Marx, Engels og Lenins definition af klasser og klassekamp som samfundsudviklingens drivkraft holder stadig og er et redskab til at kunne forstå og udvikle klassekampen i dag.
En aktuel klasseanalyse er nødvendig for opbygningen af en enhedsfront i arbejderklassen, for forståelsen af arbejderklassen som den mest revolutionære klasse og for hvilke alliancer der kan opbygges med andre lag udenfor arbejderklassen.
KONGRESDEBAT: KLASSEANALYSE
Marx og Engels skrev i Det Kommunistiske Manifest:
”Alle hidtidige samfunds historie er klassekampens historie”.
”Under kapitalismen spalter samfundet sig mere og mere i to store klasser ”der står i direkte modsætning til hinanden: bourgoisiet og proletariatet”.
”Bourgoisiet har ikke blot smedet de våben, der skal bringe det døden; det har også frembragt de mennesker, der skal føre disse våben – de moderne arbejdere, proletarerne”
Manifestet slutter:
”Kommunisterne erklærer åbent, at deres mål kun kan nås ved, at hele den bestående samfundsordning styrtes med magt. Lad kun de herskende klasser skælve for en kommunistisk revolution. Ved den har proletariatet kun deres lænker at tabe. De har en verden at vinde”.
Lenin definerede klasser i 1919 i artiklen ”Et storstilet initiativ” på denne måde:
”Klasser kalder man store menneskegrupper, der adskiller sig ved deres placering i den samfundsmæssige produktions historisk bestemte system
- ved deres forhold til produktionsmidlerne
- ved deres rolle i den samfundsmæssige organisering af arbejdet,
- og følgelig ved de måder, hvorpå de får, og det omfang, hvori de får den part af samfundsrigdommen, som tilfalder dem.
Klasser, det er menneskegrupper, af hvilke den ene kan tilegne sig den andens arbejde, i kraft af deres placering i den givne økonomiske samfundsstruktur.”
På baggrund af arbejderklassens stilling under det kapitalistiske samfundssystem, er arbejderklassen objektivt set den konsekvent revolutionære klasse.
På denne baggrund er det af stor betydning, at vide hvem der i dagens samfund tilhører arbejderklassen og hvilke grupper og lag arbejderklassen består af og hvor udviklingen bevæger sig hen.
Borgerlig ideologi påstår, at klassemodsætninger er et fortidigt fænomen. Det er i øjeblikket lykkedes for kapitalen at udradere den virkeliggjorte socialisme fra vores klode, men klassekampen er i høj grad levende for borgerskabet. Et af midlerne er den ideologiske kamp og herunder forsøget på at fjerne bevidstheden om, at klassemodsætningerne og klassekampen stadig er det grundlæggende, og det der driver udviklingen frem i dag som tidligere.
I den borgerlige ideologi, i borgerskabet og hos venstrefløjspartierne, findes der ulighed og ‘uretfærdig’ fordeling af goderne, men ikke klassemodsætninger, som det der skaber uligheden.
Når der ikke opfattes en afgørende forskel på det kapitalistiske og det socialistiske samfund, og hvilken klasse der har magten, bliver der kun tale om en reformistisk kamp om fordelingen af ‘samfundskagen’ ikke en afskaffelse af udbytningen (eje af produktionsmidlerne) og borgerskabets statsmagt.
Klasser og lag
Danmark er et land, der på grund af sin historiske udvikling ikke har klassemodsætningerne tegnet så skarpt op som i andre dele af verden. Ideologien om, at alle kan få en uddannelse og skabe sin egen vej efter lyst og evner dominerer i samfundets institutioner og er den ideologi vi opdrages til. På grund af udviklingen med megen småborgerlig eller moderne, specialiseret produktion, højt uddannelsesniveau for dele af befolkningen kombineret med en vis grad af velfærd, har klassemodsætningerne til en vis grad kunnet sløres.
Mange af de større industriarbejdspladser er lukket ned og den faglige kamp har kunnet holdes nede gennem klassesamarbejdet i fagbevægelsen.
Overfor dette står den klassebevidsthed, der uundgåeligt findes indenfor de traditionelle arbejderjobs og som er i stærk udvikling i arbejderklassens nyere lag, hvor mange er offentligt ansatte.
Uanset inddelingen i mange lag og grupper, der ikke hører under samfundets hovedklasser, er samfundssystemet kapitalistisk og bygger på én klasses magt
over produktionsmidler og stat.
Borgerskabet
Omfatter borgerskabets forskellige fraktioner og lag, alle med objektiv interesse i at bevare kapitalismen. De kan være virksomhedsejere, bestyrelsesmedlemmer i virksomheder, aktieejere, og andre i tilknytning dertil.
Industriborgerskabet/industrikapitalen
Ejere af produktionsmidler med produktion af varer. Arbejdskraften/arbejderne her skaber samfundets værdier og merværdi.
Handelsborgerskabet/handelskapitalen
Der skabes ikke merværdi gennem handel med varer, men handelen er ifølge Marx nødvendig for at realisere merværdien.
Landbrugskapitalen
Landbrugene er blevet til kapitalkrævende virksomheder, og de landbrug der har overlevet til i dag er store industriproducenter. De har stor indflydelse på de politiske beslutninger og modtager store tilskud fra EU. I forhold til områdets økonomiske betydning i DK har de en uforholdsmæssig stor indflydelse og opmærksomhed. En brancheorganisation som Landbrug og Fødevarer kan altid komme igennem i pressen med deres synsvinkel. Hvis de nægter at følge loven bliver det accepteret. Et eksempel er sagen om randzonerne.
Pensionsfonde og lignende investorer er gået ind på landbrugsområdet og sikrer kapitaltilførsel. Krakkede landmænd kan få job som bestyrer på de opkøbte gårde.
Hvis regeringens forslag kommer igennem vil det snart være muligt, at sælge dansk landbrugsjord til udenlandske kapitalfonde – et stort brud med de hidtidige principper for ejendom til vores jord.
Forestillinger om landbruget og Danmark som et landbrugsland er en stor del af dansk (romantisk) kultur og ideologi.
Finanskapitalen
Under imperialismen er finanskapitalens ejere – banker/kreditinstitutioner/kapitalfonde osv den dominerende fraktion i borgerskabet. De store pengekapitaler – nationale som multinationale – styrer investeringerne.
Monopolkapitalen/multinational kapital
E kendetegnende for imperialismen. Kapitaler der er så store, at de kan være styrende indenfor et område på verdensplan og dominere markedet, stærke nok til at få indflydelse på politik globale aftaler og national lovgivning.
Monopolkapital og nationer
Selvom de store kapitaler er multinationale har de alligevel tilknytning til lande, stater eller unioner. De anvender statsapparaterne til at varetage deres interesser, og styrer gennem statsapparaterne, f.eks. hæren i kamp om markeder og naturressourcer, politi og hær til at holde befolkningen på plads og holde justits, til at skabe infrastruktur, vedligeholdelse af arbejdskraften osv.
Men borgerskabet kan også sætte sig over statens vedtagne strukturer og love og anvende sit åbne diktatur gennem regulering af verdenshandelen eller opstille politiske krav til regeringer på verdensplan. Eller monopolkapitalen kan slå over i at herske gennem åben vold gennem et fascistisk diktatur.
Arbejderklassen og folkene har tilkæmpet sig rettigheder i nationalstaterne, som kapitalen i visse historiske tider vil kaste til side og i stedet oprette sit åbne klassediktatur, hvis det er truet af krise, oprør eller revolution.
Dimitrovs definition i 1935
”Fascisme er de mest reaktionære, de mest chauvinistiske, de mest imperialistiske elementer af det finansielle oligarki´s åbne diktatur. Fascisme er ikke en magt der står over klasserne, og det er ikke småborgerskabets eller lumpenproletariatets magt over selve det finansielle oligarki.”
Da socialismen eksisterede som samfundssystem fra 1917 og op i 1950-erne benyttede kapitalen sig både af fascismen til at knuse arbejderklassen i de kapitalistiske lande, deres kamp for socialismen og den virkeliggjorte socialisme i Sovjetunionen.
Efter anden verdenskrig fik vi ‘velfærdssamfundet’, der var en tilkæmpet sejr på baggrund af borgerskabets frygt for at modstandsbevægelsen efter krigen skulle udvikle sig til en kamp for socialisme. Samtidig var det en taktik for at forhindre en revolutionær linje i arbejderbevægelsen.
Det sidste særligt gennem ekstrabetaling/ bestikkelse til et lag i arbejderklassen, fagpamperne, der kom til at udgøre arbejderaristokratiet.
Arbejderklassen
Industriarbejderklassen, de ufaglærte og tillærte arbejdere i industrien, udgør objektivt set den konsekvent revolutionære del af arbejderklassen. Det skyldes, at modsætningsforholdet mellem arbejde og kapital står så tydeligt frem her, at arbejderen tydeligt er et vedhæng til maskinerne, at man arbejder mange sammen, at man udvikler et fællesskab og udvikler en fælles arbejdsdisciplin. Man har magten til at nedlægge arbejdet og stoppe det hele. Det står tydeligt, at man skaber værdier gennem sit arbejde.
Men arbejderklassen består ikke kun af arbejdere der skaber værdi i produktionen. Arbejderklassen består af mange lag med forskellige arbejdsfunktioner der holder samfundet i gang og er ansat både i privat virksomhed og indenfor det offentlige område.
Se det andet kongresoplæg
Forskydninger i arbejderklassen og dens forskellige lag
En analyse af hvem der tilhører arbejderklassen i DK i dag er gjort op af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. De opererer med andre opdelinger end man vil gøre i en marxistisk analyse, så tallene kan ikke fuldt ud overføres til en klasseanalyse. Helt præcise tal er svære at finde på visse områder.
Ufaglærte og faglærte arbejdere (ikke i ledelsesjob)
Der er i dag færre store industriarbejdspladser i Danmark end tidligere og særlig sværindustrien er væk.
Siden år 2000 er mere end 100.000 industriarbejdspladser forsvundet, og særligt siden krisen 2008.
Ifølge Danmarks Statistik lå antallet af fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere inden for industrien i 2011 på 270.826 danskere.
I EU-landene er antallet af industriarbejdspladser faldet med 10 % i snit, mens der i Tyskland ikke sket et fald, sikkert pga lønnedgang og det store antal ‘working poor’.
Når industriarbejdspladserne forsvinder falder en række tilknyttede jobs væk sammen med dem, bl .a servicering af industrien. Man kan heller ikke forvente at udvikle ting omkring en industriproduktion, som nu ligger et andet sted. Som f.eks. at uddanne maskiningeniører, designere osv., hvis selve produktionen er flyttet til Indien.
De ufaglærte, tillærte og faglærte arbejdere finder vi indenfor industriproduktion, transport, pleje og omsorg og hospital (SOSU-hjælpere, portører, køkkenpersonale), industriproduktion, børnepasning (pædagogmedhjælpere), rengøring, renovation, vej- og park, gartneri, landbrug, byggeri, service, byggeri, håndværk, kontor, sundhedsområdet, butik og service.
I øjeblikket er der en tendens til, at faglærte presses ud af jobbene, specielt indenfor byggeriet, hvor ufaglært arbejdskraft tages ind i stedet. Det giver også mindre søgning til de faglige uddannelser, hvor forholdene også forringes og lærerpladser er svære at få fat i.
Inden for uddannelser under bygge- og anlæg, er der fra 2011 til 2013 sket et fald i elever, der har været igennem deres grundforløb og har en praktikplads på hånden. Fra 5136 i 2011 til 4507 elever i 2013 (ca 10 %). Blandt murerne er det faldet 25 procent fra 2011 til 2013.
Se også
Danske industriarbejdere er meget produktive.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd: Inddeling af befolkningen i sociale klasser
Pdf
Indvandrende arbejdere
Med EU’s indre marked har et af EU’s vigtige formål sat sig gennem – arbejdskraftens fri bevægelighed. Dette sikrer en lav pris på varen arbejdskraft. De udenlandske arbejdere er ofte ufaglærte, men også faglærte, der her i landet går til en lavere løn..
Workfare
Området af unge der ikke kan komme ind på det lønnede arbejdsmarked eller andre arbejdsløse, tilskudsansatte mm., der udnyttes som gratis arbejdskraft, nyttejobbere osv. Indenfor det offentlige område er overgangen fra brug af normalt lønnede ansatte til tilskudsansatte/nyttejobbere ved at blive indarbejdet. Mens 24.000 er fyret fra det offentlige, har 9.000 ansatte med tilskud overtaget jobs indenfor området.
Udstødte
Arbejdere der er faldet ud af arbejdsmarkedet pga arbejdsløshed eller sygdom/nedslidning. Det er karakteristisk for denne gruppe, at de har erfaringer med at være på arbejdsmarkedet og erfaringer for organisering. De er oftest lidt oppe i årene.
Pjalteproletariatet
Et begreb vi ikke ønsker at bruge i dag.
Arbejderaristokratiet
Købt over til at stå på borgerskabets side gennem høj løn, poster i klassesamarbejdssystemet og andre privilegier.
I følge statistik fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er arbejderklassen faldet fra 57,3 5% af befolkningen i 1985 til 46,8 % i 2009 (1.171.700 personer). Hertil kan vi lægge størstedelen af det denne statistik kalder ‘underklassen’ som er på 19,7 % (492.900 personer).
‘Underklassen’ dækker arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, flexjobbere, førtidspensionister – som vi for størstedelen ville regne med til arbejderklassen.
I 2009 udgør arbejderklassen ud fra disse opgørelser1.664.600 personer, hvilket udgør 66,5 % af arbejdsstyrken (studerende ikke medregnet).
Opregnet på familieplan udgør arbejderklassen ca. 56 % af befolkningen.
Antallet af faglærte er faldet fra 33,1 % til 29, % og ufaglærte arbejdere fra 22,3 til 10,1% fra 1985 til 2009.
Kun 1,1 % af arbejderklassen arbejdede i 2009 i landbruget.
De største arbejdsområder for arbejderklassen er ‘offentlig administration’ (26,2 %), ‘handel og transport (25,2 %), industri og forsyning (16,5 %).
De intellektuelle
Grundlæggende set bliver de intellektuelle uddannet til at bevare det kapitalistiske samfund, at administrere det og udbrede dets ideologi. En del af de intellektuelle bliver en del af borgerskabet, andre bliver småborgere med mindre virksomhed, mens andre ligger tættere på mellemlagene i arbejdsforhold og løn.
Intellektuelle kan subjektivt vælge arbejderklassens side – og f.eks. være medlem af det kommunistiske parti – men er pga deres samfundsmæssige og objektive placering i klassesamfundet, ligesom småborgerkabet og de småborgerlige mellemlag, hvad man forstår som vaklende allierede.
Det er akademikere, videnskabsmænd og specialister, præster, journalister og mediefolk, kunstnere, ‘konsulenter’ af enhver art, entertainere, undervisere af mange slags, studerende
ved de højere uddannelser m.m. (fra APKs principprogram)
Mellemlag
Mennesker der hverken klart tilhører arbejderklassen, småborgerskabet eller borgerskabet. I deres arbejdsforhold og løn står en del af dem tæt på arbejderklassen.
I området tættest på arbejderklassen finder vi – udenfor ledende stillinger – pædagoger, lærere, socialarbejdere, sygeplejersker, kontorfunktionærer, folk med tekniske funktioner af forskellig art.
I deres bevidsthed vil de bedst stillede være tilbøjelige til at hælde til borgerskabet og de lavest lønnede til arbejderklassen, alt efter situation og udvikling i samfundet og klassekampen.
I de tilgængelige statistikker ligger de mellemlag, der står tættest på arbejderklassen i en stor gruppe kaldet middelklasse, det er derfor svært at sætte tal på.
I den anden ende finder vi de lag, der står tæt på borgerskabet – arbejdsledere, ledende teknikere, specialister, politifolk mm.
De lag der står tættest på arbejderklassen er mulige allierede i opbygningen af en folkefront.
Småborgerskabet
Det egentlige småborgerskab er ejere af små virksomheder, der selv arbejder i virksomheden. En klasse i konstant tilbagegang som følge af kapitalismens udvikling. Småproducenter, fiskere m.fl.
Nogle spørgsmål i forbindelse med klasseanalysen
Folketingets klassesammensætning
Folketingets klassesammensætning viser en ufolkeliggørelse af det danske samfund. I 1977 var 44 % af medlemmerne ufaglærte og faglærte arbejdere (eller arbejderaristokrater). I de borgerlige partier var der en del landmænd og håndværksmestre.
I dag er kun 14 procent af folketingsmedlemmerne faglærte og ufaglærte (Lars Olsen, ”En partiformand der har haft et almindeligt arbejde” i Fagbladet 15.08.2014)
Objektivt klassetilhørsforhold og subjektivt
I sin artikel ‘Vores umiddelbare opgaver’ skrev Lenin:
‘Arbejdernes kamp bliver først klassekamp, når de mest fremskredne repræsentanter for arbejderklassen i et land opnår bevidsthed om, at de danner en eneste klasse, og fører kamp, ikke mod isolerede arbejdsgivere, men mod hele den kapitalistiske klasse og mod den regering, som støtter denne klasse. Først når hver eneste arbejder betragter sig som medlem af hele arbejderklassen, når vedkommende i sin lille daglige kamp mod en arbejdsgiver eller funktionær ser en kamp imod hele borgerskabet og imod hele regeringen, først da bliver kampen til klassekamp’.
Der er ikke sammenfald mellem objektivt klassetilhørsforhold og ens egen bevidsthed og forestilling om samfundet.
Erfaringer fra kamp, mødet med politisk teori, påvirkning fra borgerskabets propaganda, den økonomisk situation, politisk undertrykkelse, angreb osv påvirker forståelsen i den ene eller anden retning.
Det er kommunisters opgave at fremme denne forståelse, at deltage i og tage initiativ til organisering af kampe, der kan give erfaringer om klasseforholdene og at bidrage med at trække linjerne klart op.
Hvad skal vi bruge klasseanalysen til?
Vi skal bruge den i vores agitation og propaganda og slå fast, at vores samfund grundlæggende er opbygget med uforenelige klasser, hvor én klasse ejer produktionsmidlerne.
De udgør et ganske lille mindretal, der har magten over staten og styrer samfundet ud fra DERES egoistiske klasseinteresser, ikke for samfundets bedste. Derfor må magten tages fra dem så et socialistisk samfund, der bygger på flertallets interesser kan sættes i stedet.
Eftersom arbejderklassen er samfundets mest konsekvent revolutionære klasse, er det nødvendigt at lægge partiets politik ikke kun ud fra arbejderklassens synsvinkel og interesser, men også at arbejde politisk i arbejderklassen og organisere arbejdere som partimedlemmer.
Klassemodsætningerne både i Danmark er blevet uddybet gennem krisen og den nyliberalistiske ‘reform’politik.
Danmark er et land med en faldende industriproduktion og med forholdsvist små arbejdspladser (målt i antal ansatte), men med markante og rige multinationale kapitalgrupper med stor indflydelse på dagens lovgivning, tilknytning til EU, dansk deltagelse i oprustning og krig mm.
Danmarks største virksomheder hvad angår profit og omsætning er oftest multinationale eller opererer på verdensplan, dansk- eller udenlandsk ejede. De befinder sig indenfor:
Containertransport, finanskapital (banker, pensionsselskaber, og kreditforeninger, forskringsselskaber), medicinalindustri, detailhandel, fødevareindustri, våbenindustri, entrepenørvirksomhed mm.
Produktionsindustrierne er i højere grad specialiserede på deres felt end med masseproduktion. Men en del af dem har også masseproduktion, evt. placeret i andre lande med lavere lønninger og arbejderrettigheder.
Desuden er der en række mindre industrivirksomheder.
Fra at være et land med et stort landbrug, et stort småborgerskab på land og i by og et stort landproletariat har forholdene ændret sig.
Landbruget køres som store og kapitalkrævende produktioner med ganske få arbejdere, ofte udenlandske.
Kun 1,3 % af arbejderklassen arbejder i dag i landbruget.
Fødevareproduktionen er blevet industrialiseret og ganske snart kan den selvejende ‘landmand’, være et fortidslevn, til fordel for internationale investeringsfirmaer/kapitalfonde med ansatte bestyrere.
Landets tidligere væld af små butikker, er siden 1970-erne blev koncentreret i stadig færre butikskoncerner ejet af multinational kapital. 25,2 % af arbejderklassen er ansat i handel og transport (2009). Med en svagt faldende tendens.
Både mænd og kvinder er på arbejdsmarkedet og dette betyder en samfundsgørelse af ting som børnepasning, ældrepleje, sundhedssystem osv. Nyliberalismen forsøger nu at lægge en del af disse områder tilbage på familierne og den enkeltes ansvar.
Omkring 22 % af arbejderklassen er offentligt ansatte.
Statsapparatet (stat, regioner, kommuner) er kæmpe stort med et embedsmands bureaukrati og mange offentligt ansatte, der varetager reproduktion af arbejdskraften. Udover dette findes den voldelige del af statsapparatet, der er blevet mere specialiseret og mindre folkeligt med meget færre værnepligtige og flere professionelle soldater. Desuden bliver det i højere grad overnationalt som EU-kapitalens undertrykkelseapparat med fælles udrykningsstyrker til at slå uro, portester og oprør ned.
Nyliberalismen har ikke gjort statsapparatet mindre, men overladt mere til privat kapital og udvidet indenfor kontrol og administration.
Det sociale område er skåret kraftigt ned.
Klassekamp
Nyliberalismens offensiv har bragt mange nye lag ud i kamp. Baggrunden er de sociale nedskæringer, men også overgrebene mod demokratiet. Der sker en proletarisering af løn- og arbejdsforhold og modsætningsforholdet til stat og regioner øges.
Nye lag i arbejderklassen (og mellemlag) indenfor det offentlige område er i hele perioden efter 2. verdenskrig vokset sig store og er i de senere år blevet mobiliseret igennem forsvarskampe, f.eks. hospitalsansatte, sosu’er, pædagoger m.fl.
Delen af arbejderklassen der er ansat i offentlig virksomhed ligger på ca. 31 % (2009).
Det er disse grupper, der i høj grad er blevet ramt af nedskæringer i velfærden, men den faglige organisering har også betydning, da den klassesamarbejdende fagbevægelse gør en stor indsats for at holde organisering af modstand og kamp tilbage. Der køres hårdt på med krav om ‘sikring af konkurrenceevnen’ kombineret med frygten for arbejdsløshed, hvor rettighederne er kraftigt beskåret.
Samtidig sikrer EU, at arbejdskraftens frie bevægelighed presser løn og arbejdsforhold.
Lærerne blev ramt af et samlet angreb fra stat og regioner og reagerede som gruppe og gik i kamp. De er nu nogle steder ligefrem blevet beordret til at stemple ind på arbejdspladsen som de rene arbejdere!
Følelsen af frihed til at styre sit eget arbejde blev angrebet og man rykkede nærmere arbejderklassen og længere væk fra samfundets elite.
Et andet eksempel er de praktiserende læger, der arbejder med enkeltejede virksomheder. De står på samme måde angrebet af staten og er kommet i et nyt modsætningsforhold. Deres kamp mod stat og regioner består både i spørgsmålet om betaling, hvor de vel må betragtes som privilligerede , men også som forsvar for den almindelige befolknings interesser, da de forsvarer sundhedssystemet mod forringelser og udnyttelse fra medicinalindustrien. (bl.a. krav om registrering, standardiserede diagnoser og salg af personlige oplysninger til medicinalindustrien).
Uligheden bliver større
Uligheden i Danmark bliver større. Tænketanken Cevea har lavet en analyse af uligheden, der viser, at fra 2005 til 2012 er Danmark det vesteuropæiske land, hvor uligheden er steget mest.
”Hvis man forestiller sig, at udviklingen fra 2005 til 2012 fremskrives, så vil Danmark i 2020 ligge helt i bund i Europa og have et ulighedsniveau svarende til lande som Rumænien og Bulgarien”
Cevea frygter social uro på denne baggrund.
Ikke kun uligheden er blevet større, indtægterne er også blevet lavere, for de der har mindst.
Det gælder specielt arbejdsløse, studerende og pensionister og de lavest lønnede arbejdere.
EU og regeringen (SSFR/SR) har bevidst, for at redde kapitalen gennem krisen, skabt denne ændring gennem ‘reformer’ af skat, kontanthjælp, dagpenge, sygedagpenge, fleksjob, førtidspension og SU. Mens den øgede arbejdsløshed og billige arbejdskraft presser lønningerne.
De regionale forskelle i landet bliver større, og der udvikles flere både rige og fattige ghettoer.
Klassemodsætninger udskiller i højere grad forskelle indenfor skolegang (privatskoler) og sundhed (private sundhedsforsikringer, privathospitaler).
Efter den nuværende fattigdomsgrænse er antallet af fattige i Danmark steget fra 23.500 i 2002 til 47.300 i 2012.
Se
Fattigdom: 200.000 fattige er pist væk
I perioden 2002 til 2011 havde kun de øverste 10 % fremgang i realindkomst, gruppen mellem de 10 % bedst stillede og de 10 % dårligst stillede, havde uændret indkomst, mens de 10 % dårligst stillede havde tilbagegang. Fra 2011 til 2013 havde kun de øverste 10 % en økonomisk fremgang.
De 10 procent fattigste, har i dag har en lavere indkomst end i 2002.
I 2012 havde Danmark ca 25.000 virkelig rige (‘den gyldne procent). De er først og fremmest bosat i nordsjællandske forstæder til København (Gentofte, Hørsholm og Rudersdal). Gruppen er domineret af mænd i 40 – og 50erne med lange videregående uddannelser og med job som topledere eller selvstændige. Kvinder udgør kun små 20 pct. af gruppen.
Hvis man betragter fattige som familier med en indkomst under 100.000 efter skat er der 234.000 fattige i Danmark – dog næsten 350.000, hvis man regner familier med, hvor mindst en af de voksne er studerende.
”De fattige bor især i udkantsdanmark og på den københavnske vestegn samt i visse kvarterer i storbyerne. De fleste bor i den almene boligsektor med markant flest fattige i de såkaldte ghettoer – Gellerupparken i Aarhus, Mjølnerparken i København og Vollsmose i Odense. De er primært ufaglærte, hvis de arbejder – og mange er ældre”
Fra rig til fattig: Se hvilken klasse du tilhører, BT september 2012
Den ene procent og de 99
Occupy bevægelsen lancerede udtrykket ‘den ene procent’ og ‘de 99 %’ . Professor i økonomi, Joseph Stieglitz skrev i maj 2011 om USA:
“De rigeste 1 procent tjener 25 procent af nationens indkomst, og ser man på landets samlede værdier, kontrollerer den ene procent 40 procent af disse.”
Under én procent af verdens befolkning ejer 81 procent af al rigdom i verden.
Opdelingen i den ene og de 99 % passer fint, hvis man stiller borgerskabet på den ene side overfor resten af befolkningen. Dog opgøres borgerskabet i Danmark til i 2009 at udgøre 2,1 %.
Men en større del af befolkningen i lagene tæt på borgerskabet har mere til fælles med kapitalen end med arbejderklassen, så man kan ikke sige, at kapitalismens grundlæggende klassemodsætninger står mellem den ene og de 99 procent.
De rige bliver rigere
En tendens der både gælder internationalt og herhjemme er, at de rige bliver rigere. I de førende kapitalgrupper er indkomsten steget mod skyerne under krisen.
F.eks. tjente en koncernchef fra Carslsberg Group i 2012 – med det hele – 22,8 millioner, en lønstigning på 54 % i forhold til året før. Den gennemsnitlige lønstigning for direktører fra C20-virksomhederne (de 20 største børsnoterede) var på 18 % i forhold til 2011.
C20 virksomheder er bl.a. Mærsk, Carlsberg, Novo Nordisk, Novo Zymes, Colo Plast, Danske Bank, Fl. Schmidt, Nordea, TDC, Tryg, Vestas, ISS.
Disse selskaber strutter af kapital og god økonomi. Men de fleste af dem er utilbøjelige til at investere i produktion.
Fra 2012 til 2013 er de ikke finansielle C20-selskabers gæld reduceret med 21 procent, mens de samlede investeringer er faldet med 13 procent.
Arbejderklassens ‘lønstigninger’ ligger i disse år så lavt at reallønnene ikke fastholdes. I gennemsnit på 1,3 %.
Det gennemsnitlige reallønsfald var ifølge Danmarks Statestik i 2011 for lønmodtagere 2.500 kr, 3.300 kr for kontanthjælpsmodtagere (det var før kontantjælpsreformen).
I oversigten nedenfor vises de største danske virksomheder, men hvilke kapitalgrupper, der står bag kan ikke umiddelbart ses.
Top 1000-virksomheder i Danmark
Børsen
Ulighed i ‘landet med lige muligheder’
‘Velfærdssamfundet’ har brystet sig af at skabe ‘lige muligheder’ for alle. F.eks. indenfor sundhed og uddannelse. Dette står nu i voksende kontrast til virkeligheden, hvor der er stor forskel på den forventede levetid mellem samfundets hovedklasser. 10 år mellem den rigeste fjerdedel og den fattigste fjerdedel af danske mænd.
Andre modsætningsforhold og kampe i dag
Imperialismen er et afdanket system, der er ude af stand til at give svar på samfundets problemer eller udvikle det videre. Modsætningsforholdene under imperialismen udvikler sig på alle områder.
Imperialisterne og den globale kapital styrer mod økologisk katastrofe og verdensomspændende krig, hvis udviklingen ikke stoppes af en revolution. Disse truende ødelæggelser rammer ikke kun arbejderklassen, men langt bredere og de mobiliserer store grupper.
Med danske eksempler:
– Angreb på løn- og arbejdsforhold
– Angreb på de sociale rettigheder
– Angreb på lokalsamfundet/velfærd – skolelukninger, sygehuslukninger
– Angreb på demokratiet – mørklægningslovgivning,
– Udsalg af den nationale infrastruktur – salg af DONG,
– Politiske skandaler, dårlig og egoistisk moral, løftebrud – Løkkes sager, ‘rød’ bloks politik, GGGI
– Ødelæggelse af miljøet og klima – atomkraft, skifergas, CO2-udledning, forurening
– Tyveri af ressourcer – Nordsøolien,
– Økonomisk ulighed – skattefrihed for de multinationale, gyldne håndtryk
– Udsalg af den nationale selvstændighed og suverænitet – EU, privatisering af infrastrukturen, frihandelsaftaler
– Krig, etnisk udrensning – dansk krigsdeltagelse, overgreb på palæstinenserne
– Fascisme, nazisme, racisme
Dette oplæg er en del af kongresdebatten op til APK’s 6 kongres i foråret 2015
Se mere om kongressen og flere oplæg og artikler på
TEMASIDE: På vej mod APKs 6. kongres
Netavisen 21. september 2014
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
