Imperialismen er i sit væsen grådig og aggressiv

I »sikkerhedens«, »demokratiets«, »kampen mod narkohandel« eller »beskyttelsen af menneskerettighederne« navn har USA udfoldet sin militære magt, hvor dens interesser er blevet udfordret eller truet. Retorikken ændrer sig, men målet forbliver det samme.

Af En Marcha

USA’s militære intervention i Venezuela genopliver debatten om imperialismens rolle – som økonomisk og politisk system – i nutiden, samt om dens rovdyragtige og aggressive natur. Dette faktum, der føjer sig til den lange liste af aggressioner og militære interventioner, som den amerikanske imperialisme har udført på alle kontinenter, kan ikke analyseres som en isoleret begivenhed eller som en simpel udenrigspolitisk beslutning, der – ifølge Trump og hans omgivelser – er motiveret af ønsket om at bekæmpe narkotikahandel. I virkeligheden er det et udslag af imperialismen som en historisk fase af kapitalismen, hvor statslig vold bliver et grundlæggende redskab til at sikre kapitalens ekspansion, reproduktion og hegemoni på verdensplan. Militære operationer er i denne forstand ikke en undtagelse fra systemet, men en af dets strukturelle mekanismer.

Ifølge Lenins analyse i Imperialismen, kapitalismens højeste stadium opstår imperialismen, når kapitalkoncentration, monopolers dominans og kapitaleksport bliver centrale for akkumulationen. USA, som den førende kapitalistiske magt siden det 20. århundrede, har brugt sin militære magt til at udvide markeder, sikre råstoffer, beskytte investeringer og disciplinere de stater, der forsøger at bryde med den afhængige kapitalismes logik. Militære interventioner udfylder således enøkonomisk og klassemæssig funktion, selvom de præsenteres under politiske diskurser, der skaber fortællinger for at skjule virkeligheden.

Siden slutningen af det 19. århundrede har den amerikanske ekspansion været et svar på behovet for nye områder til kapitalakkumulering. Krigen mod Spanien i 1898 og den efterfølgende besættelse af strategiske territorier udvidede ikke kun landets geopolitiske indflydelse, men gjorde det også lettere at kontrollere handelsruter, ressourcer og billig arbejdskraft. I Latinamerika sikrede gentagne militære interventioner og støtte til oligarkiske regimer de afhængige landes underordning under amerikanske kapitalinteresser.

Under den kolde krig fungerede antikommunismen som det gennemgående tema, der legitimerede den imperialistiske vold. USA intervenerede militært eller understøttede statskup, hvor folkelige kampe truede den private ejendomsret til produktionsmidlerne eller førte til demokratiske, progressive og omvæltende forandringer af den eksisterende situation. Vietnam, Korea, Guatemala, Chile og Nicaragua viser, hvordan den amerikanske imperialisme handlede for at ødelægge folkelige politiske projekter, der stillede spørgsmålstegn ved dele af den kapitalistiske verdensorden. Massakren på millioner af bønder og arbejdere var den menneskelige pris for at bevare den internationale klassedominans.

Denne imperialistiske logik er blevet gentaget systematisk gennem de seneste årtier, altid under påskud af, at det er »moralsk acceptabelt« at dække over økonomiske, strategiske og geopolitiske interesser. Retorikken ændrer sig, men målet forbliver det samme. I »sikkerhedens«, »demokratiets«, »kampen mod narkohandelens« eller »beskyttelsen af menneskerettighedernes« navn har USA udfoldet sin militære magt, hvor dens interesser er udfordret eller truet.

Invasionen af Irak i 2003 er et af de mest åbenlyse eksempler. Den amerikanske regering, der dengang blev ledet af George W. Bush, begrundede krigen med påstanden om, at der fandtes masseødelæggelsesvåben, og at Saddam Husseins regime havde forbindelser til »international terrorisme«. Begge beskyldninger viste sig at være falske. Invasionen gav imidlertid mulighed for politisk og militær kontrol over en strategisk vigtig region, der er rig på olie, og åbnede enorme forretningsmuligheder for energiselskaber og militære entreprenører. Resultatet var ødelæggelsen af Irak, hundredtusinder af døde og en region, der nu er præget af permanent ustabilitet.

I Panama i 1989 blev den militære operation præsenteret som en aktion for at »genoprette demokratiet« og fange general Manuel Noriega, der var anklaget for narkosmugling. Bag denne retorik skjulte sig behovet for at sikre kontrollen over Panamakanalen og disciplinere en allieret, der ikke længere var funktionel. Invasionen efterlod tusinder af civile ofre og bekræftede USA’s ensidige ret til at gribe ind i sin »baghave«.

Et endnu mere illustrativt eksempel er Grenada i 1983. Under påskud af at beskytte amerikanske borgere og afværge en påstået kommunistisk trussel invaderede USA denne lille ø i Caribien, der blev regeret af Maurice Bishop, som hævdede at føre en suveræn, antiimperialistisk og folkelig politik. Misforholdet mellem størrelsen af det invaderede land og den militære indsats viste, at det egentlige mål var at sende et klart budskab: ethvert forsøg på at bryde med den pålagte orden ville blive straffet.

I Balkanlandene i 1990’erne blev USA’s og NATO’s interventioner legitimeret i navnet af »humanitær intervention« og forsvaret af menneskerettighederne. Uden at benægte eksistensen af reelle konflikter konsoliderede disse handlinger den vestlige militære tilstedeværelse i Østeuropa og stadfæstede USA’s hegemoni efter opløsningen af det tidligere Sovjetunionen, hvilket satte en stopper for enhver autonom løsning for befolkningerne i regionen.

I Afrika har USA direkte eller indirekte interveneret i lande under påskud af at bekæmpe terrorisme, narkotikahandel eller sikre regional stabilitet. I Nigeria og andre stater på kontinentet er den militære tilstedeværelse, træningen af lokale styrker og hemmelige operationer tæt forbundet med kontrollen med energiressourcer, især olie og gas, samt med inddæmningen af konkurrerende magter. Militariseringen har ikke medført udvikling eller fred, men derimod større afhængighed og vold.

Disse eksempler afslører et gennemgående mønster: påskuddet er aldrig den egentlige årsag. Politikken fungerer som legitimering, mens den materielle grund til interventionen er kapitalens behov for at ekspandere, kontrollere ressourcer og sikre markeder.

Disse krige og militære interventioner kan ikke ses adskilt fra de militær-industrielle kompleksers, de transnationale selskabers og finanskapitalens interesser. Våbenindustrien, der er dybt integreret i den amerikanske stat, drager direkte fordel af den permanente krig, mens den efterfølgende genopbygning åbner nye nicher for akkumulering gennem privatiseringer, gældsætning og teknologisk afhængighed. Krig bliver således en forretning og et redskab til at løse kapitalismens interne kriser på voldelig vis.