Colombia: Uribes undtagelsestilstand er fascistisk

Leder fra Revolución, nr. 486, september 2002

Revolución er organ for Colombias Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister (PCdeC-ML). Partiet leder en af de væbnede befrielseshære, som bekæmper oligarkiet: Folkehæren til Befrielse (EPL). Denne artikel redegør for partiets holdning til situationen efter den amerikanske protegé og fascist Uribe er kommet til magten og har erklæret total krig mod oprørsbevægelserne, hvoraf FARC er den største.
PCdeC-MLs hjemmeside her

Alvaro Uribe Vélez har nu regeret i to uger og har i denne periode bekræftet autoritarismens “faste hånd” og det “store hjerte” for social demagogi, uden hvilken hverken han eller nogen anden fascist ville kunne fremme et antifolkeligt og antinationalt program.

Fra sin valgkampagne og med en kynisme forklædt som ydmygheden hos et æsel kopierer Uribe Bush ved at sige, at “der ikke findes politiske fjender”. Der er blot tale om en undtagelsestilstand pga. kriminaliteten. Men i realiteten: Den, der ikke er med ham, er imod ham og oligarkiet – og skal følgelig forfølges.

Uribe miskrediterede forfatningsdomstolen, før han bragte sig selv i stilling, og skabte herved betingelserne for i bedste Fujimori-stil at kunne tilsidesætte den korrupte rigmandskongres (i starten kun for 90 dage). Undtagelsestilstanden øger autoritarismen og gør det muligt at indføre udgangsforbud i op til 360 dage samt at omsætte dele af hans politiske og juridiske reformer i praksis.

Undtagelsestilstanden militariserer endnu mere colombianernes liv. Tvangsindkaldelsen af reservister, 10.000 nye politiagenter og to nye mobile brigader med i alt 3.000 lejesoldater vil forstærke den blodige undertrykkelse og øge affolkningen, fængslingerne, forsvindingerne osv. Ofrene vil være forsvarsløse civile, der ikke er en del af Uribes 100.000 lønnede “meddelere”, af de “legale selvforsvarsstyrker” osv. Det er en eskalation af krigen og dennes største forværring under den beskidte paramilitære krig, som præsident Uribe for år tilbage tilsluttede sig.

Krigens omkostninger ryster landets maltrakterede økonomi endnu mere. Recessionen vil nærme sig depression, betyde lukningen af visse virksomheder og en støtte til krigsøkonomien på 2 mia. dollars til de i forvejen 13,3 mia. dollars, udgørende 29,94% af statens budget og 10,66% af landets BNP. Alt sammen til fordel for den korrupte generalstab og den amerikanske våbenindustri. Uribes “demokratiske sikkerhed” er blotlagt: oligarkiets og yankee’ernes profitter skal forsvares med øget elendighed og mere af folkets blod.

De stærke krigsvinde fra imperiet og dets lakajer i præsidentpaladset, kongressen, bispepaladset og andre steder forstærkes med Plan Colombias nøgne oprørsbekæmpelse, der forøger USA’s militære støtte, og hvis “sociale komponent” er et lille “humanitært” plaster på såret for den ødelæggelse, som den uretfærdige krig, der ledes af Det Hvide Hus imod Colombia og dets folk, medfører.

De riges krig udbytter folket

Med Uribe, IMF’s loyale medarbejder, stopper det sociale sammenbrud ikke; de kapitalistiske arbejdsgivere vil forhøje deres priser og dermed lade forbrugerne betale krigsskatten, mens kongressen vil vedtage generelle skattestigninger.

Med det fleksible arbejdsmarked, indskrænkningen af staten og reduktionen af dens underskud vil Uribe i den “demokratiske sikkerheds” navn beskære arbejdernes rettigheder og de selvstændiges få muligheder. Desuden vil ATPA (USA’s handelsaftale med de andinske lande; Bolivia, Colombia, Ecuador og Peru, overs.) ikke garantere hverken økonomisk vækst eller arbejde.

Den såkaldte “indskrænkning af den politiske stat” vil ske i kraft af fraværet af produktive investeringer, nedlæggelsen af produktive arbejdspladser og undertrykkelsen af alle, der forsvarer menneskerettighederne osv. Privatiseringen af offentlige tjenesteydelser ved brug af sloganet “social finansiering” vil fortsætte, ligesom prisstigningerne vil det.

“Den totale krig” reducerer udgifterne til pensioner og derved fastholdes hjælpeløsheden for personer, der har nået den tredje alder. Generelt vil regeringens sociale udgifter blive mindre på bekostning af udgifterne til “sikkerhed” og undertrykkelse.

Undtagelsestilstand og politisk reform

Ifølge motiveringerne fra dekretet om undtagelsestilstand og erklæringer til journalister vil der blive taget “antiterroristiske” foranstaltninger, der indskrænker de demokratiske rettigheder som demonstrationsret, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, hvilket er et klart tegn på den øgede straf for social protest og politisk udøvelse af opposition til regimet.

Intet guerillaangreb kræver varsler om strejker eller demonstrationer, ej heller kræver det eksistensen af fagforeninger, lokale råd, kooperativer, ngo’er osv. Undtagelsestilstanden er et vulgært påskud for at bekæmpe den massive brede folkelige bevægelses kamp for fred med social retfærdighed og den politiske opposition til systemet.

De militaristiske proklamationer fra “regeringens fællesråd” i provinshovedstaderne, deres politiske og juridiske reformer og FN’s perfide ansøgning om mægling, alle disse proklamationer og projekter fra Uribe forenes af autoritarismen, der ikke ønsker nogen politisk kontrol og endnu mindre de sociale organisationers modstand, udenomsparlamentariske aktioner og folkelig mobilisering. Uribes tilhængere ønsker at erstatte de sociale bevægelser og organisationer med “regeringsråd”, “borgerråd” og former for “den kooperative stat”, hvor der ikke må være noget uden for staten, som den fascistiske ideolog Benito Mussolini sagde.

I sin helhed afspejler overgangen til større og mere drastiske indskrænkninger af de demokratiske rettigheder oligarkiets skrøbelighed, dets mangel på reel opbakning fra flertallet af befolkningen.
Dette gør, at krigstrommerne både buldrer højt og tomt, men de er af den grund ikke mindre destruktive.

37 år mod tyranni

For medlemmerne af Colombias Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister (PCdeC-ML) var genoprettelsen af Colombias kommunistiske parti på marxismen-leninismens grund en nødvendighed for 37 år siden og fandt sted med den historiske og internationalistiske 10. kongres i juli 1965.
Med den 10. kongres gjorde vi os fri af den opportunistiske forsoningslinje, af Hrustjov-revisionismen, der knæsattes på Sovjetunionens Kommunistiske Partis 20. kongres i 1956 og accepteredes af ledelsen i Colombias Kommunistiske Parti (PCC).

Enhedens banner er en del af vores politiske og historiske arv, som er blevet forsvaret med sejhed og uendelige ofre og med alle mulige former for organisation og kamp. Ligesom i går anstrenger vi os i dag for at styrke vore bånd til hele folket, til revolutionære og demokrater i Colombia og i hele verden i kraft af de internationalistiske aktiviteter, der udføres af partiet og Folkehæren til Befrielse (EPL).

Vi forstår, at flertallet kræver og behøver aktionsenhed blandt alle dem, der ønsker et suverænt fædreland og social frigørelse som svar på det vilde angreb, som imperialismen med sit “antiterroristiske korstog”, der støttes af Washingtons marionetdukke Uribe, har indledt. Den kolonialistiske amerikanske stats terrorisme i vort land og i Latinamerika, der udtrykkes i Plan Colombia og Det Andinske Initiativ, søger at påtvinge og forsvare ALCA’s (FTAA – Free Trade Area of the Americas) nyliberale globalisering.

EPL, der ledes af vort parti og repræsenterer dets forpligtelse over for den revolutionære vej til magten, vil – til trods for alle de forsøg, der har været på at tilintetgøre den lige fra dens dannelse – fortsætte sine revolutionære militære opgaver i kampen for erobringen af magten. Vort parti, en kæmpende og ubøjelig politisk kraft over for kapitalens og opportunismens offensiv, bekræftet gennem 37 års arbejde, vedbliver at stå til tjeneste for kampen og vil gøre det muligt for os at overvinde kritiske vanskeligheder og herved bidrage endnu mere til arbejdernes, bøndernes og folkets sejr.

Originalartikel her

Kommunistisk Politik 19, 2002
Netavisen 22. september 2002