Imperialisternes plan for ændring af Mellemøsten

USA, Israel og Tyrkiet fører an i en ny imperialistisk offensiv for at omforme Mellemøsten efter egne strategiske interesser. I centrum står ønsket om at svække Iran, fordrive Rusland og begrænse Kinas indflydelse – med Assad-regimets fald og normaliseringen med Israel som vigtige brikker i stormagternes spil.

Af Mustafa Yalciner, EMEP, Tyrkiet

Det umiddelbare strategiske mål for USA med at styrte Assad i Syrien var at rense Mellemøsten for kræfter med ”anti-amerikanske” holdninger, eller i det mindste at svække og neutralisere dem. Et mål der var på linje med Israels og sammenfaldende med Tyrkiets, for slet ikke at tale om Ruslands. Der var ingen tvivl om, at saudierne, Egypten, De Forenede Arabiske Emirater, Kuwait og Qatar også favoriserede og støttede dem. Tyrkiet og de reaktionære arabiske regimer, som havde støttet ”det palæstinensiske spørgsmål” siden 1947, holdt gradvist op med at støtte det, selv udadtil, og begyndte at ”normalisere” deres forhold til Israel, at udvikle handel og endda at indgå i en række internationale samarbejder. Disse lande støttede angiveligt Palæstina, mens Tyrkiet udviklede sin handel med Israel selv under folkemordet, Egypten forhindrede palæstinenserne i at søge tilflugt i sit land ved at lukke selv de tunneler, der gav Gaza mulighed for at trække vejret, Qatar nøjedes med at mægle i en våbenhvile med sin neutrale holdning, saudierne forsøgte ikke engang at sende nogen hjælp, og Syrien, der frygtede Israel, tilbød ikke støtte og udviste Hamas’ repræsentant fra landet.

I Palæstina og Libanon, og især i Gaza, nøjedes USA og dets imperialistiske allierede med åbent at støtte Israel. Syrien var derimod for stor en mundfuld for Israel at sluge på egen hånd, og USA og Storbritannien påtog sig en direkte ”mission” over for dette land. …

Tyrkiets rolle og dets forhold til Israel

Tyrkiets uerklærede partnerskab med det zionistiske Israel betyder ikke, at de to lande er i en gnidningsfri union. Der er modsætninger og problemer mellem de to lande. Begge lande er regionale magter, som ikke må undervurderes, og begge er ekspansionistiske og derfor rivaler i opdelingen af regionen. … Israel er med sin økonomi, befolkning og hær, inklusive reserver, for lille til at kunne være solostøtte for den amerikanske imperialisme i Mellemøsten, og USA har ingen mulighed for at holde Mellemøsten under kontrol ved kun at forlade sig på Israel. …

Tyrkiet er i modsætning til Israel et mellemstort kapitalistisk land, der er i stand til at opfylde de amerikanske krav i Mellemøsten. Men det har også for nylig vist, at det er i stand til at spille på modsætningerne mellem Rusland og USA for at forfølge sine egne særinteresser. … Men USA foretrækker, at Israel og Tyrkiet afbalancerer hinanden og udvikler en åbenlys eller skjult alliance for at holde regionen i ”sikre hænder” og for at lette kontrollen. … Derfor – på trods af en række forskellige særinteresser – kræver den amerikanske imperialismes generelle interesser, såvel som den israelske zionismes og det neo-osmanniske Tyrkiets, at de forfølger koordinerede politikker og strategier og åbne eller skjulte alliancer.

For det første er Iran, som også er USA’s mål i regionen, en for stor mundfuld for både Tyrkiet og Israel, og selv med USA’s støtte er det ikke en magt, som nogen af landene kan overvinde alene. Men af forskellige årsager (Tyrkiets regionale rival, den magt som USA ønsker at tvinge i knæ, Israels klare fjende) er Iran hovedmålet for alle tre lande.

Det er ikke nødvendigt at opremse grundene til, at Iran er et mål for USA. Det er nok at sige, at Iran ikke underkaster sig USA, at det er et land, som også forsøger at skaffe sig atomvåben i aksen med Rusland-Kina, USA’s største rivaler på verdensplan, og at det er den største hindring for dets kontrol i regionen ved at forfølge den ”shiitiske halvmåne”¹. …

Går USA kun efter Iran?

Iran er det umiddelbare mål for USA, som forsøger at re-designe Mellemøsten, men man skal ikke være clairvoyant for at se, at det strategiske mål ikke er begrænset til Iran. USA’s største rivaler er Irans allierede Kina, som nu konfronterer Iran uden at kræve en ny splittelseskrig, og Rusland, som Kina har en strategisk alliance med.

Selv om Kinas økonomi vokser relativt hurtigt, kan landet endnu ikke hamle op med USA. … Indtil for nylig, da rivaliseringen blev intensiveret med krigen i Ukraine, kæmpede Kina for at dele verden på det økonomiske område, hvor landet var stærkt på grund af det tekniske grundlag for dets økonomi baseret på moderne teknologi og den relativt billige arbejdskraft. Kina koncentrerede sig om økonomisk ekspansion, mens det forsøgte at blive stærkere på det militære område. Det er stadig tilfældet i dag. Den eneste forskel er, at Kina i de senere år har øget sine militærudgifter, som landet har afsat stadig større budgetter til, og ikke har forsømt at forberede sig på krig sideløbende med sin økonomiske ekspansion.

Krigen i Ukraine og de hårdeste økonomiske, finansielle og handelsmæssige sanktioner i historien har utvivlsomt kostet, men de har også vist, at Rusland ikke er så svagt og skrøbeligt økonomisk og finansielt, som man troede. Og at landets energireserver, dets betydelige produktionskapacitet og støtten fra Kina ikke har lidt så meget som forventet under krigens og sanktionernes byrder, selv om gasforsyningerne til Europa er blevet afbrudt. … Så selv om Rusland ikke har været i stand til at tvinge det NATO-støttede Ukraine i knæ i næsten tre år, har landet vist, at det ikke er et land, der skal undervurderes, når det gælder militærteknologi og evnen til at udvikle den. Landets atomkapacitet og dets enorme arsenal af atomsprænghoveder, som er mindst lige så stort som USA’s, er velkendt. …

Trump startede ”handelskrige”, som han lancerede ved at pålægge Kina høje toldsatser under sin tidligere præsidentperiode. Biden fortsatte Trumps tidligere ”handelskrige” mod Kina ved at blokere chipproduktion og forsyningsruter, tvinge europæiske lande til at overholde det importforbud, han indførte mod mange produkter, som han hævdede var af ”militær kvalitet”, og ved at udelukke kinesiske havne og anløbshavne og skabe forskellige forsyningskæder med nye skibsruter. Med Biden har USA også intensiveret sin omringning af Kina ved at forny forbindelserne og styrke alliancerne med sine allierede i Asien efter Rusland. Nu angriber Trump Kina med en ny handelskrig.

Amerikansk offensiv i Mellemøsten

Hvad angår Mellemøsten, har USA endelig iværksat en omfordeling af Mellemøsten med det formål at udelukke Rusland såvel som Kina med dets økonomiske aktiviteter fra regionen. … USA har forsøgt at få herredømme over Mellemøsten, selvom de hævder, det har mistet sin betydning for dem, samtidig med at de fører en politik, der går ud på at omringe Kina i Asien og Stillehavet.

De opnåede fremskridt kan ikke undervurderes. For at opsummere:

– Først og fremmest har USA taget et vigtigt skridt i retning af at drive Rusland ud af regionen ved at vælte Assad-regimet. Efter at have inviteret Rusland ind i regionen er Syrien ikke længere dets vigtigste støtte der. Man kan dog ikke påstå, at Rusland, som stadig har luft- og flådebaser i Syrien, er blevet fordrevet fra Syrien. Man kan sige, at erklæringen om hegemoni fra USA, som har taget initiativet ved at udelukke sin rival, afhænger af styrkelsen af HTS² i Syrien, herunder svækkelsen af Ruslands forhold til Iran, OPEC-landene, Egypten og Israel, som Rusland har visse fælles interesser med, og hvis det skal realiseres, vil det tage tid.

– Den store svækkelse af Hamas, som i høj grad blev tvunget til at acceptere betingelserne fra det imperialistisk støttede Israel, og som underskrev en våbenhvileaftale med Israel før Trumps præsidentskab – en våbenhvile, som de aldrig havde antydet før – er en ære for både USA og Israel.

– Hizbollahs tab af magt, som mistede sin leder og mange kommandanter i de amerikansk-støttede israelske angreb på Libanon, afspejlet i det faktum, at Hizbollah ikke kunne fastholde sin gamle position i præsidentvalget og acceptere sine rivalers tilnærmelser og tilbud om at definere den nye premierminister, opmuntret og støttet af USA, Frankrig og saudierne. Det er utvivlsomt et yderligere skridt og en gevinst for den amerikanske imperialisme sammen med Israel, da den anti-amerikanske front i regionen svækkes.

I den seneste periode har USA fornyet sine forbindelser med allierede som saudierne og De Forenede Arabiske Emirater, der har indflydelse på anti-Hizbollah-fronten i Libanon. USA både organiserer, støtter og nyder godt af denne proces og har fornyet og konsolideret grundlaget for normalisering mellem disse lande og Israel.

– Fornyelsen af USA’s forhold til saudierne og De Forenede Arabiske Emirater er ikke begrænset til udviklingen i Libanon. Udviklingen i slutningen af 2024 og begyndelsen af 2025, som markant ændrede landenes position og magtforholdene i Mellemøsten, såsom Israels fremrykning til Damaskus, omstyrtelsen af Assad i Syrien og tabet af plads til Iran og Rusland, hvis indflydelse i regionen blev svækket, dannede grundlag for, at USA fornyede sine forbindelser med alle lande i regionen, heriblandt Egypten og Jordan. Især saudierne (og De Forenede Arabiske Emirater) er de største vindere af den seneste proces, der er præget af israelsk aggression, og som førte til et regimeskifte i Syrien med deltagelse af USA, Tyrkiet osv. Deres indflydelse er øget i Libanon, hvor de støtter sunnimuslimerne med deres petrodollars, og i Syrien, hvor de aflagde de første udenlandske besøg hos HTS-regimet.

Blandt de lande, som USA har fornyet sine forbindelser med – på trods af den fortsatte strid om de syriske kurdere – bør man tilføje Tyrkiet, som har haft en vis indflydelse i Syrien ved at opmuntre og støtte Syriens Nationale Hær, SNA, såvel som Hayat Tahrir al-Sham (HTS) og dermed frustrere Rusland, Iran og ”Astana-processen”³. Men Tyrkiet har et ”blødt punkt”, både når det gælder det kurdiske spørgsmål og det faktum, at det nu er ekstremt vanskeligt at realisere sine egne særinteresser i regionen ved at drage fordel af modsætningerne mellem Rusland og USA. Tyrkiet har ingen anden mulighed end at komme tættere på USA og forventes at blive tættere knyttet til den amerikanske politik og strategi i regionen.

– Det faktum, at Ansarullah⁴, hvis støtte er blevet mindre, har svært ved at opretholde sin tidligere aktive holdning, er igen en udvikling til fordel for den amerikanske imperialisme og den israelske zionisme. Ikke desto mindre er Yemen og houthierne eller Ansarullah fortsat Irans støtter uden for landet, og de har endnu ikke lidt et større slag. Efter regimeskiftet i Syrien er houthierne desuden stadig den mest aktive anti-amerikanske og anti-zionistiske kraft i regionen og Irans eksterne støtte. … Men Yemen er ikke et land, som Israel let kan nå ligesom Gaza, og man har set, at det er umuligt at tvinge Yemen i knæ med de luftangreb, som saudierne og De Forenede Arabiske Emirater har gennemført i årevis uden resultater, og Israel har ikke kapacitet til at gennemføre en operation på landjorden mod dette land, selv om det støttes af USA.

– Mens omstyrtelsen af Assad-regimet er et vigtigt skridt, som den amerikanske imperialisme har taget for at konsolidere sit hegemoni i regionen, er isolationen af Iran og indskrænkningen af Iran til dets egne grænser i virkeligheden den største gevinst for den amerikanske imperialisme i regionen – såvel som for Israel. Nu er Irans landkontakt med en betydelig del af regionen blevet afbrudt, med konsekvenser som at det er umuligt for dets logistik at nå Hizbollah gennem Syrien, det fuldstændige tab af Syrien og svækkelsen af Irans allierede.

– Mens Iran synes at koncentrere på forholdene inden for sine egne grænser … er Irak, der fokuserer sin opmærksomhed på muligheden for nye angreb fra ISIS, begyndt at mobilisere sig igen i det østlige Syrien, og kan blive opmuntret af USA. Hvilket utvivlsomt er en udvikling til fordel for den amerikanske imperialisme og må forventes at støtte en forøgelse af dets indflydelse på Irak.

Iran er det umiddelbare mål

Iran, som er målet for den amerikanske strategi over for regionen, og hvis indflydelse uden for sit eget land er blevet svækket … er den største taber i den seneste proces i Mellemøsten, som – sammen med dets allierede Rusland – er blevet lagt på bordet for omfordeling af regionen. Det ville ikke være forkert at forudse, at Iran vil blive udsat for nye påbud, vil blive tvunget til at tage skridt tilbage og endda til at ændre sit regime og sin akse af alliancer, selv om det ikke forventes at give hurtige resultater.

Det er heller ikke svært at forudsige, at USA’s første skridt vil være inden for atomenergi, som Iran ihærdigt forsøger at udvikle, gennem politisk-diplomatisk pres, og at landet sandsynligvis ikke vil kunne undgå at åbne dette område for ”international” inspektion. Iran har allerede været under en kraftig amerikansk embargo i årevis, og det vil ikke være overraskende, hvis denne embargo intensiveres.

Iran, som har indtaget en passiv forsvars- og tilbagetrækningsholdning over for den israelske aggression, der startede i Palæstina og fortsatte i Libanon og Syrien, støttet af USA, ved at forholde sig tavs, for slet ikke at tale om en forbudsreaktion, vil utvivlsomt få større vanskeligheder i fremtiden. Irans tavshed vil ikke kun opmuntre dets allierede til at afstå fra aktive reaktioner på mulige angreb på Iran, men vil også opmuntre dets rivaler som Tyrkiet og Israel. …

– Det vil ikke være overraskende, at USA, som længe har arbejdet med de iranske aserbajdsjanere gennem CIA, vil fremskynde og intensivere sin indsats. Det kan også tilskynde Tyrkiet til at spille visse roller gennem aserbajdsjanerne.

– Baluchierne⁵, som til dels befinder sig i Afghanistan, men hvor en stor del af befolkningen og territoriet er delt mellem Pakistan og Iran, er mobiliseret i begge lande, og så sent som sidste år bombede de to lande hinandens baluchiske territorier med henvisning til ”terrorisme”. Det vil være naturligt for den amerikanske imperialisme at forsøge at udnytte den baluchiske nationale bevægelse, ligesom den udnyttede de nationale krav og kampe hos kurderne i Rojava og forsøgte at bruge dem både mod Tyrkiet og til sine generelle strategiske mål i regionen.

– Det er ikke overraskende, at araberne, som udgør to-tre procent af befolkningen, og som bor i Khuzestan-regionen i den sydvestlige del af landet, der grænser op til Den Persiske Golf, uformelt kendt som al-Ahwaz, og som Iran fra tid til anden har haft problemer med, er udsat for provokationer fra den amerikanske imperialisme og især fra saudierne. De iranske araberes betydning kommer mest af alt fra den strategiske betydning af Golfregionen for Irans energiressourcer og eksport.

– USA må utvivlsomt forventes at tage hensyn til eksistensen af den kurdiske befolkning i Iran, som har været under national undertrykkelse, og som, selv om den på det seneste er inaktiv, engang gjorde oprør mod regimet. USA vil forsøge at bruge det kurdiske problem som ethvert andet nationalt problem i retning af sine imperialistiske interesser i Iran, ligesom de har forsøgt at bruge det i Syrien. Faktum som at Mellemøstens statsløse nation, kurderne, er opdelt i fire lande, Rojava-kurdernes forhold til USA og at PJAK, PKK’s og PYD’s⁶ ”søsterorganisation”, har en vis organisation og indflydelse i Iran, er potentielle grunde til, at USA vil udnytte ’det kurdiske spørgsmål’.

”Styrken af den 1.000 år gamle tyrkisk-kurdiske alliance” og ”win-win”-formuleringen af ”styrken af den tyrkisk-kurdiske alliance” til støtte for tyrkisk ekspansionisme, formuleret og forsvaret af den fascistiske leder Bahçeli i Tyrkiet som en del af den seneste unavngivne ”proces” med samtaler med Öcalan, indikerer, at i det mindste nogle kurdiske kredse kan være tilbøjelige til at spille en rolle i den amerikanske imperialismes beregninger i forhold til Iran. Det kan ikke hævdes, at det er umuligt for Tyrkiet og kurderne at handle sammen eller hver for sig, men i koordination, herunder påvirkning og mobilisering af de iranske kurdere, under amerikansk ledelse.

– Ud over at fremprovokere og opmuntre etniske problemer er det også muligt, at det undertrykte folks demokratiske krav, som har ført til massedemonstrationer på nationalt plan, senest Mensa Amini-protesterne, vil blive forsøgt bakket op, og at modsætningen mellem reformister og konservative i de øverste lag i Iran vil blive fremprovokeret.

Tesen om, at Mellemøsten er af sekundær betydning for USA, er brudt sammen

Den nye moderigtige tese var, at ”Mellemøsten har mistet sin tidligere betydning for USA og er trådt i baggrunden”, begrundet med påstande som fokus på konfrontation med Kina i Stillehavet og udelukkelse af kulbrintebrændstoffer med ”grøn kapitalisme”, og angiveligt bevist af Trumps erklæring i den forrige præsidentperiode om, at han ville ”trække amerikanske tropper tilbage fra Syrien”.

Men med den seneste udvikling, der finder sted for øjnene af os, startende med de israelske angreb på Gaza i oktober 2023 og videre til omstyrtelsen af Assad, der trækker imperialister som Storbritannien og Frankrig med sig og realiserer USA’s nye opdeling, har det vist sig, at tesen om, at Mellemøsten ”har mistet sin betydning for USA, som koncentrerer sig om Asien og Stillehavsområdet”, ikke er sand.

Først og fremmest er det endnu en gang blevet bekræftet, at analyser, der kan tages alvorligt, ikke kan baseres på ord og udtalelser. I sin forrige periode havde Trump annonceret ”tilbagetrækning af tropper fra Syrien”, men dette, som mange andre udsagn, blev ikke til noget. I stedet for at trække tropper tilbage forstærkede USA sine styrker i regionen med hangarskibe og destroyere. Det er tydeligt, at USA står i centrum for hele udviklingen i regionen.

Det er muligt, at Stillehavet, hvor begge er kyststater, bliver arenaen for den endelige konfrontation mellem USA og Kina. Men det er én ting, og påstanden om, at Mellemøsten er ved at miste sin betydning, er en anden. Regionen fastholder sin stigende betydning, ikke kun for USA, men også for Kina.

Mellemøsten var et konfliktområde, hvor Rusland havde mulighed for at åbne sig mod Middelhavet via Syrien, hvor Iran, allieret med Rusland, kunne forhindre realiseringen af amerikanske interesser ved effektivt at bruge den ”shiitiske halvmåne”, og hvor Kina, som udviklede sine forbindelser med landene i regionen, øgede sin indflydelse; det var urealistisk at hævde, at det havde mistet sin betydning for USA alene i denne henseende, hvilket udviklingen har bevist.

Mellemøsten fortsætter med at bevare sin betydning i verden, når det gælder energiforsyning. Selv om området og mængden af alternative energikilder, som vokser i betydning under navnet ”grøn energi”, gradvist øges, er olie og naturgas stadig de mest udbredte energityper, og det er kendt, at regionens energireserver er tilstrækkelige i mindst 30 år. …

På den anden side er 30 år lang tid nok til at opdele verden, ikke kun på grund af den tid, det vil tage at diversificere ressourcerne og gå fra olie og gas til ”grøn energi”, men også på grund af den intensiverede interimperialistiske konflikt, USA’s hensigter og påtvingelse af krig mod sine rivaler. Ingen kan garantere, at den endelige konfrontation mellem de store imperialistiske rivaler vil blive udskudt i 30 år, og i mellemtiden kan intet imperialistisk land hævde, at det kan opgive disse reserver og de territorier, der huser dem.

USA’s selvforsyning med energi og indførelsen af skifergas betyder ikke, at landet har eller vil opgive olie og gas fra Mellemøsten. At forsøge at forhindre sine rivaler i at opfylde deres behov, selv om man ikke selv har brug for dem, er et af de vigtigste kendetegn, der gør imperialisme til imperialisme.

Lenin understregede, hvordan ”... monopoler giver et mere solidt udseende, især når de har alle råstofressourcer i deres hænder. De internationale kapitalistiske sammenslutninger arbejder med den største indsats for at ødelægge alle konkurrencemuligheder for deres rivaler, for at fratage dem for eksempel jernmalm, olieressourcer osv.” og videre:

”For imperialismen er det vigtigste konkurrencen mellem stormagterne om herredømmet; det vil sige, at territorium annekteres, ikke direkte for dets egen skyld, men for at svække rivalerne, for at underminere deres suverænitet (Belgien er interessant for Tyskland som støttepunkt mod England; Englands behov for Bagdad er gunstigt for dets brug som støttepunkt mod Tyskland osv.)”. (Lenin: Imperialismen, kapitalismens højeste stadium)

Og i den henseende er Mellemøsten af vital betydning, om ikke for Rusland, en energieksportør med mere end tilstrækkelig energiforsyning, så for Kina med sin hurtigt udviklende industri og velkendte energihunger. Kina får 68,6 procent af sin olieimport fra lande i Mellemøsten. Det er en meget høj procentdel, som viser Kinas energiafhængighed af Mellemøsten. Mindst lige så vigtigt er det, at 65 procent af Kinas energiimport sker gennem Den Persiske Golf og Hormuzstrædet eller gennem søvejene, der går gennem Suezkanalen og Bab al-Mandeb-strædet. For Kina, som er USA’s største rival, er Mellemøsten derfor af enorm betydning, både hvad angår energireserver og energitransportruter. Og det er utænkeligt, at Kina som et imperialistisk land ville foretrække at være udelukkende og fuldstændig afhængig af olie og gas fra Rusland, som det ikke kun er allieret med, men også har uløste problemer med. På den anden side kan USA ikke undlade at kontrollere det, der er afgørende for Kina. Og det er utåleligt, at Irans territorium, Kinas allierede og nære mål i regionen, strækker sig langs Golfen og Hormuzstrædet, og at strædet ved indgangen til Suez er truet af Yemen og houthierne.

For Kina er Mellemøsten på den anden side ikke kun afgørende for energi (eller råmaterialer), men også for sin voksende værdi som et stadig voksende marked samt for sin eksport og sine transportruter, især til Europa. Kina eksporterer 60 % af sin eksport til Europa og Afrika via havne i De Forenede Arabiske Emirater og udnytter forsyningskæderne og vandvejene i Mellemøsten og regionen.

Derfor ville det være utænkeligt, at USA ikke var interesseret i at få Mellemøsten, som er nøglen til at kontrollere og forhindre Kinas eksport og energiimport, under sit herredømme. Og forhindre den kinesiske industri, drevet af regionens energi, i at overtage det europæiske marked ved at tvinge den tyske bilindustri, som allerede er ude af stand til at konkurrere med den, til at lukke sine fabrikker med de elektriske køretøjer, som Kina vil producere. Det er af denne grund, at USA i første omgang er gået i gang med at redesigne Mellemøsten.

Konklusion

Det er en kendsgerning, at den amerikanske imperialisme, støttet af Storbritannien, har en vis overlegenhed i Mellemøsten, som den forsøger at redesigne og omfordele. Men a) Hamas, Hizbollah og Iran bevarer stadig deres hovedpositioner, selv om de er blevet svækket, b) Syrien, som har mange etniske og sekteriske problemer, vil sandsynligvis blive skueplads for nye udviklinger, hvor HTS endnu ikke har været i stand til at dominere fuldt ud, og hvor mere end ét imperialistisk og ekspansionistisk regionalt land tester sin magt ved at have tropper, c) og i Mellemøsten har USA, selv om det har opnået gevinster, ikke været i stand til at erklære sit hegemoni ved at ”tilpasse” alle andre kræfter end sig selv. Det er stadig uvist, i hvilket omfang Trump, som ligner en elefant i en glasbutik, og som ikke tøver med at skabe splid med sine allierede, vil være i stand til at konsolidere sine gevinster. Og selv om de amerikanske gevinster også vil få generelle konsekvenser, er de primært rettet mod Iran og til en vis grad Rusland. Opgøret med Kina, som stadig er USA’s største rival i regionen, vil strække sig over den kommende tid, for slet ikke at tale om efter vendepunktet. På den anden side vil Trumps europæiske allierede som Frankrig og Tyskland, herunder hans strategiske allierede Storbritannien, som han er ved at ødelægge forholdet til, konkurrere med Trump i regionen, selv om de har fulgt den vej, som USA har åbnet.

Alt i alt kan man ikke hævde, at den amerikanske imperialisme har gjort Mellemøsten til sin egen ”baggård” og forbigået alle andre imperialister. Og selv om Assad bliver væltet, og Iran bliver trængt tilbage, har visse regionale lande stadig potentiale til at skabe problemer for USA. Det vil ikke kun være politiske problemer, men også de finansielle, økonomiske og kommercielle ”bilaterale relationer”, som lande som Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Egypten og Tyrkiet har forfulgt med USA, Kina og Rusland i relativt lang tid, centreret om deres egne særinteresser.

Endnu vigtigere er det, at mens Assad-regimet med dets anti-amerikanske adfærd er historie, og Hamas har lidt betydelige slag, så har befolkningerne i Mellemøsten endnu ikke begyndt at give deres besyv med. De arabiske opstande var det første tegn, og resten vil utvivlsomt følge efter. Det må forventes, at Trump, som behandler Gaza som ”fast ejendom til salg” og ikke holder sig tilbage fra alle former for hensynsløs mobning, ikke kun vil blive udsat for den eskalerende rivalisering mellem sine imperialistiske ”allierede”, som han truede med at bruge våben mod som i Grønland, eller mod Canada ved at hæve toldsatserne, men også vil opmuntre folkene til at hejse den antiimperialistiske kamps flag.

Marts 2025

Noter

1 Den såkaldte ”shiitiske halvmåne” strækker sig fra Iran ind over Irak og Syrien til Libanon og dækker over bestræbelsen på at danne shiitiske muslimske salafistiske regimer.

2 Jihadistgruppen Hayat Tahrir al-Sham (HTS).

3 Trilateralt forum sponsoreret af Rusland, Tyrkiet og Iran. Astana blev lanceret i januar 2017 med det erklærede mål at bringe den væbnede konflikt i Syrien til ophør og ”sætte skub i indkaldelsen af den formelle politiske forhandlingsproces”.

4 Majlis Ansarullah er en hjælpeorganisation under Ahmadiyya Muslimsk Samfund for mænd over 40 år. Navnet »Ansarullah« betyder »Allahs hjælpere«.

5 Befolkningsgruppe, der lever i den sydvestlige del af Afghanistan.

6 Kurdistans Arbejderparti (PKK) i Tyrkiet, PYD – Demokratisk Unionsparti i Syrien og dets militsgrupper Folkets Forsvarsgrupper (YPG).

Artiklen har været bragt i Enhed og Kamp: