Nexø slettet fra kanonen: Klassekampen renses ud af kulturarven

Regeringer har i årevis lavet kanoner for alt fra mad til litteratur – men altid med en politisk slagside. Den nye litterære kanon præsenteret af undervisningsminister Mattias Tesfaye retter kønsbalancen en smule, men udelader samtidig arbejderklassens store forfatter, Martin Andersen Nexø. Det er næppe tilfældigt: højrevinden og Socialdemokratiets eget klasseforræderi sætter ikke overraskende sit præg på kulturarven.

Af Karsten Jonassen, APK

For at sikre en mere ensrettet opfattelse af vores kultur har skiftende regeringer følt sig kaldet til at lave kanon for alt muligt. Vi har endog en kanon om, hvad der er den mest danske mad, – stegt flæsk med persillesovs.

Et andet område er noget mere højpandet, nemlig litteratur for gymnasiet. Siden 2005 har gymnasieelever skullet læse tekster af særligt udvalgte forfattere, som regeringen har syntes om eller ikke har kunnet komme udenom.

Den kanon har selvfølgelig haft en voldsom slagside i forholdet mellem antallet af kvindelige og mandlige forfattere.

Den nye kanon, som netop er blevet godkendt af undervisningsminister Mattias Tesfaye, har rettet noget op på det skæve forhold mellem kønnene. Det kan ministeren så sole sig i, men lader man blikket glide ned over listen, springer det i øjnene, at Martin Andersen Nexø er forsvundet.

Hvorfor mon det? I den seneste genudgivelse af Pelle Erobreren har den selvsamme minister skrevet forordet, hvori han på ingen måde giver udtryk for, at Nexøs tekster skulle være ligegyldige for den danske kulturarv, – faktisk tværtimod!

Der er såmænd bare sket det, at en voldsom højredrejning fejer henover store dele af den vestlige verden. Borgerskabet har aldrig brudt sig om Nexøs tekster, som beskriver arbejderklassens opståen og udvikling, klassekampen og Socialdemokratiets klasseforræderi. Styrkeforholdet mellem arbejderklassen og borgerskabet bestemmer, hvad der kan lade sig gøre. Med højrevinden er alle de parlamentariske partier rykket mod højre, og dermed opstår muligheden for at rense ud i den kultur, der omhandler klassekampen. Det er en naturlig forlængelse af den borgerlig-socialdemokratiske påstand om, at klasserne er forsvundet, og at vi alle har den samme interesse i, at det private erhvervsliv(borgerskabet) har så gode forhold som overhovedet muligt. Tidspunktet er altså kommet, hvor den borgerlige regering med det kongelige danske socialdemokrati i spidsen føler, at man kan bortskære arbejderklassens revolutionære litteratur.

Det er på sin vis ganske pudsigt, at Nexøs skildring af klasseforræderiet i Socialdemokratiet matcher med en nutidig skildring af det klasseforræderi, som selvsamme minister Tesfaye har gennemført fra revolutionær ung arbejder til nålestribet socialdemokratisk nedskæringsminister i den mest reaktionære og krigeriske regering i mands minde.

Læs også

Hvad jeg venter mig af fremtiden – Martin Andersen Nexø