De imperialistiske hæres uofficielle krigspolitik

Af Toufan International,
organ for Irans Arbejdets Parti

Først for nylig, mere end et halvt århundrede efter 2. verdenskrigs afslutning, er der blevet oprettet en domstol til at undersøge de forbrydelser, som det kejserlige japanske imperiums hær begik. Denne domstol blev ikke oprettet i Haag, hvor angiveligt alle krigsforbrydere stilles for retten. Grunden dertil er klar: Japan er ikke som Jugoslavien, som kunne slås i småstykker og glide ned som en lækker ret. Den japanske hærs generaler er ikke som den serbiske hærs, der kunne retsforfølges for voldtægt mod Kosovas kvinder. Japan er økonomisk og politisk magtfuld, mens Jugoslavien ikke er det. Her ser vi tydeligt det imperialistiske demokratis bedrageriske karakter.
Denne domstol er oprettet af de humanitære organisationer og ofrene for det japanske bourgeoisis forbrydelser, og den har til hensigt at undersøge forbrydelser, som alle imperialistmagterne har dækket over i årtier. Man må naturligvis spørge, hvorfor denne retfærdige sager bringes op netop nu? Hvilke faktorer gør sig gældende bag kulisserne, og hvilke kontroverser med den japanske imperialisme forsøger nu at fremme denne retfærdige og bevidst glemte sag?
Ifølge de dokumenter som er offentliggjort i massemedierne et halvt århundrede efter krigens afslutning, havde den stolte og standhaftige japanske hær under befaling af kejser Hirohito, Guds repræsentant på jorden, fanget 200.000 koreanske, kinesiske og filippinske kvinder og teenagepiger under besættelsen af disse lande. Den japanske hær tvang disse fanger til at blive ludere for dets soldater.

Seksuelt misbrug og voldtægt er en del af de imperialistiske hæres politik i krig. For kun to år siden demonstrerede videoer til uddannelsesbrug til det forenede Tysklands nuværende hær, hvordan kvindelige fjender skulle voldtages. Voldtægt er en del af den imperialistiske krigsstrategi for at bryde fjendens modstand i krig. Samtidig doserer imperialisterne denne ‘magiske medicin’ til soldater, der er psykisk ude af balance, for at gøre dem anvendelige igen. Voldtægt af kvinder har været en del af alle borgerlige hæres krigspolitik – og ikke kun begrænset til Japan. Og her taler vi ikke om denne eller hin soldat, som har mistet selvkontrollen og begået en sådan forbrydelse, men om den uofficielle, men generelle krigspolitik i de imperialistiske arméer, som træner og uddanner deres soldater med voldtægtsmentaliteten.

Kommunisterne har altid fordømt disse forbrydelser og straffet de soldater strengt, som har begået voldtægt mod krigsfanger. Nogle af Den røde Hærs soldater, som krænkede denne politik, blev henrettet. Kommunismens fjender henregner disse henrettelser til Stalins ‘voldelige’ natur for at tilsløre deres egen vold mod krigsfanger. I en kommunistisk hær kan der være nogle soldater, som begår forbrydelser. Det er ikke nødvendigvis let at stoppe disse. Men det centrale er hærens politik og dens grundlag. Det vigtige er hvilken adfærd, som anerkendes eller tolereres, og hvilke, der forbydes og fordømmes af hæren. Hvilket grundlag soldateruddannelsen beror på. I den kapitalistiske verden, selv i de mest ‘demokratiske’ kapitalistiske lande, er voldtægt mod fangne kvinder en uofficiel del af soldaternes opdragelse. Det er historisk bevist.

Toufan International nr. 5, marts 2001
Netavisen, 23 marts 2001