OUH: Skal spare 434 millioner – fyrer og nedlægger stillinger

Odense Universitetshospital står overfor en stor sparerunde. Supersygehusene bliver etableret med indbyggede besparelser, det princip har været gældende for dem alle. Stordriftsfordelene som planlæggerne har regnet sig frem til på papiret – eller blot påstået ville komme – betyder forringede budgetter allerede på forkant. I november blev det meldt ud, at det nuværende OUH skal spare hvad der svarer til 250 stillinger ”som en forberedelse til flytningen” til det nye supersygehus, der nu forventes at stå færdigt i 2027, efter 5 års forsinkelse. Nu er besparelserne eksekveret med beslutning om fyringer, ‘effektivisering’ af arbejdet, naturlig afgang og afspadsering frem for løntillæg. 

Sammenlagt skal OUH ”effektivisere” for 434 millioner, der skal være gennemført i 2028.

Administrerende sygehusdirektør, Niels Nørgaard Pedersen påstår, at der ikke vil ske forringelser, selvom der bliver ’skåret på kapacitet og effektiviseret’. Men effektivisering er blot et andet ord for større arbejdspres – hvor de der er tilbage efter fyringer eller indskrænkninger skal udføre også det arbejde, som de borteffektiviserede ansatte gjorde før. Eller det betyder længere ventetider, kortere indlæggelser, lavere kvalitet. Det kan aldrig betyde ”ingenting” i den virkelige verden.

De 60 fyringer bliver nærmest fremstillet som en god situation, da besparelsen i første omgang blev omregnet til fyringer af 250 mennnesker. Men minus’et er stadig det samme, uanset at besparelserne sker gennem effektiviseringer, naturlig afgang og stop for at få overarbejde udbetalt i kr. og ører.

Kenneth Marten, der er fællestillidsmand for de 900 social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere på OUH udtaler til DR, at det betyder en betydelig lønnedgang for den lavtlønnede gruppe, da tillæg her er en betydelig del af lønnen.

Hvorfor skal der i det hele taget skæres ned?

Det er et absurd udgangspunkt, at vi skal glæde os over, ’at det ikke blev så slemt som vi først frygtede’. Sundhedsvæsenet kunne oprustes, hvis ikke milliarderne blev kanaliseret derhen, hvor Dansk Industri forlanger det, til erhvervsstøtte og krigsstøtte, for at holde liv i dansk imperialisme med billige råstoffer og afsætningsmarkeder.

Der er brug for mere og uddannet personale indenfor sundhed-, social-, og uddannelsesområdet – ikke mindre. Det er et helt rimeligt krav og langt mere nødvendigt end den så ”nødvendige militære oprustning”, som den kommende regering – uanset hvilket kludetæppe der flikkes sammen – vil have som hovedretning. En retning og politik der vil stå i total modsætning til arbejderklassens og flertallet af befolkningens behov.

Tingene hænger sammen – oprustningen og krigene – og de forringelser af den basale velfærd, der betaler for dem. Der findes ingen fornuftig begrundelse for at skære ned på sygehusene og lade de ansatte og patienterne betale.

I APK’s handlingsprogram der udgives 1. maj siger vi:

Nej til arbejdsgiver- og krigsbudgetter – milliarderne skal bruges på befolkningens behov!

Vi skal ikke acceptere tingenes tilstand, men finde sammen og sige fra, kræve at rammerne for de offentlige budgetter sprænges. At det er befolkningens behov for f.eks. sygehuse der tilgodeses, ikke krigsindustriens. Ingen af de valgte politikere har reelt dette på dagsordenen, ændringerne sker først ske når vi organiserer og siger fra.