En fleksjobbers kommentar
Mette Frederiksen stod gang på gang på TV før valget og bedyrede, at en vigtig grund til at stemme rødt var, at en rød regering ville beskytte de syge, førtidspensionisterne og andre svage grupper mod de blås sparekniv.
Men som Christiansborgs svar på Dr Jekyll og Mrs Hyde sprang hun i weekenden ud som et politisk monster, der fører korstog mod sine egne vælgere.
Og jeg har som fleksjobber fået en ufrivillig rolle i Lars Løkkes, Lars Barfoeds og Joachim B. Olsens fælles våde drøm.
Fremover skal folk i fleksjob som jeg nemlig lære at ignorere alt det, vi har fået indpodet gennem et langt liv på arbejdsmarkedet.
Fra i dag er det fx en virkelig dårlig ide, hvis vi videreuddanner os og opgraderer vores kundskaber. Det vil ikke blive belønnet. Det kan tværtimod koste os mange penge – og især hvis de nye evner baner vejen til mere ansvar, en bedre ansættelseskontrakt eller – oh, skræk – et helt nyt job.
Og fra i dag er det galmandsværk for personer som mig så meget som at overveje at være en fleksibel og flytbar arbejdskraft. Skulle jeg fx få en kættersk trang til at skifte job eller – hvem ved – blive tilbudt et job af en arbejdsgiver som kan bruge mine kvalifikationer, så bør jeg straks slå det ud af hovedet. Den form for personlig udvikling straffes nemlig med en voldsom lønnedgang. Omstillingsparathed er fra i dag et fy-ord i min lille verden.
I alle de ovennævnte situationer vil jeg opleve de samme økonomiske konsekvenser af min pro-aktive adfærd, som hvis jeg bliver fyret på grund af nedskæringer, omstruktureringer eller andre omstændigheder udenfor min kontrol og derefter – mod alle odds – er så heldig at finde et nyt, tilsvarende job:
Mine ambitioner, min dygtighed eller mit held vil øjeblikkelig blive straffet med en lønnedgang på 8.000 kroner – om måneden. Næsten 100.000 kroner om året. Også selv om jeg får et tilsvarende ansvarsområde som før og arbejder det samme antal timer eller mere.
Og som en understregning af, hvilken samfundsnasser jeg er, kommer min løn i al fremtid til at ligge omkring 25% under mine kollegers i tilsvarende stillinger.
Så fra nu af er jeg officielt økonomisk stavnsbundet til at forblive i mit job, til jeg forlader arbejdsmarkedet om et par årtier – subsidiært til jeg stiller træskoene på grund af den sygdom som gjorde mig til fleksjobber i første omgang.
Led ikke efter logikken i alt dette. Den findes ikke.
Man skal være meget højt lønnet for at kunne tage en lønnedgang på 100.000 om året, uden at det får store konsekvenser for ens privatøkonomi: pludselig kan boligen komme i fare; ens kreditværdighed i banken styrtdykker; fremtidsplaner må skrinlægges; levestandarden falder drastisk.
Og alt sammen på grund af omstændigheder som jeg ikke har indflydelse på. Det har til gengæld Mette Frederiksen og hendes nye bedste venner.
Intet under at de blå jubler af begejstring: tænk at have lammetævet sin politiske modstander så meget på plads, at hun ikke bare overtager ens agenda, men også gør det beskidte arbejde for en. Hvilken fryd. Hold Dem ikke tilbage, mine damer og herrer. Kom nærmere, kom nærmere og se Mette Frederiksen føre blå klassekamp på sine egne vælgeres bekostning!
Enhver kan se, at det ikke bliver V, K eller LA som får tilbagegang i meningsmålingerne på grund af dette usle forlig. Det bliver – helt berettiget – Socialdemokraterne og SF.
Men har Mette Frederiksen da slet ikke fået noget til gengæld?
Nej, tværtimod.
For når Frederiksen og hendes parti høster deres velfortjente valgnederlag inden årets udgang, er det ikke hendes nye borgerlige best-buddies som kommer og trøster hende. De vil tværtimod håne hende, som den der faldt for deres lumske plan og som pantsatte sin troværdighed i processen. Det har de allerede annonceret. Frederiksens pinlige blå sidespring er en ugengældt affære.
Og vi – hendes ex-fans står tilbage, måbende, desillusionerede og forliste. Vel vidende at uanset hvor fanden vi sætter vores kryds næste gang, så er der intet parti som kandiderer til regeringsmagten som vil omgøre dette groteske overgreb.
Det vil være forkert og en kapitulation at reflektere over denne aftale ud fra politiske præmisser. Det ville betyde, at man anerkendte behovet for at spare de mange penge på nogle af landets svageste grupper.
Det er betydelig mere relevant at anskue den i en etisk sammenhæng. Er der sammenhæng mellem de ord som Mette Frederiksen sagde før valget og det, som hun siger nu? Er der overensstemmelse mellem det socialistiske dogme om ligeret for alle og effekten af dette forlig? Og er der en rimelig social balance i dette indgreb?
Svarene er nej, nej og atter nej.
Der er en grund til, at forliget præsenteres i floromvundne vendinger som tangerer sproglig voldtægt. Men bag Mette Frederiksen søde ord om en omsorgsfuld indsats og fremtidssikring af området gemmer der sig rå, totalt vilkårlige besparelser på 1,9 milliarder, som undergraver tilværelsen for en kvart million mennesker.
Beløbet svarer for resten til det, som den tidligere regering gav i topskattelettelser, sidste gang den gavmildt lettede vilkårene for landets bedst lønnede i 2009. Det er milde gaver til de højeste indkomster som får effekt fra 2014, og det var en af vores nuværende regerings første udmeldinger, at disse lettelser kommer til at stå ved magt. Havde det mon været en bedre løsning – en mere socialdemokratisk løsning – at rulle dem tilbage?
Hvad har vi dog gjort dig, Mette? Og hvad er det, du håber at opnå ved at gøre, som du gør mod os? Hvem har bildt dig ind, at personer med en kronisk sygdom får det bedre eller ligefrem bliver raske af, at du river eksistensgrundlaget væk under dem? Og hvorfor vælger du at tro mere på en flok gustne Cepos-mænd med regneark end på de hundreder af læger og speciallæger som har underkastet førtidspensionisterne og fleksjobberne et utal af undersøgelser, før de langt om længe blev bevilliget deres pension eller fleksjobs-godkendelse?
Spurgte nogen for et år siden: hvem er Mette Frederiksen? lød svaret typisk: en ledende socialdemokratisk politiker med et hjerte som banker for social retfærdighed.
I dag vil et mere korrekt svar være: en social-politisk Quisling og vælger-bedrager. En kvinde som snigløb dem, som valgte hende. En talentløs forhandler uden integritet som på en og samme dag solgte sin sjæl og for altid undergravede sin egen og sit partis troværdighed. Hun er kvinden som hamrede det næstsidste søm i S-SF-R-regeringens ligkiste. – Det sidste slås i, når hun efter sommerferien laver en kontanthjælps-reform med de samme nye venner og med et ligeså barsk indhold, rettet mod endnu en gruppe af borgere, som før så hende som en allieret.
Mens jeg har skrevet disse ord, kværnede min player et gammelt Love Shop album.
En af bandets tekster rammer direkte ned i Fru Hyde-Frederiksens meriter:
“Kræmmersjæl, mit eks-idol – så omsorgsfuld som en elektrisk stol”.
På Mette Frederiksens CV bør der stå:
Modtager af Årets Fuckfinger 2012. Hun kæmpede sine modstanderes kamp – og vandt. Hun er utilgivelig.
Facebook-grupper mod fleksjob- og førtidspensionsreform
Se også
Myter og fakta om reformen af fleksjob og førtidspension
Netavisen 2. juli 2012
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
