Klimatopmøde med profitten i centrum

Kommunistisk Politik 25, 2009

De dominerende stormagter havde noget andet i tankerne end at redde planeten under klimatopmødet i København For dem drejer det sig om at redde profitten

Så man Deadline på DR2 søndag den 13. december, var en meget åbenhjertig demonstration af, hvad klimatopmødet i København koncentrerer sig om. Tony Blair, tidligere britisk premierminister, havde netop været til møde med en række erhvervsfolk og konkluderede et utal af gange, at klimatopmødet ville have stor indflydelse på økonomien og verdensøkonomien, alt imens seerne sikkert forventede at høre noget om bekæmpelse af global opvarmning, og hvad der kan komme ud af klimatopmødet.

Her er officielle delegationer fra 192 lande samlet til COP15 i Bellacenteret i København. Her er repræsentanter for verdens store multinationale selskaber og deres regeringer. Her er repræsentanter for miljø- og civilsamfundets organisationer. Allersidst på konferencen deltager så statsledere, herunder statsledere fra de fleste imperialistiske lande.

Hvis udviklingslandene ikke stikker en kæp i hjulet, vil de undertegne en form for en aftale, der skal give sig ud for, at de tænker på klimaet, kloden og menneskenes velbefindende og i det hele taget tænker på at redde planeten. 

Men troværdigheden kan ligge på et meget lille sted, når de samme hovedkræfter står i spidsen for krig, atomoprustning, sult og miljøødelæggelser for millioner og atter millioner af mennesker.

Den skjulte dagsorden

Da FN for få måneder siden indkaldte til verdenskonference om verdens sultproblem, blev det behandlet som en notits. En konference, hvor man højst sendte udenrigsministrene og vedtog endnu en varm luft-udmelding om, at man må gøre noget for at imødegå den fortsatte voksende hunger i verden. En udvikling med sult, som grundlæggende er et resultat af den kapitalistiske hærgen, og hvor global opvarmning er en ekstra belastning, især for de mest udsatte mennesker.
Herefter var det væk med overskrifterne, gemt og glemt.

Men man må sige, at der er kommet andre boller på suppen fra monopolernes, regeringernes og deres mediers side, når vi ser på den fokus, klimatopmødet pludselig tildeles.

Når alle disse reaktionære ledere i de imperialistiske lande og deres medier er ved at træde hinanden i hælene for at opreklamere dette klimatopmøde til skyerne næsten uden sidestykke, er det selvfølgelig ikke, fordi de er blevet miljøbevidste eller omsorgsfulde, men fordi de har tænkt sig at misbruge det alvorlige klimaspørgsmål til deres egen dagsorden. En dagsorden, som søges skjult for masserne. En  dagsorden, som først og fremmest har bund i profittænkning. Her har intet ændret sig.

Men for dem kan det ikke skade pludselig at spille miljøforkæmpere og CO2-bekæmpere – og at  foregive, vi sidder i samme båd, som trues af at gå under. Sidegevinsten kan være, at folk ikke tænker så meget på den økonomiske krise, og at de kan forberede folk på nye økonomiske ofre i miljøets tegn.

Nye muligheder under den økonomiske verdenskrise

Man skal ikke kradse meget i overfladen, før det klart tegner sig, at for monopolerne og deres  regeringer er dette klimatopmøde et meget vigtigt møde med hovedfokus på økonomi og verdenskrise. Det indgår i kapitalens spørgsmål om, hvordan de kan undslippe den værste økonomiske krise siden 30’erne med nye profitmuligheder i ny energiteknologi og nye finansområder på et tidspunkt, hvor olien begynder at slippe op inden for en overskuelig årrække.

Hovederne lægges i blød for at udtænke planer om at kaste byrderne for en ny energi over på udviklingslandende og den arbejdende befolknings skuldre gennem CO2-handelsspekulation og CO2-afgifter.

Man må sige, de har forberedt sig grundigt før klimatopmødet, på hvordan der kan skovles profitter hjem på det nye, opblomstrende finansmarked med CO2-handel, som ikke er de fleste bekendt. Et børsmarked, hvor nogle forventer, at salg af kvoter i løbet af kort tid vil overgå salget af olie på verdens børser.

Måneder forud for topmødet mødtes nogle af verdens mest prominente forretningsfolk og nogle af verdens ledere med FN’s generalsekretær og udtænkte planer om finansiering af ny teknologi og spekulation i CO2-handel.

I deres pæne sprog vedrørende deres forberedende topmøde hed det sig:  

”Den underliggende ambition for topmødet er at løse den dobbelte udfordring med klimaforandring og økonomisk krise. Deltagere ved topmødet overvejede, hvordan disse risici kan vendes til muligheder, såfremt virksomheder og regeringer arbejder sammen. Og hvilke politikker, incitamenter og investeringer, der mest effektivt vil stimulere lav vækst i kultstofindhold.”
(Climate Counsel: The World Business Summit on Climate Change)

Der er ingen tvivl om, at der her netop blev diskuteret “behovet for politiske og ikke juridisk bindende aftaler”, og hvordan man kan udvikle og stimulere en guldgrube for det finansielle marked, som hele CO2-handelssystemet er i færd med at udvikle sig til.

Det er også her, man har forberedt sig på, at den berygtede Verdensbank ledet af de vestlige industrilande skulle lede en finansieringsfond for udviklingslandene. Og dermed kontrollere landene endnu mere med betingelser for ny teknologi, på samme måde som deres betingelser har været med til at fremdrive privatisering og sociale nedskæringer. På mødet har man også diskuteret, hvordan rammerne for den berygtede CO2-handel kan bekræftes og videreudvikles efter COP15.

CO2-handelen

Få måneder forud for klimatopmødet deltog også en  repræsentant for FN’s klimapanel i et verdens topmøde om CO2-handel i Beijing i Kina. Her var EU-kommissionen, Verdensbanken og bosserne for verdens CO2-handelsindustri også til stede. Her hed det sig, at det var en sidste chance for, at industrien kan mødes før klimaforhandlingerne i København.

Kvotehandel blev indføjet i Kyoto-aftalen, især som et udtryk for monopolernes og de imperialistiske landes forsøg på at vælte byrder over på udviklingslandene. Den anden kvotehandel er den regionale spekulationshandel, som er sat i værk, og hvor EU er det foreløbig største område, der har etableret et helt selvstændigt marked for CO2-kvoter, ETS.
I det hele taget ét stort uigennemsigtigt marked, som har alle den døende markedskapitalismes kendetegn.

”Kvotemarkedet reducerer simpelthen ikke udledningerne, fordi det er så fyldt med huller, og jeg kan ikke se, hvordan det kan ændre sig,” udtaler Oscar Reyes, researcher hos Bcarbon Trade Watch, som kræver hele kvotemarkedet afskaffet.
Op til G20-topmødet i Skotland, hvor CO2-markedet var på dagsordenen, udsendte Friends of the Earth (FoE) en advarsel om, at CO2-kvoter kan ende med at undergrave en klimaløsning og udløse en ny finanskrise.
For finanskapitalen er det nye børsmarked et nyt spekulativ marked, de har store forventninger til.
“Størsteparten af handelen foregår ikke mellem virksomheder inden for rammerne af officiel CO2-handel, men foretages af banker og investorer, som tjener penge på at investere i CO2-markedet,” siger Sarah Jayne Clifton fra FoE.
Handelen, der kun er i sin begyndelse, foregår på samme måde som handelen med de usikre amerikanske ”subprime-lån” der var med til at kaste verden ud i en global finanskrise med recession og økonomisk verdenskrise.
I 2008 var handelen på CO2-markedet oppe på 126 milliarder dollars, men handelen kan i 2020 nå op på 3.100 milliarder dollars, advarer FoE.
CO2-økonomien ind i næste årti

CO2-handel kan blive dobbelt så stor som handel med olie i det næste årti, hedder det forventningsfuldt i en artikel i Guardian, såfremt Københavns klimatopmøde giver grønt lys for at gå videre med CO2-økonomi. Og der er intet andet, der tyder på, at det vil ske, da ulandenes protester endnu ikke har omfattet kravet om et stop for dette vanvittige spekulationssystem.
Men ifølge Andrew Ager, lederen af CO2-handel ved Bache Commodities i London, så er den regionale kvotehandel så meget i gang i EU-regi, at den uanset udfaldet af COP15-klimatopmødet vil udvikle sig globalt.

At det er de store kræfter, som er på banen for at sikre sine profitter, kan man også se ud fra, at der er dele af monopolerne, som ikke er udelt begejstret for udvikling af CO2-handelssystemet som den eneste vej frem for at sikre deres profitter.
Den anden skole er indførelse af CO2-beskatning i form af afgifter.

Den anden skole: CO2 afgifter

Således har Peter Voser, Shells administrerende direktør, appelleret til regeringerne om i stedet at   indføre en CO2-afgift og eller en minimumspris på CO2, fordi ”ETS ikke er i stand til at levere tilstrækkelige incitamenter til at kickstarte dyre teknologier som kulstof-opsamling og lagring”.
Også herhjemme er der kritikere af kvotehandel, som i stedet foreslår en CO2-afgift.

Når Shells administrerende direktør foreslår en CO2-skat, er det jo ikke koncernerne, han tænker skal beskattes. Nej, for dem skal selskabsskatten tværtimod sættes ned for at sikre deres ”virkelyst”.

Der er ingen tvivl om, at fremtiden kalder på miljørigtig og bæredygtig energi, der samtidig er CO2-besparende. Der er sket en miljøudvikling, hvor man for få år siden betragtede vindmøller, jordvarme, solenergi og bølgeenergi som illusorisk, samtidig med at atomenergi kom på banen og blev mødt med omfattende folkelig modstand, så kapitalen mange steder under folkeligt pres trak følehornene til sig.
Men der er ingen tvivl om, at atomlobbyen også er til stede på klimatopmødet og i det skjulte arbejder for, at denne livsfarlige energiform igen kan vinde terræn under dække af at være CO2-neutral.

Dobbeltgæld til ulandene

Der er heller ingen tvivl om, at imperialismen via de højt industrialiserede lande har opbygget en dobbeltgæld til ulandene, som de stadig fastholder i armod og afhængighed, samtidig med at de tilegner sig deres ressourcer.

Klimagælden med 100 års industriforurening og CO2-stigning er en gæld, der kommer oveni, og som må betales ved kasse 1 uden betingelser.

Ser vi på 100 års global samfundsudvikling med økonomiske kriser, krigs- og miljøkriser, bliver det stadig tydeligere og tydeligere, at kapitalismen med markedet og profitten som forudset af Marx og Lenin spiller mere og mere fallit.

Skal krig, økonomiske kriser og miljøkriser undgås, kræver det et helt andet system, hvor der produceres efter menneskers behov og ikke blind profit.

Netavisen 15. december 2009