Slutdeklaration fra Det 6. Internationale Seminar “Revolutionens Problemer i Latinamerika”

Tema: Imperialistisk krig, terrorisme og arbejdernes og folkenes kamp
Quito, Ecuador 15.-19. juli 2002

Imperialismen har – i sin iver efter maksimalt at udnytte de rigdomme, som er skabt af folkene, og konsolidere sit verdensherredømme – udløst en ny politisk-militær offensiv imod verdens folk.
Men på alle breddegrader kæmper arbejderne og folkene imod krisens virkninger og for at bryde herredømmets kæder og erobre deres uafhængighed og frihed. Sådan ser vi – de deltagende politiske partier og organisationer i Det 6. Internationale Seminar “Revolutionens Problemer i Latinamerika”, afholdt i Quito, Ecuador, fra den 15. til 19. juli 2002 – verden i dag.

Begivenhederne den 11. september sidste år, der demonstrerede den amerikanske imperialismes sårbarhed på sit eget territorium, muliggjorde, at denne – støttet af de øvrige kapitalistiske magter og de herskende klasser i forskellige lande og under påskud af at ville bekæmpe terrorismen – kunne erklære krig mod alle, der modsætter sig dens planer. Herved bekræftedes imperialismens aggressive natur og dens egenskab af at være en kilde til reaktionær vold og krig. Denne adfærd udtrykker dens forfald – ikke dens levedygtighed – og de mange økonomiske problemer, som den skaber og bærer i sig. Dette bekræfter den leninistiske tese, at den nuværende epoke er imperialismens og de proletariske revolutioners epoke.

I den dybe økonomiske og politiske krise, som det kapitalistisk-imperialistiske system er ramt af, findes årsagen til, at imperialismen sætter sin lid til krigen som sikkerhedsventil og som løsning på sine vanskeligheder. Løsningen er lige for tiden en krig mod folkene, og den begrænser sig til bestemte områder på kloden. Selvfølgelig er muligheden for en ny og omfattende storkrig til stede, men dog ikke i umiddelbar nærhed.

Mellemøsten/Centralasien og Latinamerika er to hovedområder for imperialistisk interventionisme. Den barbariske invasion af Afghanistan, udtænkt før den 11. september 2001, er en del af denne interventionismes strategi for at kontrollere olie- og gasrigdommene i Mellemøsten og Det Kaspiske Hav, få fodfæste i dette strategiske område og gå videre med dannelsen af en militær ring, der vil dominere regionen og lægge pres på Kina, Rusland og Indien. Irak kunne være et næste mål, efterfulgt af de andre lande, som udgør det, Bush har kaldt “ondskabens akse”: Iran og Nordkorea. Derfor øges koncentrationen af tropper på baserne i regionen, og nye baser er oprettet i Usbekistan, Tadsjikistan og Kirgisistan. USA’s krigseskalation berører også Filippinerne i form af tusinder af amerikanske soldaters tilbagevenden og trusler om invasion. USA’s militære tilstedeværelse i verden er steget med 20% siden den 11. september 2001. Omkring 300.000 soldater, fordelt i mere end 140 lande, værner om den amerikanske imperialismes interesser.

Den zionistiske stat Israels krig mod det palæstinensiske folk kræver nye ofre, og hovedparten af disse er børn og unge. USA finansierer dette folkemord ved hvert år at give Israel 1,8 mia. dollars i militærstøtte. Alligevel fortsætter det palæstinensiske folk sin heroiske befrielseskamp og vinder sympati og støtte fra verdens folk. Bush-regeringens beslutning om at anerkende det palæstinensiske selvstyre betyder ikke en ændring i dens holdning til konflikten, men den skal dæmpe spændingerne i de arabiske lande for at kunne gå videre med invasionen af Irak.

I Latinamerika forsøger den imperialistiske interventionisme på den ene side at kontrollere sine energiressourcer og Amazonas-regionens biodiversitet og på den anden side at dæmpe fremgangen i folkenes kamp. Plan Colombia har fået en større betydning med Det Andinske Initiativ, hvis formål ikke er bekæmpelsen af narkohandel og -produktion, men derimod nedkæmpelsen af oprøret i Colombia og massernes kamp, der ganske hurtigt udvikles i adskillige lande. Dertil kommer ønsket om at etablere nye militærbaser forskellige steder på kontinentet. Den amerikanske imperialisme forbereder overgange til diktatur gennem reaktionære statskup, som forsøgtes og forsøges i Venezuela. Og gennem gældende regionale og subregionale aftaler som Det Panamerikanske Frihandelsområde (ALCA) og Plan Puebla-Panama styrker den sit herredømme.

Alt dette viser os imperialismens aggressivitet og den vold, den udløser. Dette er terrorisme ligesom den økonomiske nedskæringspolitik, som de afhængige lande påtvinges, og som har betydet elendighed for millioner af arbejdere. Terrorisme er imperialismens permanente og sofistikerede former for aggression med brug af alle typer af våben for at underkue folkene. Terrorisme er de umenneskelige og årelange blokader af Cuba, Irak, Libyen og Nordkorea, blokader, som vi fordømmer.

Vi ser i dag et nyt stadium i de imperialistiske magters kamp og rivalisering, der handler om at erobre nye indflydelsesområder, om en nyopdeling af markederne i verden. Selvom den amerikanske imperialisme anvender en magt- og vasalpolitik, er der en gruppe af imperialistiske magter, der også strides om områder og laver alliancer og blokke, fordi de ikke er indstillet på at “afgive” det, som de betragter som deres. Den amerikanske imperialisme, støttet af sin militære styrke, søger at konsolidere sit hegemoni og udgør i dag den stærkeste magt, men den er ikke den eneste.

Selvom begivenhederne den 11. september markerer et punkt i den internationale politik, har de grundlæggende fænomener i verden ikke ændret sig. De imperialistiske magter undertrykker de afhængige, nykoloniale og semikoloniale lande, og sammen med de herskende lokale klasser udbytter og undertrykker de folkene. Rivaliseringen mellem monopoler og imperialister fortsætter, og arbejderklassen og folkene organiserer sig og kæmper imod interventionisme og krigspolitik og for uafhængighed, demokrati og revolution.

Arbejdernes og folkenes kamp er ikke blevet svækket, tværtimod finder der en genoplivning og udvikling sted. Aktioner forekommer oftere og har vundet i bredde og dybde. Folkenes opvågnen er tydelig på alle kontinenter, og i deres kamp genvinder arbejderklassen, hvorom nye sociale lag forenes, til stadighed terræn. Revolutionens vinde blæser i verden, og det er ikke en drøm. Det er en realitet!

Den store opstand i Argentina i december sidste år, der højnede massernes kamp til et højere niveau og skabte en ny situation, som satte spørgsmålet om folkemagten på dagsordenen, var en kæmpe inspiration for folkene. I Paraguay, Bolivia, Peru og Ecuador har modstanden mod privatiseringer og den nyliberale model fundet store og sejrrige udtryk. I Colombia gør folket og oprørsbevægelsen modstand mod militariseringen, fasciseringen og statsterrorismen. Det venezuelanske folk kæmper mod den amerikanske interventionisme og hejser suverænitetens og demokratiets banner. Europa har følt arbejderklassens kamp i adskillige lokale og landsdækkende strejker. Alt i alt rystes kloden, og en morgendag med frihed for folkene anes.

I Latinamerika eksisterer der gunstige betingelser for den revolutionære kamp, for dem der som vi ønsker at gennemføre radikale økonomisk-sociale forandringer. Virkningerne af den kapitalistiske krise skaber bedre betingelser end før for arbejderklassens og folkenes kamp, organisering og bevidstgørelse med det sigte at opnå uafhængighed, folkemagt og socialisme. Med dette mål kæmper vi for massernes materielle og åndelige krav og deres demokratiske og politiske rettigheder. Dette er en aktuel opgave for de nuværende generationer. Arbejderne og folkene ønsker fred, men vi forstår, at for at opnå det må vi fjerne dem, der lever af krig. I vores kamp for social og national befrielse, står vi i dag over for faren for en ny imperialistisk krig, over for hvilken vi ikke sænker vort banner, og endnu mindre lukker os inde i en reaktionær nationalisme. Hvis imperialisterne på ny sætter verden i brand, så må folkene svare igen med revolutionær krig, med massernes kamp for at gøre en ende på dette system, for at erobre den nye verden, arbejdernes verden, socialismen og kommunismen. Denne vej er den eneste vej til at opnå virkelig fred.

De historiske erfaringer viser os, at for revolutionens sejr er det nødvendigt med en stærk massebevægelse, en stærk fortrop i arbejderklassen og et passende instrument til at sikre udøvelsen af massernes revolutionære vold som svar på den vold, som de herskende klasser udløser. Er disse betingelser ikke til stede, kan man ikke nå de strategiske mål, der inspirerer os. Vi revolutionære handler i den nuværende etape for at samle kræfter for revolutionen.

Revolutionen er massernes værk, og i den bevægelse må arbejderklassen indtage sin fortropsrolle. Men arbejderklassen er nødt til at handle med andre folkelige klasser og lag ved brug af en passende enhedspolitik, der sikrer dens ideologiske og politiske ledelse.

I kampen mod imperialismen er det påtrængende nødvendigt at skabe en bred antiimperialistisk front, der gradvist vil dannes gennem handling, gennem kampen i hvert af vore skyttegrave og gennem de koordinerede aktiviteter, som folkene udvikler på regionalt og internationalt niveau.

Særlig interesse må vi revolutionære organisationer vie ungdommen for at integrere den i den antiimperialistiske, demokratiske og revolutionære kamp og for i et stort omfang at inkorporere den i vore rækker.

Vi underskrivende organisationer gentager vores internationalistiske overbevisning og forpligtelse over for arbejderklassen i vore lande og i hele verden.
Vi har været enige om disse holdninger ved Det 6. Internationale Seminar “Revolutionens Problemer i Latinamerika”, der har dannet ramme om en åben og ærlig diskussion med gensidig respekt, en ramme, der om et år vil åbnes endnu engang.

Quito, 19. juli 2002

Argentinas Revolutionære Kommunistiske Parti (PCR)
Belgiens Arbejderparti (PTB)
Brasiliens Revolutionære Kommunistiske Parti (PCR)
Colombias Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister (PCdeC-ML)
Den Dominikanske Republiks Kommunistiske Arbejderparti (PCT)
Perus Kommunistiske Parti/Rødt Fædreland (PCP-Patria Roja)
Tysklands Marxistisk-Leninistiske Parti (MLPD)
Ray O. Light-gruppen, USA
Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti (PCMLE)
Demokratisk Folkebevægelse (MPD), Ecuador
Ecuadors Revolutionære Ungdom (JRE)

Kommunistisk Politik 18, 2002