Budskab fra sovjetiske veteraner fra Den Store Krig

22. juni 2001 – 60-årsdagen for Hitler-Tysklands overfald på Sovjetunionen

Bag os ligger det 20. århundrede, som ikke har set sin lige, og efterlod halvdelen af vor jordklode dækket med blod. Dette 20. århundrede var fuld af store tragedier for nationer, uhørte lidelser og tordnende sejre, som skar sig gennem hele verden. I en hvirvel af vold siger det 20. århundrede farvel, og vi siger farvel sammen med det.

De kaldte os sejrherrernes generation. Men vi var almindelige mennesker. Vores mødre opdrog os ikke til blodige slag, eller til universel hæder, men til et jævnt og værdigt liv. Historien tildelte os vores skæbne. Vi valgte ikke vores tid, den valgte os.

Vores lod var en uforglemmelig ungdom – med sange fra borgerkrigen, med filmen ‘Chapayev’ og faldskærmsgrupper, Chkalovs berømmede non-stop flyvninger, ekspeditionerne til Nordpolen, Cheyuskis store epos, de heroiske kampe ved Khasan-søen, Khetegur-bevægelsen, opbygningen af Komsomolsk-ved-Amur. Hver eneste dag så nye ansigter på os fra avissiderne. Hvor mange helte, hvor mange talentfulde mennesker fandt vort fædreland ikke i barakker og lerhytter!
Det åbnede en vej frem og opad for enhver, gav udfoldelse til alt skabende talent. Vi voksede alle sammen, og indåndede denne friske luft i lungerne.

Vores skæbne blev også den forfærdeligste krig – en krig som verden aldrig tidligere havde kendt.
Frontsoldaten skulle drømme om denne krig resten af sit liv. Han ville igen være i en brændende tank, drukne under bombardementer på Volga-, Djneper-, Oder- og Visla-floden. Han begravede sine kammerater, han gik gennem brændende russiske skov og befriede sit Fædreland.
Vi knuste fascismen, som havde lagt mange nationer og lande i slavelænker. Og et Europa i knæ råbte på forskellige tungemål ’Brødre’ til os, og det sang og bænkede os ved bordene, og vaskede vores sodede kampvogne med tårer og tørre Balkan-vine. De som var sammen med os i de dage ved, hvad lykke er.

Ingen lovede os et hvil efter krigen. Vi udskiftede blot vores automatvåben med hakker og koben, vores tanks med traktorer. Hvor meget tungt arbejde med blodig hård hud blev det ikke til, uden meget mad, uden megen søvn, indtil vort fødelands sår var lægt, indtil enkernes og de forældreløses tårer var holdt op med at flyde. Og da det først var kommet sig havde vort fædreland fået en hidtil uset styrke og position i verden. For os var dette også en anden krig, og skønt den var fredelig, var det ikke desto mindre en krig, som medførte uorden og talløse ulykker. Og nøjagtig som Den Store Fædrelandskrig krævede den rygbrækkende anstrengelser og, næsten altid, ofre på linje med frontlinjens heroisme. Men vi vandt også denne krig.

I vores sidste nedgangsår var vi i stand til at indløse endnu en stor skyld: at bevare navnene på dem, der gik til grunde i Den Store Fædrelandskrig. Her kan vi lægge frugterne af mange års forskning frem for jer: tre Mindebøger med tusinder af vores afdødes længe usagte navne reddet fra glemsel.
I Moskva, på Honnørbakken, ved de faldnes mindesmærke, har vi anbragt disse bøger, skrevet i alle egne af vort land. Sorgens byrde er enorm.

Vi vil ikke være i live til at se, hvordan det går vort Fædreland. Men vi har tro på, at de frø, vi har plantet i yngre sind vil blomstre! I den vanskeligste stund i vor nuværende ulykke, under de skarpeste konflikter, så vi unge mennesker som sluttede sig sammen med os. Vi kender særdeles godt ungdommens ubarmhjertige hukommelse. Det var jo vores myndigheder, som tvang dem til at udgyde deres blod i Tjetjenien og mange andre ’hot-spots’ og på væggene af ’Det Hvide Hus’. Af hvilken grund? Vi ved at de unge ophober deres egne svære spørgsmål. Den tid kommer, hvor de vil forlange regningen gjort op.

Måske vil vi ikke leve til at se den dag og se jeres lyse ansigter, børn! Men i den farefulde tid vil vi være med jer. Læn jer op af vores liv, i dem er der erfaringen med at overvinde vanskeligheder. Modtag fra os viljen til sejr, vores berettigede vrede og troen på vor sags retfærdighed. Jeres kamp for Fædrelandet står foran jer. Ingen andre end I kan gennemføre det vanskelige arbejde til Ruslands genfødelse. Og må Gud give jer forståelsen for jeres fulde mål af ansvar.

Med kærlighed og sorg velsigner vi jer på en afstand, hvorfra der ikke kan vendes tilbage.

Fra ’Pravda’, overs. efter North Star Compass, maj 2001
KP13, 2001