015
Der lyder flere og flere advarende ord fra støtter af det kapitalistiske system, som er bekymrede for voksende social uro. Dansk Erhverv og Danske Bank er f.eks. betænkelige ved at det kan blive et resultat af den hurtigt voksende sociale ulighed og stadig mere udbredte fattigdom også i Danmark. Flere årtiers nyliberal EU-medicin i form af asociale ’reformer’ har forvandlet det danske kapitalistiske’ ’velfærdssamfund’ til en skygge af sig selv. En discountudgave, som bunden er slået ud af.

Indtil videre er det lykkedes de herskende at undgå de store eksplosioner. Det parlamentariske system med mange nye partier, skiftende regeringskonstellationer, et Dansk Folkeparti, der har opsuget noget af den voksende utilfredshed og en tam parlamentarisk ’venstrefløj’ bundet til Socialdemokratiet har dæmmet op for protesterne med platte løfter og gement vælgerbedrag. Fagbevægelsen og LO-toppen har ikke rørt en finger, endsige viftet med en knytnæve. for at dæmme op for reform-amokløbet med hævet pensionsalder og et liv, der skal presse hver eneste dråbe arbejdskraft ud af selv alvorligt syge. Et nutids- og fremtidssamfund hvor man fødes til at knokle for kapitalen til man dør. De har tilmed den frækhed stadig at kalde det et velfærdssamfund.

Det er indlysende at protesterne ikke kan holdes tilbage og begraves i al evighed. Tendenserne er klare nok. Vreden og utilfredsheden med nedskæringsreformerne og nedskæringspolitikerne simrer både i storbyerne og i ’udkanterne’. Mange slags protester bryder frem, men stadig ikke i den helt store skala. ’Højrepopulismen’ med Trump i USA, Marine Le Pen i Frankrig, Dansk Folkeparti herhjemme og tilsvarende bevægelser mange andre steder bliver fremmet og støttet af borgerlige medier og stærke kapitalkræfter for at forhindre, at protesterne går til venstre og retter sig mod systemet i sig selv, men afledes til indbyrdes kampe og vendes mod syndebukke som ’de fremmede’.

Mange borgerlige kommentatorer, der har støttet både ’globaliseringen’, de ’åbne grænser’ og nedskæringsreformerne er rykket på banen med en fortælling om, at tiden minder dem om 30’erne med fascismens og højrekræfternes fremmarch. Der findes sådanne træk – men den store trussel mod de goder, arbejderne og det store flertal har tilkæmpet sig, kommer ikke derfra, men fra EU’s nyliberalistiske reformpolitik og USA’s og NATO’s vedholdende krige og krigspolitik.

Skal man drage paralleller til andre historiske situationer vil det være nok så relevant at sammenligne med tiden op til Oktoberrevolutionen i Rusland i 1917 – en tid hvor alle de faktorer modnedes i mange lande, der skal til for at udløse en gigantisk social omvæltning. En revolution, der kaster den hidtidige herskende klasse på porten og ødelægger dens magtstrukturer og institutioner, dens statsapparat, og opbygger et nyt med en anden og hidtil undertrykt social klasse ved magten. En arbejderstat, et socialistisk samfund.

Oktoberrevolutionen for 100 år siden viste, at en arbejderklasserevolution er mulig. Den herskende klasses magt er ikke evig. Den kan udfordres og besejres. De russiske arbejdere, bønders og soldaters revolution var ikke det første forsøg på at gennemføre en socialistisk revolution. Det var Pariserkommunen små 50 år tidligere. Men det var den første sejrrige arbejderrevolution.

For første gang kunne man begynde bevidst og planmæssigt at opbygge en ny samfundstyper, hvor samfundet ikke er indrettet til gavn for et mindretal, for en herskende klasse af kapitalister og godsejere, men for det store flertal af samfundets medlemmer.
Der er intet, der har ændret sig i den retning i løbet af de sidste dramatiske og historisk omskiftelige hundrede år. Sejrrige socialistiske revolutioner er ikke blot en ønskedrøm eller en utopi. Det er en reel mulighed – under forudsætning af, at de objektive og subjektive faktorer findes derfor og at der udvikler sig en revolutionær situation i landet – en krise, hvor den herskende klasse ikke længere kan herske som tidligere, og de beherskede ikke længere vil finde sig i at blive behersket, som den klassiske definition lyder.

I Rusland i november 1917 samledes en lang række af disse faktorer: store imperialistmagter var låst i et blodigt verdensopgør og kunne ikke fokusere på at stoppe revolutionen, tsar-regimet var væltet og det ny borgerlige regime ikke konsolideret, russerne var krigstrætte og sultne og opsatte på forandring. Og der eksisterede et revolutionært kommunistisk parti, væbnet med marxismen, den videnskabelige socialismes teori, som var i stand til at sætte sig i spidsen for arbejderbefolkningen og alle de undertrykte. Et parti med en stor marxist og revolutionær V.I.Lenin i spidsen og en erfaren, hærdet og kampskolet ledelse. Det kunne slå alle modangreb fra de besejrede feudale tilbage, fra det kapitalistiske bourgeoisi og fra den internationale kapitalisme og dets væbnede styrker. Og det kunne overvinde demagogien og vildledningen af masserne fra opportunister og reformister af forskellig art, som søgte at bremse revolutionen på halvvejen.

100 år senere er nye arbejderrevolutioner ikke mindre mulige. På mange områder er faktorerne for revolution styrket. Også nutidens imperialistiske bourgeoisi er involveret i dræbende livtag, der truer med ny verdenskrig og en atomar dommedag.

En ny oktober er ikke bare mulig. En socialistisk revolution er også nødvendig. Den er nødvendig for verdensfreden og for nye fremskridt for det store flertal. Nødvendig for at stoppe kapitalismens og krigenes stadige katastrofer. For at gøre en ende på klimaødelæggelser og forurening og for at stoppe udbytningen af arbejderne og rovdriften på almindelige mennesker. For at stoppe flygtningestrømmene og den internationale kriminalitet, For at at skabe muligheder for normalt liv og udvikling overalt.

I hvert eneste samfund – Danmark medregnet – hober behovene for det ny samfund sig op. Det er ikke muligt at vende tilbage til et gammelt Danmark. Ikke engang til 60ernes og 70ernes kapitalistiske nordiske velfærdsstat. Fremtidens velfærdssamfund vil være et socialistisk Danmark.

Oktoberrevolutionen var ikke en enkelt handling, men hele processen med at besejre den gamle herskende klasse og dens internationale støtter, ødelægge dens statsapparat og opbygge et nyt, med ekspropriation af produktionsmidlerne – hvor fabrikker, miner og storlandbrug blev samfundseje i stedet for privateje. Det var en proces hvor arbejderklassen skulle lære at være den ledende og styrende klasse og tage kontrol med alle samfundsforhold og med livet.

Men en sådan revolution er også den ubetingede forudsætning for, at der kan opbygges et socialistisk samfund. Ud af Oktoberrevolutionen voksede det socialistiske Rusland, det socialistiske Sovjetunionen, sejren over Hitlernazismen og fascismen, en uhørt samfundsmæssig fremgang til gavn for hele folket og ikke kun for de få. Den moderne udgave af menneskerettighederne og den nordiske velfærdsmodel er såmænd også indirekte produkter af Oktoberrevolutionen i 1917.

Socialisme uden revolution – uden arbejderklassens sejr over kapitalister og monopoler – er umulig. Der findes ikke et eneste histoirisk eksempel på ’fredelig overgang’ eller ’parlamentarisk indvoksen’ i socialismen. Omfattende nationaliseringer uden et opgør med klassestrukturerne og kapitalmagten, statsmagten og privatejendommen, er ikke socialisme. Hverken i det 20. århundrede eller det 21. De kan være med til at beskytte et lands ressourcer og dets suverænitet mod imperialistisk udplyndring, men en vellykket socialistisk opbygning fordrer en socialistisk revolution, der bringer arbejderklassen til magten og sikrer produktionsmidlernes overgang til samfundsejendom.

Som et led i de herskendes kamp mod den socialistiske revolution udspredes alle mulige falske påstande – så som at klassekampen er forsvundet, at kapitalismen er blevet godartet, at arbejderklassen forsvinder og meget andet i den dur, mens nogle håndfulde supermilliardærer har sat sig på halvdelen af klodens rigdomme og en samling grådige skattesvindlere og snyltere sætter stadig mere af den danske velfærd til livs.

Antimarxistiske og opportunistiske teorier bliver spredt af ’venstreorienterede’, ’socialistiske’ og tilmed erklæret kommunistiske kræfter. Som tager sigte på at aflede og forhindre en socialistisk revolution ved at foregøgle, at der findes andre og nemmere veje. Det gælder f.eks. de socialdemokratiske, for længst afslørede teorier om at reformere sig til socialisme via stemmesedlen, der hele tiden dukker op i nye varianter, ligesom det gælder andre teorier om overgang til socialisme uden revolution – som den revisionistiske teori om det såkaldte ’antimonopolistiske demokrati’, der markedsføres af nogle erklæret kommunistiske partier.

Arbejderpartiet Kommunisterne og Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer – CIPOML – som APK er med i står fast på Oktoberrevolutionens grund.

Den socialistiske revolution er mulig, nødvendig og en forudsætning for at der kan skabes et nyt og bedre Danmark. Og for at skabe en ny og bedre verden.


Se også

2017: På vej mod det andet århundrede med socialistiske revolutioner
KPnet 1. januar 2017

Frem mod 100-års dagen for Den Store Socialistiske Oktoberrevolution
KPnet 2. november 2016

 


KPnet 3. februar 2017