Migration i Mexico – både den, der driver millioner af mexicanere mod USA, og den, der gør landet til et transit- og destinationsområde – kan ikke forstås uafhængigt af den globale kapitalismes dynamikker og den internationale arbejdsdeling. Migrationsfænomenet er ikke et isoleret “humanitært problem”, men derimod resultatet af et system, der skaber fattigdom, ulighed og fratagelse af livsgrundlag som en forudsætning for sin funktion.
Af Mexicos Kommunistiske Parti – marxist-leninister
Historisk set har kapitalismen i Mexico udviklet sig afhængigt af og underordnet udenlandsk kapital, især den amerikanske imperialisme. Den neoliberale politik, der blev ført fra 1980’erne – privatiseringer, handelsliberalisering, deregulering af arbejdsmarkedet – ødelagde produktive sektorer, forværrede arbejdsløsheden og gjorde arbejdsforholdene mere usikre. På grund af manglen på værdige livsbetingelser er millioner af mennesker fra bonde- og oprindelige samfund blevet tvunget til at migrere. Det er ikke et frit “individuelt valg”, men en migration tvunget af jordtyveri, strukturel vold og fraværet af alternativer.
Mexico indtager også en central rolle som transitland for migranter fra Mellemamerika, Caribien og i stigende grad også fra Sydamerika og Afrika. Disse mennesker flygter fra lignende forhold: økonomier ødelagt af ulige aftaler, imperialistiske interventioner, klimakrise og politisk vold. Men i stedet for at møde solidaritet, konfronteres de med en inddæmningspolitik, som den mexicanske regering selv fremmer under pres fra USA, såsom indsættelsen af Nationalgarden ved den sydlige grænse og oprettelsen af migrantdetentionscentre. Den mexicanske stat agerer således som den imperialistiske kapitals gendarm, der forvalter den migrerende arbejdskraft som en ressource, der kan kasseres.
Kapitalen drager dobbelt fordel af migrationen: I oprindelseslandene reducerer den massive udvandring af arbejdere de sociale spændinger og sikrer pengeoverførsler (remitter), som holder hele økonomier oppe; i destinationslandene udnyttes migranter under prekære arbejdsvilkår, uden fulde rettigheder, hvilket genererer store profitter for kapitalen. Det er arbejdskraftens mobilitet uden rettighedernes mobilitet.
Over for denne virkelighed forstår vi, at kampen for migranters rettigheder ikke kan adskilles fra kampen mod det kapitalistiske system, der driver dem på flugt. Det er nødvendigt at opbygge en internationalistisk solidaritet i arbejderklassen, som konfronterer den racistiske og undertrykkende politik, og som hævder retten til ikke at migrere: det vil sige retten til at leve et værdigt liv i sit hjemland med adgang til jord, arbejde, sundhed, uddannelse og frihed. Kun ved at overvinde kapitalismen kan de strukturelle årsager til den tvungne migration udryddes.
PCMML er ligesom APK medlem af Den Internationale Konference af Marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
