Brød & roser: Fremad med fortiden

Strøtanker
Af Gerd Berlev
Kommunistisk Politik 1, 2012

Brød & roser: For 100 år siden – den 12. januar 1912 –
startede en bemærkelsesværdig strejke i Lawrence, Massachussets.
Den kom til at vare tre måneder og
endte med sejr for arbejderkvinder af 25 nationaliteter.

Foto: http://textileartscenterblog.com/?p=2777

Forleden mente en af de bagstræberiske mainstream-journalister, at vi var på vej mod fortiden. En uhyggelig tanke at skulle tilbage til en tid, hvor hele Europa ikke lå frit tilgængelig for enhver med penge og initiativ!

Nå, det går nok ikke så let. Når det kommer til stykket, så har magteliten også lært af historien. Hør bare vores Europaminister Nicolai Wammen, der belært af erfaringen vil styre uden om den langsommelige demokratiske proces i EU-parlamentet for at kunne lynvedtage en række direktiver om energibesparelse og det indre marked.

Marlene Wind, professor ved Københavns Universitet, siger ifølge Politiken:
– Man kan godt sige, at det er stemningen i EU i øjeblikket, at man lidt sætter demokratiet på standby og sætter mere fokus på at få gang i væksten og få skabt job og få det indre marked styrket, frem for at man sætter de procedurer, man normalt benytter sig af, højest.

For ikke at tale om hele den cirkusforestilling, Merkel og Sarkozy opfører for at tæmme befolkningernes oprør og undgå enhver folkelig indflydelse på omfordelingen af velstanden fra de rette ejere til skrupelløse spekulanter og bankdirektører og få indført Eurostaten, den nye udgave af Neuropa. Godt hjulpet på vej af Helle Thorning, der åbenbart også har læst Jens Otto Krags historie om, hvordan han i ’72 fik os ind i EF, som EU hed dengang.

Det er i år 20 år siden, danskerne stemte nej til Maastricht-traktaten i en folkeafstemning, hvor den nye traktat blev husstandsomdelt sammen med en valgavis med ja- og nej-argumenter. Den slags folkeoplysning har vi ikke set meget til siden.

For 100 år siden, den 12. januar, startede en bemærkelsesværdig strejke i Massachusetts, USA: Bread & Roses.

En statslov havde begrænset den ugentlige arbejdstid fra 56 til 54 timer. For at vinde tabet ind speedede arbejdsgiverne i væverierne hastigheden op og nedsatte lønnen med 6$ om ugen. Da det blev annonceret, forlod 23.000 væverierne i Lawrence og gik på gaden.

På det tidspunkt arbejdede der folk af 25 forskellige nationaliteter, og elendigheden var stor. Sorte og kvinder kunne ikke blive medlemmer af fagforeninger under AFL, der gik imod strejken, men IWW var socialistisk og støttede strejken.

Strejken var banebrydende på mange måder: Den blev ledet af kvinder, og der blev arbejdet med at forene arbejdere af alle nationaliteter. Der blev f.eks. oversat til 25 sprog under møderne.

Det blev en hård kamp, hvor Nationalgarden blev sat ind, men blev mødt af en stærk klassebevidsthed. Der blev sunget, lavet teater, debatter og marcher. Blokade i stadig bevægelse blev opfundet, som i en kædedans gik de i kæde om fabrikkerne for at forhindre skruebrækkerne i at komme ind.

Kvinderne blev smidt i fængsel, men fortsatte i blokaden, så snart de kom ud. Det blev arrangeret, at børnene kunne sendes til hjem i andre byer under strejken, og så begyndte støttepengene at komme ind. Politiet svarede igen med mere vold mod kvinderne.

En gravid kvinde, der aborterede efter voldsom mishandling, blev vendepunktet, og sagen kom op i kongressen.

14. marts sluttede strejken med sejr, lønforhøjelser, overarbejdsbetaling og genansættelse af alle.

De sang:

“As we come marching, marching, we bring the greater days.
The rising of the women means the rising of the human race.
No more the drudge and idler, 10 that toil where one reposes –
but a sharing of life’s glories: Bread and roses! Bread and roses!”

(Vi marcherer, vi bringer bedre dage.
Kvindernes oprør varsler menneskehedens oprør.
Ikke mere det slid og slæb, hvor ti trækker, og én hviler –
men dele livets glæder: Brød og roser! Brød og roser!)

Det er nu, hvor Europastaten forsøger at konsolidere sig, vi skal bruge erfaringerne og gå til kamp, mænd og kvinder!

Fra Ken Loach-filmen Bread & Roses (2000)

Her er hele sangen

Bread and Roses

by James Oppenheim

As we come marching, marching in the beauty of the day,
A million darkened kitchens, a thousand mill lofts gray,
Are touched with all the radiance that a sudden sun discloses,
For the people hear us singing: “Bread and roses! Bread and roses!”

As we come marching, marching, we battle too for men,
For they are women’s children, and we mother them again.
Our lives shall not be sweated from birth until life closes;
Hearts starve as well as bodies; give us bread, but give us roses!

As we come marching, marching, unnumbered women dead
Go crying through our singing their ancient cry for bread.
Small art and love and beauty their drudging spirits knew.
Yes, it is bread we fight for — but we fight for roses, too!

As we come marching, marching, we bring the greater days.
The rising of the women means the rising of the race.
No more the drudge and idler — ten that toil where one reposes,
But a sharing of life’s glories: Bread and roses! Bread and roses!

Netavisen 10. januar 2012


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater