Ukraine i militært og økonomisk kollaps – regningen lander hos arbejderklassen i EU

Ukraine står over for en hård vinter, og et 2026 hvor statsbudgettet er et rent overlevelsesbudget. Landets egne midler er sluppet op, og de kan hverken føre krig eller holde samfundet i gang, mens den massive regning for genopbygning skubbes ud i fremtiden. Ukraine er skueplads for en reaktionær imperialistisk krig mellem Rusland og Vesten, en krig ingen befolkninger har haft interesse i. Årsagen skal findes i den skærpede rivaliseringen mellem de imperialistiske stormagter Rusland og USA-NATO-EU-alliancen. Krigens omkostninger mærkes også i NATO og EU hvor flere lande er i økonomisk krise, og har voksende gældsproblemer.

Når man ser på Ukraines statsbudget for 2026, tegner der sig et billede af statsbankerot. Krigsindsatsen forventes at opsluge omkring 58 mia. euro, hvilket svarer til 27,2 % af landets bruttonationalprodukt (BNP). Langt mere end der kommer ind i statskassen. Samtidig er de sociale udgifter eksploderet som en direkte konsekvens af krigen, med hundredtusindvis af sårede, veteraner, efterladte og internt fordrevne.

Udgifter til reparation af infrastruktur, og minerydning er skåret ned selvom behovet tydeligvis er vokset. Ukraine og Rusland udveksler konstant ødelæggende angreb på raffinaderier, kraftværker og transformerstationer.

Ukraine kan ikke selv producere eller finansiere krigsmaskinen: ammunition, luftforsvar, missiler, artilleri, pansring, transport og efterretning. Frontlinjen er flere steder brudt sammen. Rekrutteringen til krigstjeneste er gået i stå, og flere hundrede tusinde er deserteret eller flygtet fra militær tjeneste.

Uden nye lån fra EU i 2026 vil den ukrainske stat ikke kunne udbetale lønninger, pensioner, og sociale ydelser.

På bordet ligger en plan om at EU’s Ukraine Facility finansierer op til 50 mia. € i 2026–27, heraf 33 mia. € som lån og 17 mia. € som tilskud. Penge som EU skal tage fra sit eget budget eller skal ud og låne hos medlemslandene. Herudover er der tilsagn fra EU og NATO-lande om selvstændige våbendonationer og lån.

I mange lande i EU har en voksende bevægelse af unge og arbejdere været på gaden, i protest mod at staterne skærer ned for at bruge penge til krig, mens den økonomiske krise vokser. Mest klart i Italien hvor der var en landsdækkende strejke, demonstrationer og blokader, mod Israels folkemord og regeringens krigsbudget, den 22. september og den 3. og 4. oktober i 100 byer, med 2 millioner arbejdere og studerende på gaden.

Den langsigtede regning

Ud over de årlige budgetter vokser en langsigtet regning, som vil præge Ukraine i årtier. En rapport fra Verdensbanken, FN, EU-Kommissionen og Ukraines regering anslår, at omkostningerne til genopbygning over det næste årti vil løbe op i 524 milliarder dollars – et tal, der kun stiger, så længe krigen fortsætter.

De menneskelige omkostninger er enorme. Millioner er flygtet, og ved indgangen til 2025 var der over 5,1 millioner ukrainske flygtninge og 3,6 millioner internt fordrevne. En hel generation af mænd og kvinder er mærket af krigen, enten i uniform, som sårede eller som flygtninge. Krigen dræner landet for arbejdskraft og erodere det økonomiske fundament.

Dertil kommer den massive gæld, som Ukraine er ved at opbygge. Selvom lånene ydes på lempelige vilkår, vil spørgsmålet om gældslettelse uundgåeligt trænge sig på. Uanset er Ukraine i bundløs gæld, og dermed totalt afhængig af udenlandske kreditorer, og deres krav om udsalg af undergrunden.

Samtidig betyder det ukrainske kollaps store udgifter til håndtering af flygtningestrømme.

Krigsnationer sender regningen videre

USA-NATO-EU-alliancen nægter fortsat at indgå en delingsaftale der kan føre til fred og Rusland nægter at fastfryse konflikten med en våbenhvile. Derfor fortsætter krigen og ødelæggelserne, med stigende inflation og energipriser, mens gælden vokser. Hvis der ikke rejses en bastant modstand, lander den gæld hos befolkninger, ikke mindst i EU. Oven i milliardudgifter som NATO og EU kræver der skal gå til krigsoprustning, og til en udvidelse af krigen med en front tværs gennem Østersøen.

For de krigsbegejstrede magthavere og våbenindustrien er det en omkostning de er mere end villige til at lade befolkningerne betale. De har gang i adskillige krige rundt på hele kloden for at sikre sig kontrol med hver eneste kvadratmeter. Kun den organiserede internationalistiske modstand mod imperialismens krige, og deres krigsregeringer, kan bremse denne spiral af død og ødelæggelse.