Mere end 500 sygdomsramte sender åbent brev til politikerne: Hvordan skal vi kunne overleve?

531 sygdomsramte fra facebookgrupperne ’Sygdomsramte kræver anstændig sagsbehandling!’ og ’Ja tak til pension, og en fair behandling af syge’ har underskrevet dette åbne brev om de umenneskelige forhold, der er skabt i en årrække med nyliberale ‘reformer’ og som  har gjort dem til ‘jaget vildt’

Åbent brev til alle partiers social- og beskæftigelsesordførere,
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen, og Socialminister Karen Ellemann.

d. 21.01.2016

Hvordan forventes det at man kan overleve i et system, hvor de private aktører der er engageret af kommunerne, afleverer rapporter fyldt med forkerte, fordømmende og i værste fald løgnagtige påstande?

Hvordan skal man, som stress-ramt og kronisk smerte ramt, navigere igennem hajfyldt farvand uden en eneste ven eller allieret i systemet?

Læger og eksperters udsagn bliver ignoreret til trods for at de rummer meget nøjagtige beskrivelser af borgerens tilstand.

Hvad er formålet?

Hvis det er for at spare penge, er midlet desværre forkert. Borgeren ender med at blive stadig dårligere end ved starten af processen. Der sker en nedbrydning af et menneskes psyke, og dermed også en forværring af smertetilstanden, hver gang endnu en såkaldt ’rapport’ med forskruede og fejlagtige fremstillinger, lander i sagsmappen.

Hvis formålet er at personen, klienten, praktikanten, eller hvad det nu er for en betegnelse man bruger, skal opstå af asken, som en anden fugl Fønix, og blive en hel og fuld bidragsyder på arbejdsmarkedet, er dette en totalt utopisk drøm, som bliver mere og mere utopisk, jo længere vedkommende bliver maltrakteret af systemet.

Usikkerheden, angsten for at træde forkert og smerterne bliver værre og værre.

Giv os dog lov til at leve det liv vi nu engang kan. Vi vil jo gerne bidrage til samfundet. Vi kan bare ikke gøre det på fuld tid. Hvorfor skal vi så ødelægges undervejs, for at man kan vride måske en time eller to mere ud af os? Resultatet bliver jo det stik modsatte.

Sygdomme, smerter og skader bliver forværret af negligerede skånebehov, manglende behandling og påtvungne fejlbehandlinger, som også finder sted. Ofte bliver vi skudt i skoene at vi ikke er motiverede for at finde arbejde, intet kunne være mere forkert, men hvor skal motivationen komme fra, når vi bliver ved med at blive tværet ned i sølet. Hvordan kan det være motivationsfremmende, at man bliver ødelagt på sjæl og legeme?

’Det rummelige arbejdsmarked’ er jo noget der kun eksisterer på papiret nu, det findes ikke i virkeligheden, og vi kan ikke bare gå ud og søge job som ikke findes. Lønmodtagere kan jo ikke ansætte sig selv.

Retssikkerheden har I også taget fra os. Ingen kommuner overholder lovgivningen, og vi er for ressourcesvage, både helbredsmæssigt og økonomisk, til at kunne forsvare os, og kræve vores ret. Når det i sjældne tilfælde lykkes at få vore sager for retten, bliver der så godt som altid, dømt i kommunernes favør.

Hvordan har I tænkt at vi skal kunne overleve dette? Dette brev er sendt til jer, fordi det er formålsløst at klage vores sag til kommunerne. Vi beder jer, f o l k e v a l g t e og øverste ansvarlige, om at hjælpe os. Mange tusinde er i klemme i systemet. I er vort eneste håb.