Hvad jeg venter mig af fremtiden – Martin Andersen Nexø

For 75 år siden – i befrielsens naturlige rus og forventningen om en ny tid – lød der også advarende stemmer om at være årvågen og ikke lade sig narre af alle løfterne om ‘guld og grønne skove’ og lade det gamle genindtage sin plads.

Blandt disse var Martin Andersen Nexø, der i et takkebrev til de 70.000, der deltog i fejringen af hans 76-års fødselsdag i Fælledparken den 26. juni 1945 i Land og Folk advarende henviste til fablen om ulven og storken, hvor ulven der havde fået et alt for stort kødben i halsen, lovede storken guld og grønne skove om den ville tage det ud med sit lange næb. Da storken efter vel udført handling forlangte sin løn svarede ulven som bekendt: »Havde jeg ikke dit hoved mellem mine kæber – og bed ikke til? Du kan altså takke mig for dit liv«.

Martin Andersen Nexø tegnet af Asger Jorn

I anledning af Martin Andersen Nexøs årsdag bringer vi hans artikel »Hvad jeg venter mig af fremtiden« her (for at lette læsning er aa erstattet af å ellers er den oprindelige stavemåde bibeholdt).

Kære »Land og Folk«

Vil du gøre mig den Tjeneste, at bringe alle dem, som har glædet mig på min fødselsdag – og som jeg ikke kan nå, fordi jeg ikke har deres Adresse – min hjærteligste Tak, fordi de med mig som Mellemled hyldede det Menneskelighedens Evangelium, også jeg har kæmpet for.

Mange har som Tillæg til deres Hilsen spurgt mig, hvad jeg ventede af Fremtiden. Og Fremtiden rummer jo me­get, den rummer alt; for dem der hidtil er blevet narret for det meste af hvad der tilkom dem, er den simpelthen uudtømmelig. Det er sandelig et vægtigt Spørgsmål.

Jeg håber, at de Lag, der i første Række sørgede for at Sejren over Reaktionen kunde bæres hjem, får en rimelig Erstatning for deres uegennyttige Indsats – uegennyttig, for det var jo gennemgående dem som hade mindst at forsvare, der satte mest ind i Kampen.

Dersom de ikke denne Gang som efter den første Verdenskrig får Lamperøg men derimod en Erstatning, der står i rimeligt Forhold til deres Indsats i Krigen såvel som i Fredens Dage, så vil Fremtiden komme til at bære meget menneskeligt og godt i sit Skød. Og det må den, som Vederlag for al den Umenneskelighed, Nazismen kun var det mest ondartede Udtryk for.

Den gamle Sandhed: at Fædreland og Modersmål bæres oppe af de brede Folkemasser, har jo under den lige afsluttede Jættekamp bekræftet sig med en Styrke, som intet hæderligt Menneske kan komme udenom.

Dette skulde gærne fra og med i dag præge Forholdene i de demokratiske Lande og forvandle Demokratiet fra noget af en Skueret til rig levende Virkelighed.

Det har jo hidtil nærmest været af formel Art, vort højtpriste Demokrati. Folket har fåt Lov til hvert tredje-fjerde År at stemme om sine Anliggender, og den mellemliggende Tid har de der skulde føre Vedtagelserne ud i Praksis så brugt til at gøre Afstemningerne mer eller mindre illusoriske.

Den tydelige Folkevilje forfuskedes så ofte gennem »parlamentariske« Kunster og Kneb, at mangen god Demokrat måtte gi Oscar Wilde Ret, når han karakteriserede Demokrati som »Kunsten at regere mod Folket ved Hjælp af Folket«.

Alt dette skulde gærne blive anderledes. Det jævne Folk i de demokratiske Lande har jo også fået vægtige Løfter om at få det bedre, når Kampen mod Nazismen var kæmpet lykkelig til Ende: Ingen Arbejdsløshed mere, ordentlige Boligforhold, lige Adgang for alle til højere Undervisning! Alt dette og mere til skulde folket ha, fordi det stred så tappert for et Frisind, der jo stort set ikke kom det selv ret meget ved.

Det er da noget at glæde sig til for enhver, hvem Frisind ikke er et tomt begreb men noget, der har med Kød og Blod, med Menneskelykke at gøre.

Vi der bekender os til Proletariatet er jo Optimister trods alt, og lukker gærne Øjnene for hvad der skete efter forrige Verdenskrig, hvor de menige Masser også blev »holdt til Ilden« med Løfter om en Nyordning af Samfundene når Krigen var forbi.

Dengang fik de hjemvendende Krigere og deres Familier Arbejdsløshed og Sult, Invaliderne fik Licens på at sidde i Rendestenene og tigge. Narrede blev de – med Undtagelse af Russerne hvor Menigmand selv sørgede for Nyordningen. Mon ikke den derfor blev så grundig – fordi man oppefra lod ham ene om det?

Overalt ellers gik det som i Fablen om Ulven og Storken, hvor Ulven der hade fået et altfor stort Kødben i Halsen, lovede Storken Guld og grønne Skove om den vilde ta det ud med sit lange næb. Da Storken efter vel udført Handling forlangte sin Løn svarede Ulven som bekendt: »Hade jeg ikke dit Hode mellem mine Kæber – og bed ikke til? Du kan altså takke mig for dit Liv«

Men hvorfor skulde Historien gentage sig selv som den har gentaget sig de hundrede Gange før? Der sker også nyt under Solen. Selv de, der kun præsterer noget fremragende når det gælder Krig og Ødelæggelse taler i dag om end ufrivilligt vor Sag.

De har med den mægtige industrielle Indsats navnlig under Krigen bevist, at Mangel og Fattigdom idag er en Skamplet på Menneskeheden, som hurtigst muligt må tvættes af – at man idag er i Stand til at drukne Menneskeheden i Varer, i Frembringelser af en­hver Art.

Idag behøves der ene og alene god vilje for at ordne Tingene sådan, at alle kan føre en menneskeværdig Tilværelse, og den gode Vilje vil indfinde sig, om end måske lidt modstræbende. Denne Gang er der ikke stor Sandsynlighed for, at de brede Lag vil takke til fordi de fik Lov til at redde Fædrelandet for de andre.

Men det skader ikke at være vågen. Ind imellem Løfterne om en Godtid for alle med vellønnet Arbejde nok og derfor også Produkter nok til alle lød der allerede før Krigsslut Røster som varslede ilde. »Der vil blive megen Arbejdsløshed efter Krigen« og »vi vil alle blive fattigere«, lød det jævnlig. Og i dag hedder det fra samme Side til Arbejderne: »Lad vær med at stille Krav og lave Strejke. Hæng bare i, uanset hvad I får for det. Husk på, der skal produceres, og det er Jer der skal holde Produktionen oppe!« Det lyder jo af noget, især da Arbejderne ikke har mere Indflydelse på Produktionen end de Maskiner, de betjener, men ligesom disse sættes i Gang eller standses efter privates Forgodtbefindende eller snævre Interesser.

Hvor er Samfundet henne, som be­standig påberåbes i disse Dage for at slå Arbejdernes Krav om en menneskeværdig Tilværelse ned, når det gælder at føre Produktionen ind i Baner så den kommer alle Tilgode?

Så tåbeligt det end lyder kan private skalte og valte efter Forgodtbefindende med Folkets – altså Nationens Vel­færd, dens Eksistens. Ingen Magt i Lan­det kan forhindre en Fabrikant med f.Eks. hundrede Arbejdere i at nedlægge sin Fabrik og sætte de hundrede Mand på Gaden, hvis han lader sig købe af en Koncern og derpå nedlægger sin Fabrik og fører Koncernens Varer. Der er Straf til Arbejderne hvis de strejker for Brødet, men han kan ikke straffes om han gør dem brødløse for en Profits Skyld!

Er det en Dødssynd at vente sig Vå­genhed af det arbejdende Folk? at ønske, at det endelig engang husker og tænker fremefter? Sætningen »vi er alle blevet fattigere« indebærer den ikke, at nu skal det jævne Folk igen indstille sig på Krigens Efterregning, – at de vældige Anstrængelser det har ydet ikke blot på Slagmarkerne men i Fabrikker, Miner, på Agrene skal omsættes i Milliardcifre, – at Folkenes uhyre Indsats skal kapitaliseres og lægges på dem som en uhyre Byrde en Gang til? Til Fordel for Kapitalen! Hvis dette blir Tilfældet, ja så blir vi alle fattigere – med Undtagelse naturligvis af de få der får Milliarderne tilgode hos dem der satte alting ind.

Ja, så tåbeligt har det jo til nu været, at fordoblede Arbejderen sin Flid af Hensyn til Krigens Behov, sloges Soldaten dobbelt tappert for at vinde Sejren, så var Resultatet, at de når Freden var vundet stod der og hade dobbelt så meget at forrente og afdrage til Kapitalen. Krigens Omkostninger afholdes to Gange af Folket i de kapitalistiske Lande, først med deres Blod og Sved, og siden ved Byrden af en uhyre Gæld til nogle få som påstår at ha financieret Krigen.

Krigens Byrder burde fornuftigvis bæ­res af alle – og mens den står på – og ikke omsættes til en uhyre Efterregning der konsoliderer de brede Lags Fattigdom også langt ind i Fremtiden.

Har Kapitalens Mænd givet Staterne Penge, så er det disse Mænds Indsats i Kampen; deres Formuer burde ha væ­ret indkaldt ligesom de værnepligtige og Arbejderne blev det. Mere Krav på at få Pengene tilbage har de ikke, end Invaliderne har på en Arm eller et Ben, den faldne sit Liv tilbage.

Sandheden om Krigen er at den – foruden hvad den direkte har ødelagt – har slidt Fredens Virke tyndere. Der bliver meget at bygge op og komplettere nu bagefter – altså meget at be­stille; og så forlanger man endda at Arbejderne skal småsulte, helst snære Livremmen yderligere ind.

Skal de, hvis Opgave det er i Samfundet at sørge for Mad og andre Fornødenheder til Arbejderne, da holde Fe­rie? Eller skal helst det hele sælges til Udlandet – og til Fordel for hvem?

»Vi skal købe Kul« siges der gravalvorligt, »for at holde Maskinerne i Gang!«

»Maskinerne skal der altså sørges for?« »Ja, for ellers fungerer de ikke!«

»Sikke nogen fædrelandsløse Barbarer, tar de ikke engang Hensyn til det heles Vel, altså til de to Hundrede Fa­milier? I skulde la dem lære af Arbejderne!«

Måske går det også, at Arbejderne går i Lære hos Maskinerne og forlanger god Behandling som Betingelse for at frembringe. Helt galt vilde det heller ikke være, om Arbejderne her i den gamle Verden forlangte lidt Indseende med, hvad der frembringes og hvor det går hen. Man har den Ordning i den nye Verden, og den fungerer ud­mærket. Kun skal Millionærerne være magret betænkeligt af.

Derovre har de jo vist sig at være enestående dygtige til at kæmpe for Friheden; men det nye ved dem er, at de er endnu dygtigere til at kæmpe Fredens Kamp.

Og det er hvad jeg ønsker for os herhjemme – og overalt i den gamle Verden – at vi må ævne lige så meget i Fred som i Krig, at de Kræfter der holder Verden oppe og bærer den fremad i de gode Fredens År, må vise sig stærkere end dem der kun ævner noget når det gælder Krig men bliver håbløst egoistiske, så snart Freden viser sig i Horisonten. Og for at dette kan blive Tilfældet må de brede Lag blive mere vågne end de hidtil har været. Så skal det andet nok gi sig af sig selv!

Med kammeratlig Hilsen
Martin Andersen Nexø
Land og Folk, 10. juli 1945


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater