Unionsmodstanden må styrke sig

Ved valget til EU-parlamentet i maj 2019, fik Folkebevægelsen mod EU mere end 100.000 stemmer, men ikke nok til at komme over spærregrænsen. Det har en række økonomiske og praktiske konsekvenser, men EU-modstanden er langt fra slået. I hele landet er Folkebevægelsens komiteer ved at forberede Landsmødet 26. – 27. oktober i København, og en ting er der enighed om – EU-modstanden fortsætter og skal styrkes.

Af Franz Krejbjerg, APK

EU kræver at velfærden spares væk – nedskæringskamp og EU-modstand hænger sammen

Den tværpolitiske EU-modstand er vigtig i kampen for at Danmark kommer ud af EU, og dette mål står som den centrale opgave for os, for at sikre et selvstændigt Danmark. Det er samtidig helt afgørende at Folkebevægelsen mod EU fortsat kan tale med en klar og kritisk røst mod alle aktuelle tiltag der påtvinges medlemslandene fra EU.

Danske politikere og medier har de seneste år skønmalet ”det europæiske samarbejde”, mens de har bagatelliseret og skjult de føderale planer. Virkeligheden er, at EU hverken er godt for miljøet eller for klimaet eller for unge menneskers fremtid. Men de illusioner fremføres massivt, sammen med forestillingen om at EU er progressivt og at EU-modstandere er Trump-tilhængere, eller det der er værre. EU-modstanden må finde veje til at fægte igennem alle typer af illusioner, uanset hvor de kommer fra.

En aktiv bevægelse er den bedste chance for at sikre at kommende suverænitetsafgivelser kommer til folkeafstemning, og det er den bedste mulighed for at vinde de kommende slag, og styrke kravet og ideen om at komme ud. Det er de opgaver der må stå i centrum.

Samtidig med et stort arbejde med at vinde nye unionsmodstandere, og nye medlemmer til Folkebevægelsen mod EU og sikre at bevægelsen lander på egne økonomiske ben. Udgangspunktet er solidt, og organisationen har mange seje og erfarne kræfter i komitéerne i hele landet.

Unionsmodstanden har reelt et stort folkeligt mandat, og et kæmpe flertal i alle medlemslandene ønsker ikke at blive delstater og opgive deres selvstændighed. Det gælder også i Danmark. Og modstanden mod ”Europas Forenede Stater” er international. Den danske befolkning står langt fra alene, kampen for løsrivelse er derfor ikke en kamp mod mennesker fra andre nationer, tværtimod.

Derfor står opgaven ikke kun herhjemme, men også den internationale EU-modstand må styrke sig og skærpe kritikken af unionsprojektet, og bombardementet af propaganda der kommer fra EU.

Uanset om man er ung, aktiv i fagbevægelsen, eller blandt græsrødder og klimaaktivister, i solidaritetsarbejde, eller i antikrigs-bevægelsen er der brug for at forbinde sig med kampen mod medlemskabet af EU.

Danmark ud af EU!