Folkene i Sydasien må sige nej til amerikansk indblanding i regionen!

Udtalelse fra Indiens Kommunistiske Ghadar Parti

Med krigserklæringen mod Taliban-regeringen i Afghanistan og kravet om alle landes ubetingede støtte til denne krig i terrorismebekæmpelsens navn har den amerikanske imperialisme indledt et voldsomt angreb på Sydasiens folk og deres enhed.
Et kolossalt pres påtvinges folkene for at ophidse brødre og nabofolk mod hinanden og forvandle denne region til en krigszone. Indiens Kommunistiske Ghadar Parti fordømmer denne feje aktivitet fra den amerikanske imperialismes side og opfordrer alle Sydasiens folk til i enighed at rejse deres stemmer imod enhver form for væbnet amerikansk intervention i denne region.

Indiens og Pakistans folk har konsekvent kæmpet for fred og varigt venskab mellem dem på basis af at løse alle udestående problemer mellem de to lande uden udenlandsk indblanding. Historiens lære er, at de angloamerikanske imperialister aldrig har ønsket enhed mellem folkene i regionen og har – begyndende med delingen af subkontinentet for over 50 år siden – fulgt en politik med at ophidse til uenigheder og fjendskab mellem de to lande og folk. Netop som gløderne fra den brodermorderiske Kargil-krig var døet ud, og de indiske og pakistanske magthavere under pres fra den folkelige stemning havde begyndt indledende forhandlinger for at normalisere forbindelserne, viser de amerikanske imperialisters seneste handlinger, at de er i gang med deres gamle trick med at antænde fjendskab og spille Indien og Pakistan ud mod hinanden. Ved at erklære sin helhjertede støtte til den amerikanske imperialisme og udpege mulige angrebsmål i Pakistan opfører Vajpayee-regeringen sig som en entusiastisk krigsmager i imperialismens tjeneste. Den viser snæversynet og opportunismen hos det indiske borgerskab, der ønsker at “vinde” på en amerikansk ledt krig i regionen, selvom en sådan truer alle områdets folk.

De amerikanske imperialister satte enormt pres på den pakistanske regering for at sikre sig dens støtte til “krigen mod terrorismen”. Den indiske regerings tilbud om at samarbejde fuldt og helt med den amerikanske imperialisme og dens krav om, at Pakistan skulle erklæres for en terroriststat, bidrog umådeligt meget til dette pres. Stående over for truslen om at blive isoleret og stemplet som en slyngelstat af USA og dets allierede annoncerede general Musharraf sin beslutning om at udvide samarbejdet med USA.

Begivenhederne de sidste dage har betydet et tilbageslag for det indiske og pakistanske folks bestræbelser på at opnå fred og harmoni på subkontinentet. Den dybe vrede og bitterhed, som findes hos folkene i denne region mod imperialisternes krigsophidsende politik, må sætte fart i opbygningen af en stærk antiimperialistisk front mellem de sydasiatiske folk. Alle, der er imod og berørt af militær afpresning og aggression, økonomisk pres og racistisk had, som er sluppet løs af de amerikanske imperialister og deres allierede og kollaboratører, kan og skal mobiliseres i dannelsen af denne antiimperialistiske front.

De angloamerikanske imperialisters “del og hersk”-politik gennem årtier har til fulde vist subkontinentets folk, at deres fremgang afhænger fuldstændigt af at foretage et konsekvent brud med denne koloniale arv. Sydasien kan kun rejse sig af krisen ved, at folkene forenes i at holde USA og andre imperialistmagter ude af regionen og fører kampen for at rykke kolonialismens levn op med rode fremad.
Historien har gentagne gange vist, at regionens herskende klasser, storborgerskabet og godsejerne sammen med militæret, bureaukratiet og de regerende politiske partier, ikke er til at stole på, når det gælder forsvaret af den nationale suverænitet eller at sikre freden. Kun styrkelsen af en antiimperialistisk front af regionens folk med arbejderklassen i spidsen kan forhindre en imperialistisk krig, bekræfte alle nationers og folks suverænitet og sikre fred i regionen.

De brede masser i Pakistan har allerede rejst sig til modstand mod deres regerings beslutning om at samarbejde med USA i dets aggression mod det afghanske folk. Protester er også brudt ud i Indien og Bangladesh. Indiens arbejderklasse og folk må bidrage med deres kraft i blokeringen af imperialisternes og krigsmagernes vej ved at kræve, at Indien ikke samarbejder med USA i denne uretfærdige krig mod vores brødre og søstre.

De friheds- og fredselskende folk på dette subkontinent respekterer Afghanistans ældgamle folk, som vi har kæmpet med skulder ved skulder imod indtrængende fjender og besættere i mange århundreder. Vi har stor agtelse for den patriotiske kampånd hos det afghanske folk, der har en lang historie med episke slag for at smide ydre angribere og besættere ud af deres land. Standpunktet hos den afghanske regering, der stiller sig uforstående over for, hvorfor nogen i deres land skulle “udleveres” for at have begået terrorforbrydelser, uden at USA fremviser noget som helst bevis, er et legitimt og principielt standpunkt. Ligeledes er den afghanske regerings beslutning om at forsvare Afghanistans suverænitet imod alle ydre angreb et retfærdigt standpunkt, som fortjener at blive støttet af alle folk og regeringer i Sydasien.

En amerikansk militær intervention i Afghanistan vil være grov indblanding og en krænkelse af det afghanske folks suverænitet. Den vil forberede permanent tilstedeværelse af udenlandske tropper i Sydasien og udvidelse af den imperialistiske krig med “langvarig krig mod terrorisme” som påskud.

Indiens Kommunistiske Ghadar Parti opfordrer alle kommunister, patrioter og fredselskende folk og partier i Sydasien til at forstærke deres anstrengelser for at opbygge solidariteten mellem Sydasiens folk imod den amerikanske imperialisme og dens uretfærdige krig.

Amerikanske imperialister: Fingrene væk fra Afghanistan!

Nej til udenlandske tropper på det indiske subkontinent!

Ned med Vajpayee-regeringens beslutning om at spænde Indien for den amerikanske imperialismes stridsvogn! Et angreb på en er et angreb på alle!

Opbyg enheden mellem folkene i Sydasien imod al udenlandsk indblanding i regionen!

Den 23. september 2001

Netavisen 3. oktober 2001