Et europæisk kobbel af “krigsvillige”

Da nogle EU-lande er tilbageholdende med at ruinere sig selv for at gøre Ukraine til det, Ursula von der Leyen kalder »et pindsvin af stål«, har Starmer og Macron lanceret deres egen »koalition af villige« som et hurtigt skridt til krigsoprustning af EU. Modellen er formentlig den »koalition af villige«, som gik i ulovlig krig mod Irak i 2003.

Af Revolusjon, Norge

EU ønsker at opbygge sin egen krigsunion, som også omfatter Norge. I første omgang bliver det »en koalition af villige«.

Målet om at etablere en »fuldt udviklet« europæisk forsvarsunion inden 2025 blev fremsat af den daværende formand for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, i september 2017.

Efter topmødet den 20. marts er målet om en militær union kommet et skridt nærmere, på trods af at stater som Ungarn og Slovakiet er afvisende over for tanken om at sende flere våben til Ukraine. Efter at Tyskland har fjernet alle selvpålagte restriktioner, er EU-traktatens krav om enstemmighed i forsvars- og udenrigspolitikken den sidste formelle forhindring.

Sluterklæringen fra EU-topmødet ønsker at »fremskynde alle aspekter af arbejdet med at øge EU’s forsvar og beredskab betydeligt inden for fem år«.

»Readiness 2030« og ›ReArm Europe‹ beskriver planerne for oprustning af Europa. Det indebærer en generel oprustning af alle forsvarsgrene, intensiverede leverancer til Ukraine og en omstrukturering af det industrielle grundlag for en mere integreret europæisk forsvarsproduktion.

Alle medlemslande vil øge deres krigsbudgetter med mindst 1,5 procent. Det kommer oveni, at landene som helhed har øget deres militærudgifter med 30 procent fra 2021 til 2024.

Grænseløst tysk forsvarsbudget

Desuden vil de strenge budgetregler i stabilitetspagten blive skrottet, hvad angår oprustning. Medlemslandene vil kunne låne til forsvar, så længe de bruger pengene til oprustning. Hvad det kommer til at betyde for euroen, er endnu uvist.

Indtil nu har Tyskland været den strenge vogter af budgetreglerne både i Tyskland og på EU-niveau. Af historiske årsager og på grund af en stærk antimilitaristisk holdning blandt de fleste tyskere har landets forfatning og budgetregler lagt adskillige begrænsninger på militær magt, selv til en vis grad efter at Vesttysklands medlemskab af NATO i 1955 effektivt skrottede de allieredes aftale fra 1945 om, at Tyskland skulle være demilitariseret.

De sidste hæmninger er nu fjernet, efter at Forbundsdagen har åbnet op for låntagning til at finansiere landets enorme oprustningsprogram. Den tyske krigsindustri er i ekstase. Oliver Burkhard, CEO for ThyssenKrupp Marine Systems, forventer, at produktionen af elektronik, droner, overfladefartøjer og ubåde vil blive tredoblet. »Når det gælder forsvarsbudgettet, er der mere eller mindre ingen grænser længere,« sagde Burkhard i et interview med CNBC, som Finansavisen citerer.

EU-landene har nu lov til at låne fra en separat fond på 150 milliarder euro til fælles indkøb af europæisk forsvarsmateriel. Ambitionen er, at 800 milliarder euro, eller 9.200 milliarder kroner, skal stilles til rådighed for at styrke »forsvaret«. Beløbet svarer til halvdelen af den norske oliefond, også kendt som vores »pensionsfond«. Det kommer oven i de 140 milliarder euro, som EU allerede har brugt på at »hjælpe« Ukraine.

Pensionspenge til krig

Intet af dette er nok, indser Europa-Kommissionen. Derfor er den nødt til at mobilisere privat og anden kapital. Den har vendt sin opmærksomhed mod folks opsparinger, som forvaltes af de store pensionsfonde. Ifølge Draghi-rapporten skal EU investere fem procent af BNP om året for at finansiere »grøn« industri og oprustning. Det er næsten fem gange mere end Marshall-planens såkaldte oprustningsprogram efter Anden Verdenskrig.

Kravene vokser nu om, at britiske og europæiske pensionsfonde skal investere i militærindustrien og fjerne restriktionerne for at investere i f.eks. klyngebomber. Norske pensionskasser er allerede store investorer i våbenindustrien, men kommunale KLP har indtil videre pålagt sig selv ikke at investere i »biologiske våben, kemiske våben, atomvåben, ikke-detekterbare fragmenter, brandvåben, blændende laservåben, antipersonelminer og klyngebomber«.

Sådanne restriktioner kan snart være på spil. Det er symptomatisk, at NATO-lande som Polen, Litauen, Letland og Estland ønsker at trække sig ud af konventionen, der forbyder produktion og brug af personelminer.

Såkaldte kloge hoveder anbefaler, at den norske oliefond, verdens største statslige investeringsfond, skal investere mere i den europæiske krigsindustri for at styrke de »europæiske værdier«. Fonden har som bekendt ingen hæmninger, når det gælder om at investere i virksomheder med tilknytning til Israel og de ulovlige bosættelser. En variant, som porteføljeforvalter Trym Riksen for nylig lancerede i DN, er, at den norske fond kan sælge likvide rentepapirer og tilbyde »Europa« at købe forsvarsobligationer. Betingelsen er, at pengene udelukkende bruges til europæisk oprustning.

Norske politikere er formentlig mere end villige til at ofre det, der burde være folkets opsparing. Problemet for dem er, hvad USA vil sige, hvis fonden sælger ud af de amerikanske aktie- og obligationsmarkeder til fordel for de europæiske. Det vil Trump nok ikke sætte pris på.

Vil puste liv i økonomien

Samtidig vil oprustningsplanerne tjene til at puste liv i en skrantende europæisk økonomi. De gigantiske projekter for nye våbenfabrikker og »militær mobilitet«, dvs. store infrastrukturprojekter som veje, jernbaner osv. følger en velkendt opskrift fra mellemkrigstiden.

Teknologisk set er Europa langt bagud i forhold til Kina og USA på de fleste områder. Bilindustrien har det svært. Ved at omstille sig til en krigsøkonomi vil flere lukningstruede bilfabrikker i Tyskland og Italien i stedet producere kampvogne og pansrede køretøjer. Rheinmetall overvejer f.eks. at opkøbe VW-fabrikken i Osnabrück. Den italienske regering har lignende planer for Stellantis’ produktionsanlæg i Italien. Stellantis producerede færre end 500.000 køretøjer i Italien sidste år sammenlignet med 750.000 året før.

Denne strategi er ikke en opskrift på succes. Fabrikshaller til masseproduktion af biler egner sig kun i begrænset omfang til en meget mindre mængde tungt militært udstyr. Frem for alt er EU nødt til at øge sin produktion af metaller, hvilket EU har udarbejdet sin egen handlingsplan for. I den første sætning minder Kommissionen os om, at det ikke var tilfældigt, at EU blev bygget på stål (Kul- og Stålunionen).

Autonom løsrivelse

Imperialistiske alliancer er altid skrøbelige. Når EU ønsker at opbygge sin »autonome« sikkerhedspolitiske union, afspejler det et gammelt ønske om at løsrive sig fra de amerikanske monopolers dominans. Dilemmaet for de europæiske regeringer er, at USA ikke ønsker at være et militært skjold for imperialistiske rivaler, som ikke er villige til at spille andenviolin.

I årtier har Washington hjulpet med at gøre EU mere irrelevant som global aktør og har holdt sine utilfredse lillebrødre politisk i skak med sine sikkerhedsgarantier. Nu sætter USA kniven for struben på de oprørske undersåtter. Trump lader hellere end gerne EU og Storbritannien skælde ud på Rusland, så USA kan koncentrere sig om sin største rival, Kina.

I Norge lader venstrefløjen sig narre af EU og tror, at den europæiske oprustning handler om demokrati. Avisen Klassekampen hævder, at »demokratiske europæiske lande er begyndt at frigøre sig fra amerikansk militær dominans«. Redaktør Mari Skurdal mener, at det er »en diplomatisk triumf« for statsminister Jonas Gahr Støre, at Norge er blevet særligt inviteret til at deltage i EU-bataljonen. Intet mindre.

Norge er en »fuldgyldig partner«

Norge har fået en særlig plads i EU’s militære hundehold. »Norge er en fuldgyldig partner i EU’s forsvarsprogrammer gennem landets bidrag til EU’s budget,« står der i EU’s hvidbog. Den norske forsvarsindustri er særlig attraktiv.

Disse »diplomatiske triumfer«, som også Senterpartiet har bidraget til i sin tid som regeringspartner med ansvar for finans og forsvar, er i virkeligheden skandaløse krænkelser af norsk suverænitet og folkets vilje gennem mere end 50 år. En af forudsætningerne for EØS-aftalen var, at den ikke skulle omfatte EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Omkostningerne i kroner og ører vil løbe op – oven i de hundredvis af ekstra milliarder i en tilsyneladende endeløs strøm af nye forsvarsaftaler på det offentliges regning.

Det er ikke et spørgsmål om vilje, men om evne

Det er ikke viljen til militærunion og krigseventyr, der er på spil, hverken i Bruxelles eller i Oslo. En større udfordring for de europæiske imperialister end Rusland er, at de har modstridende interesser, både militært og økonomisk. Et tidsperspektiv på fem år er ikke nok til at løsrive sig fra USA. I mange år fremover vil amerikanerne være i stand til at deaktivere droner, F-35’ere og selv britiske Trident-missiler med et tryk på en knap. Reservedele er amerikansk ejendom, selv når de f.eks. opbevares på norsk jord.

Mens Tyskland og Frankrig i høj grad har sat deres lid til europæiske flyproducenter, har lande som Danmark, Holland og Norge låst deres militære skæbne til et USA, der både kræver baser og truer med at annektere hele territorier. Danske F-16 og F-35 kan formentlig sættes ud af spillet, længe før de når Nuuk, så at sige. Når USA aflægger nye provokerende »besøg« i Grønland, bliver det bedst mødt med hvisken i krogene i EU og resten af NATO.

Digitaliserede europæiske lande som Norge har også lagt deres datatjenester og en stor del af deres offentlige administration i hænderne på amerikanske tech-giganter. »Den norske offentlige sektor bruger i stigende grad IKT-tjenester, som leveres fra datacentre, der er placeret og drives uden for Norge«, siger den norske sikkerhedsmyndighed (NSM) i en rapport fra 2022 og tilføjer, at «hvis datacentre med tjenester havde været placeret i Norge, haft norske ejere og været administreret og drevet fra Norge, kunne de i højere grad have været brugt til samfundskritiske funktioner og følsomme oplysninger af betydning for nationale sikkerhedsinteresser.«

Uden Microsoft ville store dele af Norge gå i stå. Det samme gælder for flere europæiske lande. Alt dette samtidig med, at den politiske elite messer om »beredskab« og bekymrer sig om unge mennesker, der bruger TikTok!

Skyggeboksning mod USA

Den europæiske »befrielseskamp« tager form af skyggeboksning, hvor EU håber at kunne styrke sin selvstændige rolle over for USA lidt efter lidt, og hvor Europa-Kommissionen udnytter sine forskelle i forhold til USA til at fremme et centraliseret Europas Forenede Stater. Uanset om det lykkes eller mislykkes som følge af gensidig rivalisering, vil det være de europæiske arbejdstagere, der betaler prisen.

Europas regeringer har sat sig selv i en skruestik, som det er svært at komme ud af. I værste fald er de desperate nok til at gå i krig med Rusland for at bevise deres egen selvstændige relevans. Hvis Ursula von der Leyen, Emmanuel Macron og Keir Starmer er enige om noget, så er det, at en krig med Rusland er nært forestående.

Da nogle EU-lande er tilbageholdende med at ruinere sig selv for at gøre Ukraine til det, Ursula von der Leyen kalder »et pindsvin af stål«, har Starmer og Macron lanceret deres egen »koalition af villige«. Modellen er formentlig den »koalition af villige«, som gik i ulovlig krig mod Irak i 2003. Det er ingen hindring for statsminister Jonas Gahr Støre, som deltager i mødet i Elyséepalæet den 27. marts.

Indtil videre giver de interne spændinger i unionen og Storbritanniens rolle som atlantisk jonglør USA alle muligheder for at bruge pisk og gulerod til at holde de europæiske hidsige hunde i skak. Men når de største hunde i og uden for EU ser ud til at have fået rabies, er det ikke givet, at de for evigt vil adlyde Donald Trumps hundefløjte.

Se kildelinks i originalartiklen her