Beskæftigelsesreformen er ikke en redningsplan – det er et frontalangreb på sociale rettigheder. Bag floskler om “mindre bureaukrati” gemmer sig en kold spareøvelse og et forsøg på at demobilisere klassekampen.
Regeringen har indgået en aftale med en række partier om en ny beskæftigelsesreform, der skal vedtages i slutningen af året. Den forsøges solgt under gamle reklameslogans som ”færre regler og mindre bureaukrati”.
Reformen kommer til at ramme hårdt. Den kommer med en væsentlig besparelses på 2,7 mia. kr., så staten kan få råd til endnu en krigspakke. Budgettet for de offentlige udgifter på området skal barberes ned med over en fjerdedel, størstedelen over de næste 2 år.
Kritikken af reformen fra fagtoppen, SF og Enhedslisten er, at den er ”et svigt af de udsatte unge” og for lille en rolle til A-kasserne. Men det er langt mere en et svigt, reduktion af hjælp til uddannelse og arbejde og mindre penge af overleve for. Det er slemt nok, men det er ikke et svigt fra regeringens, de borgerlige partiers og statens side. Det er en hel bevidst kynisk klassepolitik fra magthavernes side.
Sociale rettigheder som handelsvare
En væsentlig del af klassepolitikken er at privatiseringen på beskæftigelsesområdet får et ordentlig skub frem. Det skal nu være op til hver enkelt kommune om de vil nedlægge jobcentrene og outsource og udlicitere den såkaldte indsats. Sociale rettigheder som arbejdsløs eller syg bliver en serviceydelse og handelsvare som kommunen vil have så billigt som muligt og det private firma tjene penge på. Og man skal ikke være professor i raketvidenskab for at regne ud, hvem det regnestykke går ud over og hvem det gavner.
Under påskud af effektivitet og frihed for den enkelte har borgerskabet og dets statsapparat overført strategiske sektorer til den private sektor, forvandlede rettigheder til varer og trin for trin afviklet hvad der blev kaldt velfærdssamfundet. Et resultatet er, at arbejderne og de unge står over for usikkerhed og ustabilitet, mens vigtige offentlige ydelser behandles som forhandlingsobjekter, og rettigheder forvandles til profit. Privatisering og udlicitering, der sælges som modernisering, betyder i praksis systematisk usikkerhed.
Det gælder også for de ansatte. Ingen ved hvor mange der nu skal fyres, om man selv ryger over i arbejdsløshedskøen. En frygt der bruges til at presse løn-og arbejdsforhold. Og endnu engang skal der omorganiseres og nye regler og systemer køres ind. Faglighed vil de ansatte fremover ikke være have tiden til – og der heller ikke vil være ressourcer til at bevillige de rette indsatser til borgerne.
Kollektiv organisering og modstand
Formålet med reformer er ikke kun at spare penge, men også at demobilisere klassekampen. Usikre, rettighedsløse og isolerede arbejdere er lettere at kontrollere. Med forskelsbehandling fra kommune til kommune er det langt sværere at få de sociale bevægelser op at stå på landsplan.
Privatisering og fjernelse af sociale rettigheder er ikke uundgåelig. Så længe vi accepterer denne model, vil kapitalen fortsætte med at profitere på vores bekostning. Over for dette er den eneste udvej kollektiv organisering af modstanden på tværs af ansatte, brugere, arbejdere og unge mod den førte politik og tværs gennem fagtoppens klassesamarbejde.
Kampen kan ikke kun begrænses til umiddelbare krav: Vi må kræve fuldstændige fulde lige sociale rettigheder på nationalt plan, anstændige lønninger og ordentlige arbejdsvilkår. Indignation må blive til handling for at garantere fulde rettigheder og udrydde udnyttelse.
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
