En arbejdskamp i Frankrig: Konflikten på Manoir Industrie i Bourges

I knap to år førte 200 ansatte på Manoir Industrie kamp mod lukning af fabrikken
Kampen blev ført politisk med direkte brod mod arbejdsministeren, som selv havde en økonomisk interesse i virksomheden.
Med militante metoder og med en enestående alliance, som ofte omfattede alle sociale lag, blev fabrikken sikret overlevelse – dog med en voldsom reduktion af de ansatte.
Mathijs Schoevaert, sekretær i fagforeningen CGT Manoir Industrie i Bourges og i ledelsen af kampen fortæller her historien

Mathijs Schoevaert var i de sidste to år med til at bringe Manoir Industrie, sit eget og byens navn på det franske landkort over store franske klassekampsbegivenheder. Mathijs´ rolige og ydre gemytlige væsen skal man ikke lade sig narre af. Som en del af ledelsen var han nemlig blandt initiativtagerne til den langvarige kamp, der blev ført med militante midler.

Mathijs indleder vores med lidt baggrund om fabrikkens historie:
– Manoir Industrie er ikke en ligegyldig fabrik. Den har faktisk sine rødder tilbage til år 1847. Dens speciale er store stålkonstruktioner og maskiner – heriblandt store turbiner, som blandt andet leveres til benzin-, fly- og krigsindustri. Aftagerne er både tyske og franske fabrikker; men ellers er fabrikken også meget kendt for at have leveret stålet til Eiffel-tårnet. Det har været en fabrik med mange ansatte; men gennem de sidste årtier blev den skåret ned til 600.
– I denne periode blev fabrikken opkøbt af et kæmpe fransk bankkorsortie ved navn Bechiney, som ejer ni andre tilsvarende tungmetalsfabrikker i Frankrig. Det lykkedes som nævnt Bechiney at skære voldsomt i arbejdsstyrken; men for to år siden flød bægeret over, da konsortiet ville lukke to ud af de ti fabrikker, hvoraf Manoir Industrie i Bourges skulle være den ene.

– Vi var jo ikke uforberedt på beslutningen. Vi kendte jo i forvejen til Bechiney´s profithunger, så vi havde taget vores forholdsregler. For os var lukningen ikke “bare” et problem for arbejderne, der var fyringstruede. Det er i allerhøjeste grad et spørgsmål for vore børn, deres fremtid og dermed hele lokalområdets fremtid. Derfor vidste vi, og havde indstillet os på, at det ville blive en politisk kamp. Det skulle vise sig, at Bechiney også bragte politik ind i sagen.
– Konsortiet og Manoir Industrie spillede ud med en social plan, der skulle tage luften ud af modstanden. Planen skulle blandt andet indebære aftrædelsesgodtgørelser, førtidspensionsordninger og lignende. Normalt ligger det økonomiske ansvar på virksomhedens egne skuldre, hvilket kun er rimeligt, når de vil score profitten med rationalisering og lukning. Det skulle vise sig ikke at være gældende i vores tilfælde, hvor staten og regeringen med arbejdsministeren i spidsen vil finansiere socialplanen på skatteydernes bekostning.
– Det var vores fortjeneste at afdække og offentliggøre, at arbejdsministeren havde personlige interesser i virksomheden og konsortiet. Hun var nemlig tidligere direktør i konsortiet, inden hun blev udpeget som minister, og råder den dag i dag over aktier i fabrikken. Parallelt med protesterne over lukningen, at denne form for finansiering over hovedet kunne komme på tale. Det er jo i den sidste ende arbejderne, der kommer til at betale via deres skat. Manoir Industrie forsøgte på hyklerisk vis at forklare, at de ikke havde penge til at finansiere socialplanen. Det skulle vise sig – som vi godt vidste – at være det pure opspind.

Mathijs har talt sig varm; men mister tråden. Vi forsøger at hjælpe på vej, med spørgsmål om, hvordan den lokale opbakning kom til udtryk:
– I starten var den faktisk meget pauver. Medierne og de centrale fagforeninger boykottede os. Sidste år skrev vores landsdækkende fagblad for eksempel ikke et ord os. Vi gjorde ellers vores til at gøre dem bekendt med alvoren i lukningen; men vi blev fra alle sider og kanter fortiet. Vi var klar over, at vi måtte tage sagen i vores egne hænder. Vi nedsatte en lokalkomite, hvor vi inddrog befolkningen fra hele lokalområdet. Her blev alle væsentlige problemstillinger angående konflikten rejst og diskuteret. Det var samtidigt klart for alle, at det var de 200 fyringstruede ansatte, som traf beslutningerne og at solidariteten måtte bygges på de konfliktendes præmisser. Man kunne ikke komme ‘udefra’ og pålægge arbejderne aktiviteter og aktioner, de ikke selv kunne stå inde for. Denne metode vakte aldrig problemer; men var i virkeligheden en vigtig fremgangsmåde for at sikre maksimal effekt på konflikten og størst mulig sympati og solidaritet.

– I starten diskuterede vi, hvorvidt vi skulle iværksætte en strejke med det formål at markere os til fabrikslukningen trådte i kraft – eller om vi skulle indstille os på en langvarig kamp med andre metoder. I oktober 1999 besluttede vi at starte konflikten. Vi valgte at besætte fabrikken. Derved kunne vi sikre os, at Bechiney ikke fjernede værdier, såsom maskiner og varer. Desuden arbejdede vi videre – i hvert fald til en vis grad, hvilket berettigede os til løn, som vi stadig fik udbetalt. Der var altså stadig penge i kassen på virksomheden. Vi var altså stadig i arbejde; men ret beset så brugte vi det meste af tiden på faglige møder.
– Netop det faktum, at ejerne ikke kunne hente deres maskiner og varer, gjorde jo, at deres værdier var afskåret fra dem. Det var en vigtig forudsætning for, at vi kunne gennemføre en kamp, fordi vi havde et pressionsmiddel. De forsøgte at sende lastbiler ind på fabrikken for at hente deres værdier; men det fik de ikke lov til.

– Så satte regeringen fogeden på os. Fabrikken blev lukket, hvilket straks medførte en strejke på lageret. Alle blev lock-outet med fuld løn inklusiv bonus og tillæg. Det var endnu et bevis på, at Manoir Industrie havde kapital. Chefen sendte derefter lastbiler ind på fabrikken for at tømme lageret for varer og fabrikken for maskiner.
– Men på det tidspunkt var solidariteten vokset så meget i omfang, at vi både kunne etablere blokade af virksomheden og samtidig formåede at presse fagforeningen til at gå ind som aktiv part på vores side. Hverken fagforbund eller medier kunne negligere vores langvarige og militante kamp. Fagforeningen fik et møde i stand med ledelsen, hvor de påpegede at sikkerhedsreglerne ved en afhentning skulle overholdes. Det skulle vise sig at være em god taktik, da det konstant udsatte afhentningen, fordi vi hele tiden kunne påvise sikkerhedsproblemer.
– Efter to års kamp blev der fundet en løsning, hvor begge parter måtte give sig. Vi sikrede fabrikkens overlevelse; men på bekostning af en voldsom mandskabsreduktion. I dag er vi 53 tilbage. Til gengæld mener vi, at vi dels har skabt respekt omkring vores kampvilje, og dels har anvist nogle metoder til, hvordan en sådan kamp kan føres.

Kan du uddybe, hvilke metoder I benyttede til at skabe så stor en solidaritet?
– Som nævnt nedsatte vi en lokalkomite med repræsentanter fra hele lokalområdet. Den blev stiftet i maj 2000og bestod af et kontakt på 50 personer, som hver især havde rødder til alle former for organisationer. Det drejede sig om andre arbejdspladser, arbejdsløse, kvindeorganisationer, asylansøgere, bønder osv osv. Eksempelvis havde vi selv solidariseret med bøndernes kamp mod McDonald, så det var yderst let at opnå en gensidig sympati. Vi afholdt en støttefest, hvor omkring 800 deltog, og der blev i løbet af kort tid samlet 2.600 underskrifter ind fra folk, som støttede. Festen og underskriftindsamlingen var to gode redskaber til at skabe opmærksomhed og sympati for vores konflikt.
– Men det helt afgørende redskab var helt afgjort lokalkomiteen, som rummede alle sociale lag og grupper, der hver for sig kunne se nødvendigheden af at gi´ os så stor opbakning som muligt. Arbejdere og andre folk i Frankrig er nemlig “pissed off” over de mange fabrikslukninger og massefyringer. Nogle gange er meget utraditionelle metoder taget i brug; men fyringerne er bare blevet for meget. Eksempelvis lukkede arbejderne på en stor lukningstruet landbrugsfabrik i Nordfrankrig tonsvis af soyaolie ud i den nærliggende flod, hvilket forårsagede en kæmpe forurening. På en anden fabrik truede de ansatte med at sprænge en beholder med 50.000 liter gas i luften. For den franske arbejderklasse er bægeret fyldt, når det gælder fabrikslukninger og massefyringer.

Der bliver nu rykket i Mathijs, fordi han har andre pligter på det 7. Internationale faglige træf, så han når kun at forsikre os om, at arbejderne på Manoir Industrie og i fagforeningen CGT i fremtiden vil “betale” den omfattende solidaritet tilbage til de mange sympatiserende og deres organisationer, når de får brug for det.

KP14, 2001