Imperialisternes angreb og krige kan stoppes af arbejderklassen og folkene

Igen ser vi et imperialistisk overfald på et andet land og dets befolkning. Denne gang er det angrebet på republikken Venezuela, et angreb der er i modstrid med både folkeretten og i modstrid med folkenes interesser, såvel det venezuelanske som det amerikanske folks. Krigene og angrebene vil ikke stoppe af sig selv, Trump vil ikke stoppe nogen krig, og den seneste Nobel fredspris-modtager fra Venezuela vil på ingen måde stoppe bombardementer mod sit eget land. De eneste der både vil og kan afværge imperialisternes angreb, og hvor den har momentum kan stoppe en krig, er arbejderklassen og befolkningerne verden over.

Analyse fra kpnet

Som ved Irak-krigen og utallige andre skal man nu lægge øre til, hvordan det er i venezuleanernes interesse, at ens land bliver bombet, og man må forstå at missilerne i sandhed er en gave fra himlen, og at sympatien for venezuleanerne er så stor, at man fra USA’s side glædeligt deler ud af den.

Ingen der har nogen som helst reel sympati for det venezuleanske folk, vil påstå at de amerikanske missiler er en frelsers gave, ligesom de efterladte til de omkring 1,5 million irakere der døde under Irak-krigen, dem i Afghanistan eller dem i det sønderbombede Libyen (mv.) betragter de missioner som noget, der kom fra en frelsende hær.

Det amerikanske angreb på Venezuela er alene et imperialistisk angreb, som sigter på at USA, og dets militær, kan sikre sig de venezuleanske olie-reserver. Det er en krig for at røve Venezuelas ressourcer og for at skaffe sig af med en regering der er uvillig til at lade USA bestemme over landet, og ovenikøbet støtter sig på samarbejde med den imperialistiske rival Kina.
Alle de mange statsledere, analytikere, journalister, mv. der søger at bortforklare det, løber et ærinde for USA-imperialismen.

Når Trump og hans regering snakker om at bekæmpe narko, at det er narkobåde og ikke fiskere som sprænges i luften i det caribiske hav (mv.) så er det løgne i samme toneart, som dem den israelske regering igen og igen har opfundet i løbet af de seneste års folkemord i Palæstina, løgne som USA også dér har understøttet. Hvad der end sker, så fortælles en ny løgn, og når den kan afvises med beviser, video, osv. så fjernes den fra sendefladen og bomberegnen fortsætter.

Flere ledere fra NATO-lande støtter angrebet, nogle åbent og nogle fordækt, og der tales om at et lands suverænitet måske ikke er det eneste der tæller, når man kan slippe af med en ’tyran’ som Maduro, uden at afsløre hvad der ligger under denne tyran-anklage.
Tyrannen Netanyahu sender man våben og penge til, og der er ingen af NATO-landenes ledere, der er imod hverken tyranner, undertrykkelse eller endda folkemord.

For den danske regering siges det præcist i APK’s udtalelse Vi fordømmer USA’s kriminelle angreb på Venezuela:
“Danske politikere kalder situationen ’bekymrende’. Men vi må kræve, at de fordømmer USA’s angreb. Politisk støtte til USA er meddelagtighed i angrebet. Vi må kræve de amerikanske og NATOs militære baser i Danmark lukket, så det ikke længere er en del af den imperialistiske krigsoprustning og kommende kampzone.”

”We need Greenland, we need Greenland” gentager Trump, alt imens der nu udføres militært angreb på Venezuela, bombardementer af Iran er udført, det søges at læsse stedfortræderkrigen i Ukraine over på EU, og hvor støtten til det israelske folkemord fortsætter hver eneste dag – er den danske regerings svar, at tildele USA/NATO militærbaser og desuden lægge nye ordrer ved den amerikanske krigsindustri.

Angrebet på Venezuela ligger i tråd med den nye amerikanske sikkerhedsstrategi, som Trump præsenterede frem mod december. En sikkerhedsstrategi som reelt er en plan for dominans, og i Dorte Grenaas kommentar fra sidste år, USA’s nye sikkerhedsstrategi betyder ikke at vi skal støtte os på EU får den bl.a. følgende analyse med på vejen:
”Samtidig skal rivaliserende monopoler og magter holdes ude. Sydamerika regnes som USA’s egen baghave, og hvad der foregår omkring Venezuela, er en konsekvens af dette.”

Angrebene og kidnapningen af Venezuelas præsident defineres reelt som hvad det er i CIPOMLs udtalelse Vi fordømmer det amerikanske imperialistiske angreb på Venezuela og opfordrer til solidaritet med det venezuelanske folk, nemlig som et terrorangreb.

Der findes ingen befolkning i verden, der har interesse i dette nye militære angreb og forsøg på statskup fra imperialisterne. Den blodige borgerkrig som kan true i horisonten i Venezuela, kender folkene kun alt for godt fra historien, fra Chile, Indonesien, Irak, Syrien og som så mange andre gange kan blodsporene følges til CIA’s kontor i Langley og det hvide hus i Washington.

Trump fremstiller stolt det hele som en succesfuld operation. Statsledere, analytikere og journalister står igen afklædt foran verden, når det fortsat skal påstås, at der er grundlæggende forskel på Trump’s og NATO’s ’specielle militære operationer’ i Venezuela, Palæstina mv. – og på den russiske imperialismes og Putins specielle militære operationer. Tyndere og tyndere lyder mantraet om at ”husk vi er de gode, vi må godt”, for hver gang det må gentages, men hvad skal de ellers sige?
Den imperialistiske karakter af konflikterne og krigene står mere tydeligt hver gang det sker.

USA’s præsident, vinderen af FIFA’s fredspris, Donald Trump, altså NATO-generalsekretær Rutte’s ’daddy’, kan man ikke kalde et sandhedsvidne, men det skal bemærkes, at hvor han til tider taler sandt, nemlig i den erklærede kurs for amerikansk dominans og militære doktrin for yderligere angreb, så er det andre landes statsledere, EU’s top, analytikere og journalister der begraver sandheden med bagatelliseringer af Trump’s og USA-imperialismens reelt erklærede kurs.

Krigene og angrebene kan stoppes

Krigene, angrebene og konflikterne i såvel Venezuela som andre steder, både hvor imperialister kæmper mod nationale bevægelser, som hvor imperialistmagternes rivalisering mødes i stedfortræder-konflikter, kan afvises og stoppes.
Det kræver en afvisning af de mange illusioner og falske fortællinger der løbende opstilles, og for Danmarks vedkommende, kræver det at illusionen om, at den danske regering er på folkenes eller rettens side eller at monopolernes EU skulle være et alternativ til Putin eller Trump, afvises og lægges i graven.

I udkastet til APKs nye handlingsprogram, der diskuteres i denne periode og er lagt frem her på kpnet, siges det i afsnit 3 bl.a.:

”At rejse en kamp mod imperialistisk krig er en politisk, ideologisk, teoretisk kamp og konkrete handlinger, hvor alle de muligheder, der er til rådighed og kan skabes, må udnyttes. Det er ikke mindst vigtigt at forbinde sig med de ærlige anti-krigskræfter uanset partifarve, der findes. Ethvert resultat må ses som led i opbygningen af en anti-imperialistisk og revolutionær front. Vi skal arbejde smidigt med at skabe enhed og aktionsenhed uden at gå på kompromis med vores politiks principper og udbrede vores forståelse af, at kampen mod krigen nødvendigvis må være en anti-kapitalistisk, anti-imperialistisk kamp i sit indhold.

Derfor er den bredeste og mest presserende mobilisering for fred, mod imperialistisk krig og krigsøkonomi, mod den stigende militarisering af samfundet, nødvendig; en kamp der må udvikles til også at omfatte aktioner, strejker og demonstrationer.”

For det aktuelle angreb på Venezuela kan det tilføjes, at det ikke afhænger af, hvorvidt man synes det ene eller andet om Maduro’s regering, men at det samlende må være, at vi vender os imod angrebet og optrapningen, da angrebet med historisk garanti ikke sigter på at komme det venezuleanske folk til gode.
Derimod vil en afvisning af angrebene og krigene, igen med historisk garanti, komme verdens folk og arbejderklassen til gode

Det er kun opbygningen af en sådan bevægelse mod krigene, og i parallel med det en bevægelse mod imperialismen, som kan sætte en stopper for imperialisternes dagsorden.
Hvor lang eller skræmmende vejen til en verden uden krigenes tyranni kan synes for nogle, når illusionerne rives bort, så er det den korteste vej – da det er den eneste vej.