Mod oprustning og krig

80 år efter afslutningen på 2. verdenskrig tilspidses konflikterne overalt i hastigt tempo, og krigsfaren vokser konstant – også i Tyskland. Krigen i Ukraine og det vedvarende og stadigt mere eskalerende folkedrab på det palæstinensiske folk i Gaza har allerede kostet hundredtusindvis af mennesker livet og ødelagt livet for millioner. Et fællestræk her er, at Tyskland som våbenleverandør spiller en afgørende rolle i fortsættelsen af disse krige, både i Ukraine og i Gaza. Og tjener på det – tjener på hundredtusindvis af menneskers død, tjener på lidelse, elendighed og ødelæggelse.

Våben “Made in Germany”

Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz’, beslutning om at standse leveringen af våben, der kan bruges til folkedrabet i Gaza, kommer alt for sent, er derudover dybt hyklerisk og må forstås i direkte sammenhæng med den stadig bredere modstand i den tyske befolkning mod våbenleverancer til Israel. Kun 17 procent går ind for en uændret fortsættelse af våbenleverancerne; 73 procent kræver som minimum stærke begrænsninger. Uden dette pres ville den tyske regering ikke have ladet denne lukrative forretning gå fra sig.

For våbenleverancer til hele verden – også til aktive krigsområder – betaler sig ikke kun i form af milliardomsætning for rustningskoncernerne. De spiller også en central rolle i varetagelsen af den tyske stats strategiske interesser, fordi de gør det muligt at støtte de regeringer, kræfter og grupper i andre lande, som fører den mest nyttige kurs for den tyske kapital. De gør det muligt at gøre disse regeringer, kræfter og grupper afhængige og aktivt udnytte dem til egne interesser. Dertil kommer en yderligere, yderst nyttig effekt, som i sammenhæng med regeringskursen de seneste år har fået særlig relevans: våbeneksport i stor stil sikrer ikke kun den tekniske knowhow til produktion af topmoderne våben i Tyskland, men sikrer samtidig eksistensen af store produktionskapaciteter i rustningsindustrien og danner dermed fundamentet for landets egen, pludselige og kraftige oprustning.

Tysklands rolle i verden

”Styrkelsen af Bundeswehr (den tyske hær) er vores politiks højeste prioritet. Den tyske regering vil fremover stille alle økonomiske midler til rådighed … for at blive Europas stærkeste konventionelle hær.” Friedrich Merz, 14. maj 2025.

Klarere end forbundskansler Merz kunne man næppe have udtrykt den tyske stats imperialistiske interesser. “Krigsduelighed” var i går; i dag hedder det fuld fart mod stormagtsstatus. 100 mia. euro i særfond til Bundeswehr var i går; i dag hedder det 500 mia. euro i særfond til krigsparat infrastruktur, ophævelse af gældsbremse for militærbudgettet og 215 mia. euro om året til oprustning (svarende til fem procent af BNP og næsten halvdelen af forbundsbudgettet). Tyskland i spidsen for Europa, ikke kun økonomisk, ikke kun politisk, men nu også udtrykkeligt militært. Det er, hvad den tyske stat ser i EU: et middel til sin opstigning på verdensscenen. Som verdens tredjestørste økonomiske magt og Europas protektor vil den tyske kapital nu endelig opnå det, der ikke lykkedes i to verdenskrige: Endelig konkurrere med de helt store om verdens opdeling, endelig en plads i solen.

Oprustning på alle fronter

Disse stormagtsambitioner fra den tyske kapital erklæres uomgængelige. Det gør den nuværende forbundsregering også klart, når Merz taler om, at man til oprustningen vil “stille alle finansielle midler til rådighed”. Det bliver tydeligt, når centrale politiske beslutninger, som 500- mia. euro-særfonden eller ophævelsen af gældsbremsen, piskes igennem på en fuldstændig udemokratisk måde af et parlament, der for længst er stemt ud.

Det bliver tydeligt, når ytrings- og forsamlingsfriheden indskrænkes, og fredsprotester mødes med massiv politivold. Det bliver tydeligt, når der i Tyskland åbent blæses til ”krigsduelighed”, når især Tyskland påtvinger EU fælles forsvarsudgifter på 800 milliarder euro, og når man forsøger at vinde eller indkalde de unge til en snarlig tysk krigsdeltagelse på skoler, på jobmesser, gennem sociale mediekampagner og med en ”ny” værnepligt. Alle tegn peger mod krig.

Hvad der er brug for nu:

En bred front, tværs gennem samfundet, mod krig, oprustning og sociale nedskæringer. Som led i krigsforberedelserne bliver ikke kun demokratiske rettigheder, men også velfærdsstaten angrebet og beskåret skånselsløst. Nedskæringer i sundhedsvæsenet eller på universiteterne, angreb på sociale ydelser som pension og sygesikring, forringelse af arbejdsforholdene i den offentlige sektor, Berufsverbote 2.0 (de facto har efterretningstjenesten i flere delstater mulighed for at standse ansættelse), udbygning af politistatsmetoder og frem for alt den drastisk stigende krigsfare, også for os i Tyskland.

Konsekvenserne af oprustningen og krigsforberedelserne væltes over på den arbejdende befolkning, hvis levevilkår allerede er blevet hurtigt og mærkbart forværret af de seneste års inflation. Mod dette er det nødvendigt at organisere modstand og hurtigt opbygge en bred fredsbevægelse, der formår at forene den arbejdende befolkning ud fra deres fælles interesser. Kun på den måde kan der skabes en effektiv modvægt til den tyske stats krigspolitik. Det kræver også, at fagbevægelsen deltager aktivt. Derfor skal spørgsmålet om kampen krigsoprustning sættes på dagsordenen, ikke mindst i fagforeningerne.

Fælles kamp mod oprustning, krig og sociale nedskæringer!
Stop alle våbenleverancer fra Tyskland!
Ingen amerikanske mellemdistanceraketter i Tyskland!
Øjeblikkelig våbenhvile i Ukraine og i Gaza

Oversat fra Arbeit-Zukunft, medlem af CIPOML

Erster September – Antikriegstag!