Fagtoppen er tæt forbundet med arbejdsgiverne – også i levevilkår

I den aktuelle OK20 ser vi hvordan fagbevægelsens topforhandlere indgår helt utilstrækkelige forlig med arbejdsgivernes organisationer. Hvorfor – når nu organisationerne står med en medlemsskare med stor vilje til at slås for langt mere end de opnåede pebernødder? En god del af forklaringen ligger i toppens faktiske klassetilhørsforhold. En chefforhandler og metalformand som Claus Jensen tjente allerede i 2015 87.658 kr om måneden og fik en mdl pensionsopsparing på 11.433,75 kr! For ham er hans egen plads i samfundets hieraki og klassesamarbejdet med industriens arbejdsgivere det afgørende. Der skal sikres ro på bagsmækken og gode konkurrenceforhold for dansk kapital. Det er kun håndfaste aktiviteter fra medlemmernes side der vil kunne ændre på OK-resultatet. Som Nej-kampagne, solidaritet mellem fagområderne, aktioner, faglige møder, arbejdsnedlæggelser osv.
Teksten her om arbejderaristokratiet er et udsnit af artiklen “Arbejderaristokrater og intellektuelle – opportunismens sociale grundlag” af Dorte Grenå, bragt i APKs magasin Enhed og Kamp 1,2018

Arbejderklassen udgør flertallet af befolkningen. Den er i dag mere sammensat end nogensinde – økonomisk, uddannelsesmæssigt, socialt og kulturelt. Men der er også et fællestræk: De er en del af den klasse, der skaber samfundsværdierne, den klasse der har en objektiv interesse i en revolutionær forandring, i opbygningen af socialismen. Arbejderklassen er hovedkraften i klassekampen.

Det er den objektive side. Den subjektive er langt mere kompliceret. For den handler om, hvordan arbejderklassen og dens parti handler, kæmper og udvikler sig. På en klassekampslinje eller en klassesamarbejdslinje. Frem mod revolutionen eller væk fra den. Det er kampen om hjerner og hjerter og om at tilføre arbejderklassen den nødvendige revolutionære teori for at kunne vinde kampen for socialismen.

Vi bombarderes dagligt med en massiv strøm af borgerlig ideologisk propaganda, der skal få os til at tænke på alt mulig andet end at forandre verden. Når vi som kommunistisk parti taler om opportunismen i arbejderklassen, mener vi politiske strømninger, der giver sig ud for at være for arbejderklassen, venstreorienteret eller sågar revolutionær, men ikke er det. Som reformisme, revisionisme eller trotskisme. De kan lyde meget rigtige, men opløser sig i varm luft, fraser og illusioner om at gøre kapitalismen lidt bedre, når deres politik skal bruges i praksis.

At de opstår og spredes skyldes hverken uvidenhed eller uskyldig naivitet. Disse strømninger har til formål at splitte arbejderklassen og forhindre en samling af de revolutionære kræfter. Derfor forsvinder opportunismen heller ikke af sig selv. Tværtimod. Det er en konstant erfaring, at opbygningen af det kommunistiske parti, samling af de revolutionære kræfter og organisering på en klassekampslinje i massemålestok kun kan vinde frem gennem at slå de opportunistiske nederlags-stemmer tilbage. Opportunismen udspringer af objektive interesser og bærer karakteristika fra samfundslag, der ligger udenfor arbejderklassen.

Opportunismens vigtigste sociale basis er arbejderaristokratiet og intelligentsiaen.

Arbejderaristokratiet

I Danmark spænder arbejderaristokratiet fra toppen af det reformistiske  faglige- og partibureaukrati, fonds-og koncernledelser over menige fag-og parti funktionærer, teknokrater og privilegerede tillidsfolk samt særlig privilegerede arbejdere. 100 års socialdemokratisme har gjort arbejderaristokratiet til en institution fra kooperative virksomheder til dagens strømlinende koncerner på rene markedsvilkår. LO har sit eget uddannelsessystem i klassesamarbejde – Fagbevægelsens Interne Uddannelse, FIU. Det er finansieret af Dansk Arbejdsgiverforenings bidrag til Udviklingsfonden. Ved siden af er gule splittelses-fagkoncerner som Krifa – Kristelig Fagforening med over 700 ansatte – vokset op.

Arbejderaristokratiet kan leve et helt andet liv end de medlemmer i fagforeningerne, der betaler deres løn. Deres lukrative lønninger, pensioner og job står i skarp kontrast til medlemmernes meget lavere betalte arbejde, nedslidning, usikkerhed, uvished og utryghed i job, ansættelse og timetal. De er ikke udsat for konstante angreb på løn, arbejdsforhold og rettigheder.  De er ikke hele tiden under pres for at hæve produktiviteten, 2 procent nedskæringer og effektiviseringer, eller for at få deres arbejdsplads udliciteret og privatiseret.

“Man bliver ikke pr. definition arbejderaristokrat, fordi man får en faglig tillidspost. Men risikoen er mere end overhængende i fagbevægelsens effektive, rygklappende hierarki. Korrumperingen er en uomgængelig objektiv mekanisme, karakteriseret ved kontante, materielle fordele for den korrumperede. Subjektivt kan den enkelte faglige leder være klassisk arbejderaristokrat det ene øjeblik og klassekæmper det næste – men desværre også i omvendt rækkefølge, hvilket er den typiske mekanisme ved fraværet eller degenerationen af det kommunistiske parti. Jo højere man befinder sig i arbejderaristokratiet, desto mere uafvendeligt borgerliggjort bliver man.

I længden kan selv den reneste, hæderlige faglige leder kun modstå indrulleringen i arbejderaristokratiet med det kommunistiske parti og dets konsekvente klassekampslinje i ryggen. I det oprindeligt revolutionære DKP/ DKP/ML havde man således en regel om, at faglige (og parlamentariske) ledere skulle betragtes som partifunktionærer, der aflønnedes af partiet. Altså simpelthen afleverede borgerskabets bestikkelse ved partikassen og beholdt et passende beløb svarende til en normal arbejderløn.”(1)

Det kan derfor heller ikke undre, at laget af faglige ledere/arbejderaristokrater i disse partier stod i spidsen for at sikre sig privilegier og løn. De var i front for en politisk ændring, der erstattede arbejderklassens ledende rolle med fagbevægelsens ledende rolle, mens de skønmalede arbejderaristokrater som arbejderklassens kæmpende ledere.

Allerede tilbage i 1892 taler Engels om ”et aristokrati indenfor arbejderklassen”, om arbejdernes privilegerede mindretal, i modsætning til arbejderklassens store flertal, i sammenhæng med Englands kolonimonopol. Lenin klarlægger denne analyse i lyset af imperialismens fremvækst og fremhæver, at det imperialistiske borgerskab i en række lande kan bestikke en del af de bedst stillede arbejdere på grundlag af imperialistiske superprofitter.

På grund af arbejderaristokratiets særlige økonomiske stilling og deres samfundsmæssige placering og indflydelse er dette lags klasseinteresser knyttet til at bevare det kapitalistiske samfund. Det er bedre til at forsvare klassesamarbejdet end borgerskabet selv og dermed borgerskabets interesser.

Laget af arbejderaristokrater er den vigtigste klassebasis for de reformistiske og revisionistiske partier, der altså har et reelt materielt og socialt grundlag for deres opportunisme. Det har altid været et vigtigt princip for marxister-leninister, at det ikke nytter med appeller til dette lag om at stå fast på arbejderklassens krav eller at have illusioner om, at de vil gennemføre dem. Enhver kamp må føres på trods af dem – til tider i konfrontation med dem. En erfaring mange i arbejdskampe og protestbevægelser har måttet gøre igen og igen.

Arbejderaristokratiet udgør ikke nogen særlig klasse, heller ikke i imperialistiske lande som Danmark, hvor det er større end i de af imperialismen udbyttede lande. Det er et netop et lag, der knytter sig til de forskellige klasser. Deres kransekagefigurer er de borgerlige politikere fra de såkaldte arbejderpartier og ikke mindst fagbevægelsens top og toplønnede fagbureaukrater. Det er et lag, som selv er lagdelt.

Toppen – det øverste lag

Det øverste lag tilhører monopolborgerskabet og borgerskabet med forbundsledelser, der ligesom ministre får millionlønninger, privilegier, frynsegoder plus alt det løse – og bagefter er sikret 2/3 af deres løn i pension resten af livet, gyldne håndtryk og ikke sjældent karriereskrift til topposter i det private erhvervsliv. Grådigheden sætter ingen grænser for tyveri af kontingent og skattekroner.

Den øverste fagtop er samtidig direktører, topchefer og bestyrelsesformænd i fagbevægelsens milliardfonde og firmaer. Eksempelvis i pensionsfonde og investeringsfonde – med ATP som Europas største pensionsfond værdisat til 641 mia. kr.

De er en økonomisk magtfaktor, selvom fagtoppen ynder at tale om, at det jo er ‘vores allesammens penge´. Vi andre ser bare så forsvindende lidt til dem. Det der engang blev oprettet for at beskytte arbejderne mod social elendighed er nu forretning på rene kapitalistiske vilkår. For nylig solgte LO-forbundsledelserne i HK, 3F, FOA, Dansk Metal og NNF fagbevægelsens forsikringsselskab Alka for 8,2 mia. kr. Alka går tilbage til Arbejdernes Livsforsikring fra 1903.

Den øverste fagtop har længe arbejdet på at fusionere til en superkoncern – fra 2019. Der foregår en indbyrdes kamp om fordelingen af indtægterne fra millionformuerne. LO har en bugnende pengetank på knap 900 millioner kr., mens FTF ligger med ca. 90 millioner kr. i egenkapital. LO modtager årligt 26 millioner kr. fra arbejdsgiverne til den såkaldte DA-LO Udviklingsfond. LO-kongressen har fået skrevet en praksis ind i en kommende fusionsaftale om store gyldne håndtryk til de faglige topchefer, der ikke får de nye poster.

Dette lag er både en del af den økonomiske og af den politiske magtelite i dag. Det har sammen med skiftende regeringer og Dansk Arbejdsgiverforening gennemført en meget stor del af EU’s nyliberale arbejdsmarkeds- og socialpolitik med gennemgribende reformer, blåstemplet gennem overenskomstaftaler og trepartsforhandlinger.

De mellemste og underste lag

Den mellemste gruppe udgøres af hele det lønnede lag af fagforeningslederne under Forbunds- og fagtoppen, af fagbureaukratiets og a-kassernes funktionærer og konsulenter og lønnede ansatte i de såkaldte arbejderpartier. Hvor stort dette lag er, laves der ikke samlede opgørelser over.

Også deres løn-og arbejdsforhold er væsentlig bedre end dem, de siges at repræsentere.

HK Danmark udbetaler i gennemsnit en årsløn på 620.000 kr. til 366 medarbejdere. Gennemsnitslønnen for fagforeningsformænd i FOA’s lokalafdelinger er 39.573 om måneden plus en gennemsnitlig pension på 13,3 procent. Den højeste månedsløn i en FOA-afdeling er 56.504 kr., plus pension på 16 procent.

Arbejderaristokratiets underste, men stadig privilligerede lag består af aflønnede tillidsfolk og grupper af særlige højtlønnede arbejdere i nøglefunktioner og arbejdere der har fået tildelt ledelsesopgaver i udførelsen af arbejdsopgaver.

Lenins analyse af arbejderaristokratiet under imperialismen som brandslukkere af arbejderklassens kamp er forsøgt fordrejet til påstanden om, at hele arbejderklassen i de imperialistiske lande er bestukket og borgerliggjort. Sådanne radikalt lydende teorier om den bestukne arbejderklasse i Vesten er rent sludder fra ‘venstre’-opportunister. Deres formål er at trække tænderne ud af arbejderklassens rolle, dens kamp og mål og lade arbejderklassen sejle sig egen sø.

Se originalartikel fra Enhed og Kamp
“Arbejderaristokrater og intellektuelle – opportunismens sociale grundlag”


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne