80 år siden befrielsen af Øst-Finnmark

Befrielsesjubilæet 1944-2024
i skyggen af den kolde krig

I stedet for at udnytte muligheden for dialog og afspænding gør den norske regering det stik modsatte.

Af: Stig Brustad
Artiklen er fra det norske netmedie og magasin revolusjon.no – oversat af det antifascistiske tidsskrift Håndslag.

80 år siden befrielsen af Øst-Finnmark

I år er det 80 år siden, at den første del af Norge blev befriet fra Nazitysklands besættelse. Den 18. oktober 1944 rykkede de første soldater fra den sovjetiske hær ind i Øst-Finnmark og jagede de tyske soldater vestpå ind i regionen, hvor de efter hårde kampe erobrede et brændende Kirkenes den 25. oktober. Denne vigtige begivenhed i norsk krigshistorie er blevet markeret hvert år med deltagelse af repræsentanter fra både det officielle Norge og Rusland, men nu, på 80-årsdagen, ser det ud til at have ændret sig.

Vendepunkt i Øst

Grundlaget for befrielsen af Øst-Finnmark i efteråret 1944 blev lagt ved vendepunktet i verdenskrigen i Europa, først ved slaget om Stalingrad (august 1942 – februar 1943) og derefter ved det store slag om Kursk i juli og august 1944. Herefter blev Tysklands tropper presset i defensiven længere og længere vestpå ind i Sovjet­unionen og Østeuropa.
Efterfølgende gjaldt det også det nordligste frontafsnit under krigen, Murmansk-fronten, som løb langs Litsa-floden på Kolahalvøen i Sovjetunionen.

På denne del af fronten havde tyske og finske tropper forsøgt at hærge byen Murmansk siden 1941, men uden held. Da de sovjetiske styrker indledte en modoffensiv her i efteråret 1944, havde de allerede siden efteråret 1940 været i kontakt med folk i Finnmark, som var trænet i modstandsarbejde som informanter og partisaner. I alt 200 civile personer fra Finnmark deltog i sådanne aktiviteter i efteråret 1944, og omkring 65 af dem havde modtaget militær træning i Sovjetunionen. Blandt dem var Dagny Sibblund og Trygve Eriksen, som forud for den sovjetiske offensiv i Finnmark blev kastet ud med faldskærm dybt bag de tyske linjer. Dagny Sibblund blev dermed den første kvindelige faldskærmsudspringer i Norge.
På tidspunktet for Sovjetunionens mod­offensiv havde Nazityskland omkring 200.000 soldater langs Murmansk-fronten. Efterhånden som den røde hær rykkede frem, blev det bydende nødvendigt for Tyskland at redde så mange af disse soldater som muligt til brug på andre dele af fronten og forsøge at forhindre den sovjetiske fremrykning så længe som muligt.

Hitler og de tyske besættelsesstyrker i Norge udstedte derefter en såkaldt forhåndsordre om, at alle huse og byg­ninger i hele Finnmark og Nord-Troms syd for Lyngen skulle brændes ned, veje og broer ødelægges og befolkningen i området tvangsevakueres.
Oversat til norsk lød ordren:
»Medlidenhed med befolkningen er malplaceret«. Resultatet blev, at stort set alle huse og bygninger i Finnmark og Nord-Troms blev brændt ned, og 50.000 mennesker fra områderne blev jaget sydpå. Nogle undgik den tyske ordre ved at gemme sig i huler og mineskakter, herunder næsten 4.000 mennesker, som gemte sig i mineskakterne ved Bjørnevatn, cirka 10 kilometer syd for Kirkenes. Natten til den 25. oktober dukkede soldater fra den røde hær op der sammen med nogle få norske partisaner og sagde: »De er frie, hejs det norske flag.« Den sovjetiske fremrykning i Finnmark varede indtil den 8. november, hvor styrkerne nåede frem til Tana-elven. Resten af Norge blev først befriet den 8. maj 1945.

En høj pris for USSR

Befrielsen af områderne vest for Litsa-elven og det sydlige Finnmark havde en høj pris for Sovjetunionen, da knap 16.000 soldater døde eller blev såret under dette felttog. De fleste af dem befandt sig på den sovjetiske side af grænsen.
Det er disse store ofre og befrielsen af det første område af Norge under Anden Verdenskrig, der har været år­sagen til de fælles norsk-russiske festligheder i Kirkenes.
Der har været kransenedlæggelser, taler og vidnesbyrd fra besøgende norske og sovjetiske, senere russiske, dignitarer ved det 2,5 meter høje befrielsesmonument i bronze af en sovjetisk soldat, som står på Haganes-højen i Kirkenes.

Omskrivning af historien

Efter Ruslands folkeretsstridige invasion af Ukraine i februar 2022 har fejringen af befrielsen af denne del af Norge endnu en gang været præget af politiske stridigheder snarere end fejringen af en vigtig historisk begivenhed. Så meget, at den nye amtsborgmester i Finnmark, Hans-Jacob Bønå fra Høyre, ikke ønsker, at officielle repræsentanter fra Rusland skal deltage i 80-årsdagen i år, men i stedet har inviteret Ukraines præsident Volodymyr Zelensky.
Det sker formelt som en yderligere protest mod det russiske angreb på Ukraine, for at vise solidaritet med landet, og fordi nogle af de sovjetiske soldater, der befriede Øst-Finnmark, var fra Ukraine.
Efterfølgende har Vardøs borgmester, Tor-Erik Labahå fra Centerpartiet, slået til lyd for, at tre mindesmærker, der er rejst i kommunen på russisk initiativ i perioden 2011-2018 til minde om Finnmark-partisanernes krigsindsats, skal rives ned og fjernes. Grundlaget for forslaget er påstanden om, at repræsentanter for russiske efterretningstjenester og regeringer bruger disse mindesmærker til at rejse rundt i kommunen på efterretningsmissioner og etablere kontakt med norske borgere.

Fjernelse af monumenter, historiske mindesmærker og gadenavne er noget, der har fundet sted i stor stil i forskellige dele af verden i de seneste årtier. Det er især tilfældet i Østeuropa, hvor statuer og navne fra sovjettiden er blevet fjernet. I det seneste årti har det i høj grad også været tilfældet i Ukraine. Her er ikke kun » Internationale«, røde flag og alle oppositionspartier blevet forbudt, men også mindesmærker og navne fra både den fælles historie med Rusland og fra sovjettiden er blevet fjernet. Nogle af disse mindesmærker og gadenavne er blevet erstattet med navne og monumenter til ære for fascister og nazi-kollaboratører som Stephan Bandera og Roman Shukhevich.

Vil øge spændingerne

»Det er rigtigt og nødvendigt at tage afstand fra russisk imperialisme, overtrædelser af international lov og invasionen af Ukraine. Samtidig er det rigtigt og nødvendigt at tage afstand fra amerikansk og anden vestlig imperialisme, som det norske imperialistiske borgerskab er en aktiv og entusiastisk del af, og som i stigende grad er til stede i Ukraine og i krigen der.
Det er denne imperialistiske blok, som nu er den største trussel mod verdensfreden. Gennem sit medlemskab af NATO og USA’s og andre allieredes militærbaser i Norge er landet et oplagt mål i en krig mellem USA og Rusland/Kina. Det er netop konflikten mellem vestlig og russisk imperialisme, som striden om 80-årsdagen for befrielsen af Aust-Finnmark og monumenterne der er et udtryk for.

I denne konflikt overskygges vigtige historiske begivenheder og Norges ægte nationale interesse i fred og af­spænding fuldstændigt. Fred og afspænding ville naturligvis også være i arbejderklassens og befolkningens in­teresse i Rusland og Ukraine og i verden som helhed.
Norge og Rusland deler en fælles grænse og forvalter fælles fiskeressour­cer i nord, og det ville bestemt være i Norges interesse at arbejde for af­spænding med Rusland. Men det im­perialistiske verdenssystem står i vejen for dette, da det uundgåeligt fører til krig og ikke til fred og afspænding.