BRICS fremstilles som et »alternativ« til Vesten, men blokken er først og fremmest en omgruppering mellem rivaliserende imperialister, der kæmper om markeder, ressourcer og politisk indflydelse. Bag retorikken om ”multipolaritet” gemmer sig nye magtcentre med gamle ambitioner.
Multipolarisme er ikke et alternativ til imperialisme, men blot en af dens udtryksformer.
Nogle ser længselsfuldt på BRICS som en frelse fra krigslignende handelsblokke og fra den vestlige imperialismes globale dominans. Nogle opfatter endda BRICS som en slags brud med imperialismen. Desværre er dette en kortsigtet opfattelse. En eller flere imperialistiske ›poler‹ ændrer ikke imperialismens natur.
BRICS er en geopolitisk og økonomisk sammenslutning bestående af Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. I 2024 blev den udvidet til også at omfatte Egypten, Etiopien, Iran, De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien. Flere andre lande står i kø.
Organisationen er et forsøg på at forene interesserne hos Vestens vigtigste rivaler, Kina og Rusland, med ambitionerne hos de såkaldte »vækstøkonomier« om at frigøre sig fra deres halvkoloniale status og styrke sig som regionale aktører. Disse lande omtaler sig gerne som »det globale Syd«, et vildledende udtryk, der tilslører klasseforholdene og det faktum, at en række af disse stater er reaktionære og halvfeudale.
Global og regional positionering
BRICS’ mål omfatter, ifølge organisationens egen erklæring, “at styrke det økonomiske, politiske og sociale samarbejde mellem medlemmerne samt at øge indflydelsen fra landene i det globale Syd i internationalt styre. Gruppen søger at forbedre legitimiteten, retfærdigheden i deltagelsen og effektiviteten af globale institutioner som FN, IMF, Verdensbanken og WTO. Desuden sigter den mod at styrke bæredygtig social og økonomisk udvikling og fremme social inklusion.”
På overfladen kan BRICS synes at være et retfærdigt oprør mod den herskende imperialistiske verdensorden, og det finder genklang i store dele af Afrika, Asien og Latinamerika. Bag denne »retfærdige« facade er BRICS objektivt set et redskab til at fremme positionerne for USA’s imperialistiske rivaler, især Kina, med det »globale Syd« som støtte. Dette er i vid udstrækning en fortsættelse af den kinesiske politik siden 1970’erne, hvor Kina søgte at fremstå som bannerfører for den »tredje verden«, de alliancefrie lande osv. En væsentlig forskel er, at Kina på det tidspunkt ikke havde den økonomiske, finansielle og militære styrke at byde på.
Oprindelse
BRIC(S) har sin oprindelse i et investeringskoncept. Forkortelsen »BRIC« blev opfundet af økonom Jim O’Neill hos Goldman Sachs (2001) for at beskrive de fire nye vækstøkonomier (Brasilien, Rusland, Indien og Kina), som ville præge den globale økonomi fremover.
I 2009 overtog disse lande udtrykket og gjorde det til en politisk platform. Det første topmøde i 2009 markerede starten på det formelle samarbejde. S’et i akronymet blev tilføjet, da Sydafrika tiltrådte i 2010. Siden da har denne gruppe af stater oprettet sine egne institutioner, såsom New Development Bank (NDB) og Contingent Reserve Arrangement (CRA), for at tilbyde alternativer til de vestligt dominerede institutioner.
Den russiske invasion af Ukraine i 2022 fremskyndede gruppens rolle som modvægt til de vestlige imperialistiske magter, hvilket fremgår af dens store ekspansion i 2024.
Ingen handelsblok
BRICS er ikke en handelsblok som f.eks. EU. Der er ingen frihandelsaftale eller toldunion mellem medlemmerne. Sådanne spørgsmål reguleres i bilaterale aftaler. I modsætning til traditionelle handelsblokke er BRICS ikke baseret på økonomisk integration, men på en fælles vision om at reformere den globale orden for at give »vækstøkonomier og det globale Syd« større indflydelse.
Organisationen er en frivillig klub uden bindende regler eller overordnet traktat. Alle beslutninger træffes ved konsensus, typisk i form af erklæringer fra de regelmæssige topmøder.
Topmødeerklæringer
Der er heller ikke noget krav om at dele »fælles værdier« eller gensidig loyalitet. For at blive medlem kræves det blot, at de andre medlemmer inviterer dig. Et land kan være medlem af BRICS og andre aftaler på samme tid (som Brasilien er i Mercosur), fordi BRICS ikke kræver eksklusivitet.
I teorien kunne Norge derfor også tilslutte sig BRICS, da EU’s fælles udenrigs- og handelspolitik ikke er en del af EØS-aftalen, og Norge ikke er en del af toldunionen. En helt anden sag er, at USA og EU sandsynligvis ville modsætte sig et sådant samarbejde med lande som Kina og Rusland, der er NATO’s udpegede fjender.
En økonomisk magtfaktor
Økonomisk og demografisk er der ingen tvivl om, at BRICS er udtryk for en ny, multipolær verdensorden, der er ved at overtage efter mere end tredive års unipolarisme og fuldstændig amerikansk hegemoni. Dette repræsenterer en tilbagevenden til den »normale tilstand« i det imperialistiske system i første halvdel af det 20. århundrede. Fra 1960’erne og frem kan vi tale om en bipolær verden domineret af de to supermagter, USA og USSR, en periode, der pludselig blev afløst af amerikansk unipolær dominans efter Sovjetunionens opløsning.
Med den seneste udvidelse tegner BRICS-økonomierne sig for 36,38 % af det globale BNP (31 billioner dollars) sammenlignet med 30,39 % for G7-landene (Tyskland, Canada, USA, Japan, Frankrig, Storbritannien og Italien), De vil have 45 % af verdens olieproduktion og en betydelig andel af jern-, kul- og bauxitudvindingsindustrien, for ikke at nævne landbrugsproduktionen. Og det er ikke at nævne mineraler og sjældne jordarter, hvor flere af BRICS-landene har et virtuelt monopol på visse områder. De har en befolkning på mere end 3 milliarder mennesker, næsten halvdelen af jordens befolkning.
Iboende modsætninger
Dette er lande med meget forskellige regimer, hvoraf nogle er i konflikt med hinanden – såsom Iran og Saudi-Arabien eller Kina og Indien. Det, de har til fælles, er, at de er globale eller regionale supermagter – eller har ambitioner om at blive det. Medlemslandene er enige om, at dollarens hegemoni og dens ensidige bånd til den vestlige verdensorden står i vejen for realiseringen af disse ambitioner.
Trump-administrationens uforudsigelige politik med ekstreme toldsatser og trusler mod mange fattige lande i »Syd« tvinger de herskende klasser i disse lande til at søge alternative partnere og andre imperialistiske »venner«. Regionale magter udnytter muligheden for at udnytte den geopolitiske ustabilitet, ikke mindst i Mellemøsten, til at fremme deres positioner ved at flirte i flere retninger på én gang.
NATO er ikke en hindring?
Tyrkiet indsendte en formel ansøgning om medlemskab af BRICS i september 2024, på trods af at den daværende amerikanske ambassadør i Ankara, Jeff Flake, få måneder tidligere havde udtrykt håb om, at Tyrkiet ikke ville blive medlem. NATO’s generalsekretær Mark Rutte er ivrig efter at rose Tyrkiets »vigtige rolle« på NATO’s sydlige flanke og hævder, at han og NATO respekterer Tyrkiets suveræne ret til at samarbejde med ethvert BRICS-land, selvom det kan føre til »diskussioner inden for alliancen«.
Frem for alt er ansøgningen et middel til at lægge pres på Bruxelles, som i årtier har udsat Tyrkiets ansøgning om EU-medlemskab. Tyrkiet ansøgte om medlemskab af det daværende EF allerede i 1987 og har haft status som kandidatland siden 1999. Tyrkiet har dog været en del af EU’s toldunion siden 1995, hvilket allerede fører til en krævende balancegang i landets betydelige økonomiske handel med BRICS-lande som Iran og Rusland.
Forsøg på at frigøre sig fra dollarens greb
Ved at koordinere, hvor det er gensidigt fordelagtigt, kan disse forskellige stater styrke deres position og dæmme op for USA’s og Vestens hegemoni generelt.
“Omkring 90 % af transaktionerne på valutamarkederne faktureres i dollar, ligesom halvdelen af verdenshandelen. Med andre ord er dollariseringen af den kapitalistiske verdensøkonomi nøglen til USA’s dominans i den globale økonomi,» skriver det amerikanske Council on Foreign Relations i sin rapport om «The Future of Dollar Hegemony” (Fremtiden for dollarhegemoniet).
BRICS er et forsøg på at bryde med dette kvælende dollarhegemoni. En af BRICS’ funktioner er at fremme gensidig handel i nationale valutaer frem for dollars eller euro. I løbet af det sidste årti er handelen mellem BRICS-landene steget mere end handelen mellem BRICS og G7-landene. Meget af dette skyldes handelen med kulbrinter (olie og gas), ikke mindst fra Rusland til Kina og Indien.
Lande som Indien, Egypten og Saudi-Arabien, der har tætte bånd til den amerikanske imperialisme, forsøger at beskytte sig selv ved at satse på flere heste på én gang. Deltagelse i BRICS betyder på ingen måde, at lande som Saudi-Arabien bryder båndene til USA, men snarere at de bruger deres tilknytning til BRICS som et middel til at opnå bedre vilkår i deres forhold til USA og EU.
Den Nye Udviklingsbank
Et vigtigt redskab, især i Afrika, er BRICS-afdelingen Den Nye Udviklingsbank (NDB) og Contingent Reserve Arrangement (CRA), der blev oprettet i 2014. NDB har finansieret opførelsen af mange af de store infrastrukturprojekter i en række afrikanske lande. Kina sidder på pengekassen, og bankens hovedkvarter ligger i Shanghai.
NDB kalder sig selv en multilateral udviklingsbank med det formål at mobilisere ressourcer til finansiering af infrastruktur og bæredygtige udviklingsprojekter i udviklingslande. Den er en modpart til den USA-kontrollerede Verdensbank og tilbyder ofte langt gunstigere lånevilkår end sidstnævnte.
CRA er en attraktiv ordning for fattige afrikanske lande, der kæmper med deres betalingsforpligtelser. Som godkendte BRICS-medlemmer kan de ansøge om CRA »i tilfælde af at de støder på vanskeligheder med deres betalingsbalance«. NDB og Kina har en praksis med at forlænge uservicerede lån og i nogle tilfælde afskrive gæld. Det er indlysende, at sådanne fordele skaber loyalitet over for en tilsyneladende »venlig« kreditor.
Afrika – det nye vækstkontinent
Kina og Rusland har forstået, at det er i Afrika, at den største befolkningsvækst og økonomiske udvikling vil finde sted. 54 af FN’s medlemsstater er afrikanske og trætte af at blive holdt tilbage i deres økonomiske udvikling af Verdensbanken, USA og de gamle kolonimagter.
Kinesisk og russisk imperialisme forsøger at samle tilhængere og fremme deres positioner ved hjælp af BRICS som et redskab. USA og den forhadte kolonimagt Frankrig er blevet presset ud af Vestafrika, mens Rusland og Kina udgiver sig for at være de afrikanske folks nye venner.
Tal fra 2023 viser, at Kinas handelsvolumen med Afrika er 282 milliarder dollar, 72 milliarder dollar for USA og kun 18 milliarder dollar for Rusland. Hvert tredje større infrastrukturprojekt bygges af kinesiske virksomheder, og hvert femte finansieres af kinesiske banker.
Ligesom Rusland har militær-tekniske samarbejdsaftaler med 40 afrikanske lande, oprettede Kina det første Kina-Afrika-forum om sikkerhed og forsvar i 2018. I 2017 etablerede Kina sin første oversøiske flådebase i Djibouti, et land med en strategisk beliggenhed ved Rødehavet og indgangen til Suezkanalen, transportåren for omkring en fjerdedel af verdens eksport.
En skrøbelig konstruktion
Nigeria, verdens sjettestørste land målt på befolkningstal, er på vej ind i BRICS sammen med Sydafrika, Egypten og Etiopien. Dette kan være en yderligere faktor at tage i betragtning, når præsident Donald Trump truer med militær intervention i Nigeria.
Alle BRICS-lande har deres egne økonomiske og politiske motiver for at blive medlem af klubben. På et eller andet tidspunkt vil de komme i konflikt med hinanden, og det gør de også, både direkte og indirekte. Emiraterne (UAE) er for eksempel hovedsponsor for den brutale borgerkrig i Sudan, et land, der ligger klemt inde mellem to BRICS-medlemmer, Egypten og Etiopien. Samtidig åbner BRICS-samfundet og dets årlige møder op for diplomatiske mødesteder, hvor især Kina og Rusland kan fungere som venlige mæglere.
BRICS er således en skrøbelig konstruktion, men dens fleksible struktur gør det muligt at koordinere interesser på en række områder. I det mindste i en periode. USA og EU betragter organisationen med stor skepsis, samtidig med at de forsøger at udnytte, at flere af deres vasaler og alliancer er »inde« i BRICS.
Læs mere
- »Multilateralisme« – et centralt instrument i den kinesiske imperialismes udenrigspolitik
- Fanget i imperialismens net
- Om BRICS og ”multipolær” imperialisme – Marxisme og socialchauvinister
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
